Udlændingestyrelsen offentliggør fact finding rapport om Eritrea | Justitsministeriet

I sommeren 2014 oplevede Danmark en meget pludselig stigning i antallet af asylansøgere fra Eritrea. På grundlag af behandlingen af de konkrete ansøgninger om asyl og de tilgængelige oplysninger om Eritrea, der ikke var fuldt opdaterede, fandt Udlændingestyrelsen, at det var nødvendigt at tilvejebringe yderligere baggrundsoplysninger om Eritrea.

Landedokumentation i Udlændingestyrelsen gennemførte fra den 20. til den 27. august 2014 en mission til Etiopien og fra den 1. til den 17. oktober 2014 en mission til Eritrea.

Udlændingestyrelsen har om missionerne oplyst:

Formålet med missionen til Etiopien var bl.a. at undersøge mulighederne for at verificere identiteten på de asylansøgere, som angav at have opholdt sig i UNHCR lejre i Etiopien inden den videre rejse til Europa. Derudover blev der også indsamlet oplysninger om migrationsmønstre og forhold i Eritrea.

Missionen til Eritrea havde to formål. Det første var at tilvejebringe oplysninger om Eritrea med henblik på at verificere asylansøgernes påberåbte nationalitet.  Det andet formål var at tilvejebringe baggrundsoplysninger om nationaltjenesten i Eritrea, årsagerne til hvorfor eritreiske statsborgere forlader landet og muligheden for at vende tilbage, hvis de pågældende har forladt Eritrea illegalt.

Udlændingestyrelsen sendte den 24. november 2014 den endelig rapport til Justitsministeriet med henblik på oversendelse til Folketinget og offentliggørelse.

På baggrund af rapporten fra primo december 2014 har Udlændingestyrelsen oplyst, at styrelsen forventer at gennemføre fornyede samtaler med asylansøgere fra Eritrea, hvor styrelsen på baggrund af oplysninger indhentet i bl.a. Eritrea vil afklare ansøgernes nationalitet. Endvidere vil ansøgerne blive spurgt yderligere om deres asylmotiver.

Udlændingestyrelsen har endelig oplyst, at der på baggrund af oplysningerne i rapporten vil være grundlag for at prøve en række sager med henblik på fastlæggelse af ny praksis i Flygtningenævnet.

Udlændingestyrelsen finder således på baggrund af de opdaterede oplysninger, at forholdene i Eritrea vedrørende nationaltjeneste og illegal udrejse ikke i sig selv udgør forfølgelse eller giver de pågældende krav på beskyttelse.

Justitsminister Mette Frederiksen udtaler:

”Jeg er godt tilfreds med, at vi nu har fået Udlændingestyrelsens fact finding rapport om Eritrea. Rapporten giver ny og relevant viden om asylsituationen i forhold til Eritrea. Rapporten underbygger, at der var behov for opdaterede oplysninger, og at det var rigtigt af Udlændingestyrelsen at iværksætte en fact finding mission.

Oplysningerne fra rapporten vil nu indgå i asylmyndighedernes behandling af sager om Eritrea.

Som bekendt har jeg som justitsminister ikke kompetence til at afgøre konkrete asylsager. Her gælder der et armslængdeprincip. Det vil derfor i sidste ende være Flygtningenævnet, som skal fastlægge betydningen af de nye oplysninger om Eritrea i forhold til konkrete asylsager.”

Læs mere og find rapporten på nyidanmark.dk.

Pressekontakt

For yderligere spørgsmål, kontakt pressevagten.
Back to top