Love
Lov nr. 711 af 13. juni 2023 om undersøgelse af beslutningen om hjemsendelse af ledende medarbejdere i Forsvarets Efterretningstjeneste.
Loven trådte i kraft den 15. juni 2023.
Med loven skabes det retlige grundlag for nedsættelsen af en særlig undersøgelseskommission, der vil have til opgave at undersøge forløbet vedrørende tjenestefritagelsen af de fem medarbejdere, der blev tjenestefritaget på baggrund af den kritik, der blev rejst af Tilsynet med Efterretningstjenesterne i august 2020.
Loven er tilgængelig i sin helhed her:
www.retsinformation.dk/eli/ft/A20230071130
Lov nr. 715 af 13. juni 2023 om ændring af lov om vagtvirksomhed (Etablering af en forsøgsordning med kommunale tryghedsvagter m.v.)
Loven blev vedtaget ved tredjebehandlingen i Folketinget den 1. juni 2022. Loven trådte i kraft den 15. juni 2023.
Med loven etableres en forsøgsordning, der giver kommunerne mulighed for at anvende tryghedsvagter, der kan supplere politiets arbejde med at opretholde ro og orden. Det vil være op til den enkelte kommune, om kommunen vil gøre brug af ordningen.
Loven har til formål at sikre klare rammer for kommunernes brug af tryghedsvagter på en retssikkerhedsmæssigt betryggende måde. Det følger af loven, at tryghedsvagter skal være godkendte, kommunalt ansatte vagter eller godkendte vagter ansat i autoriserede vagtvirksomheder, som har indgået aftale med kommunen om udøvelse af vagtvirksomhed. Det følger desuden, at de kommunale tryghedsvagter vil kunne udøve vagtvirksomhed på steder, hvortil der er almindelig adgang, og at tryghedsvagterne skal kunne henstille til personer, der forstyrrer den offentlige orden mv., at stoppe den forstyrrende adfærd mv. I forbindelse med deres virksomhed vil tryghedsvagterne desuden kunne foretage foto- og videooptagelser af forstyrrelser af den offentlige orden mv. eller øvrige strafbare forhold. Foto- og videomaterialet vil på begæring skulle overdrages til politiet, hvis politiet vurderer, at foto- og videomaterialet kan have betydning for politimæssig opfølgning. Med lovforslaget får justitsministeren hjemmel til at fastsætte nærmere regler om bl.a. tryghedsvagternes uddannelse på bekendtgørelsesniveau. Det forudsættes i den forbindelse, at tryghedsvagter forpligtes til at gennemgå en særlig uddannelse, inden ansættelsen træder i kraft.
Loven er tilgængelig i sin helhed:
www.retsinformation.dk/eli/ft/A20230071530
Lov nr. 719 af 13. juni 2023 for Færøerne om fuldbyrdelse af straf m.v.
Loven blev enstemmigt vedtaget ved tredjebehandlingen den 16. maj 2023.
Loven indfører en straffuldbyrdelseslov for Færøerne. Formålet med loven er at sikre, at retsområdet i det væsentligste reguleres ved lov og skabe en bedre og mere tidssvarende understøttelse af de straffuldbyrdende myndigheder på Færøerne.
Loven regulerer bl.a. spørgsmålet om anbringelse i eller overførsel til et fængsel eller arresthus i Danmark til fuldbyrdelse af straf, som er idømt på Færøerne. Loven regulerer endvidere de indsattes rettigheder og pligter under ophold i afsoningsinstitutionen og rummer desuden en detaljeret regulering af betingelserne for og fremgangsmåden ved indgreb over for indsatte. Endelig reguleres bl.a. fuldbyrdelsen af betingede domme, herunder domme med vilkår om samfundstjeneste, samt bødestraffe mv., ligesom loven indeholder bestemmelser om prøveløsladelse. Loven bygger i vidt omfang på gældende ret og praksis, og der er i forbindelse med udarbejdelsen taget udgangspunkt i den danske straffuldbyrdelseslov.
Loven træder i kraft den 1. juli 2023.
Loven er tilgængelig i sin helhed her:
www.retsinformation.dk/eli/ft/A20230071930
Lov nr. 740 af 13. juni 2023 om ændring af straffelov for Færøerne, retsplejelov for Færøerne, og lov for Færøerne om retsafgifter (Ændringer som følge af ikraftsættelse af lov for Færøerne om fuldbyrdelse af straf m.v. og som følge af ikraftsættelse af ændringsanordning om konkursloven for Færøerne
Loven blev enstemmigt vedtaget ved tredjebehandlingen den 16. maj 2023.
Loven gennemfører en række ændringer i straffeloven, retsafgiftslov for Færøerne og retsplejelov for Færøerne som led i gennemførelsen af Lov nr. 719 af 13. juni 2023 for Færøerne om fuldbyrdelse af straf m.v. Loven ophæver bl.a. de gældende bestemmelser om straffuldbyrdelse i straffelov for Færøerne.
Loven gennemfører desuden en række ændringer i retsplejelov for Færøerne og lov for Færøerne om retsafgifter som led i Justitsministeriets arbejde med en ændringsanordning om opdatering af konkursloven for Færøerne.
