Ældre op til 75 år skal kunne forny kørekortet uden lægeerklæring | Justitsministeriet

Justitsministeren foreslår at hæve aldersgrænsen for obligatorisk fornyelse af kørekort og indlevering af lægeattest fra 70 til 75 år. Det er et udtryk for en god balance mellem færdselssikkerheden og de ældres livskvalitet, når man kan bevare kørekortet i en længere periode uden at skulle besøge lægen og betale for en lægeattest.

Justitsminister Mette Frederiksen fremsætter i dag et lovforslag, der skal føre til, at aldersgrænsen for, hvornår kørekortindehavere skal gennemgå et obligatorisk lægetjek i forbindelse med fornyelse af kørekortet, hæves fra 70 til 75 år.

Justitsminister Mette Frederiksen udtaler:

”Man bliver ikke automatisk en dårligere bilist, bare fordi man bliver ældre. Med den viden, vi nu har, mener vi, at det er forsvarligt at hæve grænsen til 75 år uden at gå på kompromis med færdselssikkerheden. Risikoen for at blive ramt af sygdomme, som påvirker evnen til at køre bil, stiger med alderen. Derfor har det været vigtigt for regeringen at få området belyst grundigt.” 

Ordningen med obligatorisk lægetjek i forbindelse med kørekortfornyelse, når man når en vis alder, er indført for at styrke færdselssikkerheden. Det har været vigtigt for regeringen, at en hævelse af aldersgrænsen ikke medfører en forringelse af færdselssikkerheden. På baggrund af den rapport, som Sundhedsstyrelsen, Rigspolitiet og Justitsministeriet har udarbejdet om fornyelse af kørekort til personer over 70 år, mener regeringen, at det er færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt at hæve aldersgrænsen.

 

Ældre bilister kører typisk forsigtigt

I dag gælder et kørekort i 15 år, dog højst indtil den pågældende er fyldt 70 år. Når en kørekortindehaver ansøger om fornyelse af kørekortet efter, at ansøgeren fylder 70 år, er fornyelse af kørekortet betinget af, at ansøgeren har gennemgået en lægelig kontrol og indleverer en lægeattest. Denne aldersgrænse har været gældende siden 1966.

Flere undersøgelser har imidlertid vist, at ældre bilister ikke er overrepræsenterede i ulykkesstatistikkerne, og at de typisk kører forsigtigt og ikke udviser risikovillighed.

Aldersgrænsen på 70 år for obligatorisk fornyelse af kørekort og indlevering af lægeattest har i den seneste tid været genstand for en del debat. Regeringen har bl.a. i det lys fundet anledning til at overveje, om der kan være behov for at ændre aldersgrænsen. Disse overvejelser har mundet ud i det lovforslag, som regeringen i dag har fremsat.

Læs hele arbejdsgruppens rapport [pdf]

Pressekontakt

For yderligere spørgsmål, kontakt pressevagten.
Back to top