Dannebrog som splitflag var oprindeligt forbeholdt Kongehuset og orlogsflåden, men flaget er i dag forbeholdt Kongehuset, Folketinget, domstolene og statslige myndigheder samt fysiske og juridiske personer, der ved kongelig resolution har særlig tilladelse til at føre splitflag. Det bemærkes, at der kræves særskilt særlig tilladelse til at føre splitflag med særlige mærker eller kendetegn.
Der vil derfor være tale om en uberettiget og dermed retsstridig anvendelse af Dannebrog som splitflag, hvis flaget føres af andre end Kongehuset, Folketinget, statslige myndigheder, domstolene samt fysiske og juridiske personer, der ved kongelig resolution har særlig tilladelse til at føre splitflag.
Flagning på officielle flagdage og ved ekstraordinær flagning
Justitsministeriet har i cirkulæreskrivelse om officielle flagdage, jf. cirkulæreskrivelse nr. 10155 af 19. december 2024, fastsat en række officielle flagdage, hvor statslige myndigheder skal flage med splitflaget. Der gælder særlige regler for militære flagdage.
Statslige myndigheder (bortset fra myndigheder på Forsvarsministeriets område) bør således som udgangspunkt ikke flage med Dannebrog som splitflag på andre dage end officielle flagdage mv. Sådanne statslige myndigheders ret til at flage med Dannebrog som splitflag indebærer, at der ikke er tradition for, at disse myndigheder flager med Dannebrog som stutflag.
Officielle flagdage er dage, som har en særlig national betydning, herunder kirkelige helligdage og kongelige fødselsdage. Herudover kan Justitsministeriet anordne ekstraordinær flagning på enten hel eller halv stang i forbindelse med f.eks. statsbesøg eller i ganske særlige tilfælde ved øvrige begivenheder af særlig national betydning samt i anledning af f.eks. terrorangreb eller naturkatastrofer i Danmark eller i udlandet