Loven træder i kraft 1. juni 2023. Bestemmelserne, der relaterer sig til Justitsministeriets ændringsanordning om konkursloven for Færøerne, træder i kraft ved justitsministerens bestemmelse herom.
Loven er tilgængelig i sin helhed her:
www.retsinformation.dk/eli/ft/A20230074030
Lov nr. 741 af 13. juni 2023 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Initiativer mod digitale krænkelser, herunder forbud mod grooming, sidestilling af tilsnigelse af samleje med voldtægt, religiøse lederes udnyttelse af religiøs afhængighed med henblik på at skaffe sig samleje m.v.)
Loven blev vedtaget ved tredjebehandlingen den 23. maj 2023. Loven træder i kraft den 1. juli 2023.
Loven indfører bl.a. en særskilt bestemmelse i straffeloven om såkaldt grooming af personer under 18 år, en udvidelse af straffelovens § 225 om andet seksuelt forhold end samleje til også at omfatte seksuelle handlinger, som gerningspersonen formår den forurettede til at udføre på sig selv, en udvidelse af straffelovens § 223, der forbyder seksuelle relationer med personer under 18 år, som er betroet gerningspersonen til undervisning, opdragelse eller lignende, til også at omfatte blufærdighedskrænkelse og en modernisering af sprogbrugen i straffeloven, så ”pornografisk materiale” fremover betegnes ”seksuelt materiale”.
Herudover sidestiller loven tilsnigelse af samleje med voldtægt, og det kriminaliseres, hvis en religiøs leder groft misbruger det afhængighedsforhold, som kan bestå mellem den religiøse leder og et medlem af dennes menighed, til at skaffe sig samleje med medlemmet.
Loven har bl.a. baggrund i anbefalingerne i en rapport fra arbejdsgruppen om digitale krænkelser, der har vurderet behovet for at ændre straffeloven som følge af den digitale udvikling.
Loven er tilgængelig i sin helhed:
www.retsinformation.dk/eli/ft/A20230074130
Arbejdsgruppens rapporten er tilgængelig her.
Lov nr. 742 af 13. juni 2023 om ændring af lov om sikkerhed ved bestemte idrætsbegivenheder (Styrket indsats mod hooliganisme)
Loven blev vedtaget ved tredjebehandlingen i Folketinget den 1. juni 2022. Loven træder i kraft den 1. juli 2023.
Loven har til formål at implementere dele af den politiske aftale ”Fælles om fodbold: Aftale om en styrket indsats mod hooligans”. Med loven udvides listen over strafbare handlinger, der kan føre til meddelelse af generel karantæne. Desuden bliver det nemmere at meddele generel karantæne ved visse grovere strafbare handlinger. Derudover giver loven politiet hjemmel til at videregive oplysninger om personer til idrætsklubberne til brug for tildeling eller håndhævelse af private karantæner. Loven giver endvidere politiet hjemmel til at bortvise personer, der udviser utryghedsskabende adfærd ved bestemte idrætsbegivenheder. Endeligt får politiet hjemmel til forud for afviklingen af en bestemt idrætsbegivenhed at kunne give påbud om, at tilskuere på bestemte tilskuersektioner skal tilbageholdes på stadion efter begivenhedens afvikling. Bortvisning og påbud om tilbageholdelse kan alene ske ved højrisikokampe.
Loven er tilgængelig i sin helhed:
www.retsinformation.dk/eli/ft/A20230074230
Lov nr. 743: Lov om ændring af lov om indsamling m.v.
Loven træder i kraft den 1. juli 2023.
Med loven gennemføres en række ændringer, der skal styrke kontrollen og tilsynet på indsamlingsområdet i lyset af den digitale udvikling.
Loven indebærer bl.a., at Indsamlingsnævnet får mulighed for at meddele afslag på ansøgninger om etårige indsamlingstilladelser, hvis forhold ved tidligere indsamlinger giver anledning til at formode, at loven eller bestemmelser udstedt i medfør af loven ikke vil blive fulgt. Indsamlingsnævnet vil desuden kunne tilbagekalde allerede meddelte tilladelser under de samme omstændigheder. Herudover gives justitsministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om, at indsendelse af regnskaber skal ske ved anvendelse af den digitale løsning, som Civilstyrelsen stiller til rådighed (digital selvbetjening). Loven indebærer endvidere en ændring af Indsamlingsnævnets sammensætning.
Loven er tilgængelig i sin helhed her:
www.retsinformation.dk/eli/ft/A20230074330
Forskning
Udsathed for vold og andre former for kriminalitet. Offerundersøgelserne 2005-2022. Hovedtal
Justitsministeriet har den 13. juni 2023 sendt rapporten ”Udsathed for vold og andre former for kriminalitet. Offerundersøgelserne 2005-2022. Hovedtal” til Folketingets Retsudvalg.
Rapporten er tilgængelig på: Udsathed-for-vold-og-andre-former-for-kriminalitet.-Hovedtal-2005-2022.pdf (justitsministeriet.dk)
Høring
Justitsministeriet har den 6. juni 2023 sendt udkast til bekendtgørelse om forsøgsordning med konfliktmægling i Grønland i høring med høringsfrist den 4. juli 2023.
Udkast til bekendtgørelse, høringsbrev og høringsliste er tilgængelig på: