Slag, skub og verbale overfusninger fra vrede borgere. Det er blevet en ubehagelig del af hverdagen for mange ansatte i sundhedssektoren, borgerservice og flere andre steder i den offentlige sektor. Siden 2022 har politiet årligt modtaget mellem ca. 4.500 og 5.000 anmeldelser, og intet tyder altså i øjeblikket på, at antallet af anmeldelser vil falde i 2025.
Justitsminister Peter Hummelgaard udtaler:
”Jeg bliver harmdirrende vred, når jeg hører, at f.eks. sygeplejersker, socialrådgivere og medarbejdere i borgerservice bliver udsat for vold, trusler eller chikane, alene fordi de passer deres arbejde. Det er ikke bare et angreb på den enkelte medarbejder, men på hele fundamentet for vores velfærdssamfund. Jeg ser med stor alvor på, at tusindvis af offentligt ansatte hvert år anmelder vold og trusler i forbindelse med deres arbejde. Det skal vi som samfund sætte hårdt ind overfor, og jeg er derfor glad for, at vi snart sender lovforslaget om strafreformen i høring. Det vil bl.a. skærpe straffen med 50 procent for vold, trusler og chikane mod personer i offentlig tjeneste eller hverv.”
Ud over strafskærpelserne på 50 procent for vold, trusler og chikane mod personer i offentlig tjeneste eller hverv vil lovforslaget også styrke beskyttelsen mod chikane af den beskyttede personkreds på sociale medier, så f.eks. enkeltstående chikanøse opslag, videoer mv. på sociale medier i videre omfang end i dag vil være strafbart. Beskyttelsen mod chikane af personer i offentlig tjeneste eller hverv vil desuden blive styrket yderligere ved, at det fremover vil være muligt for retten at give sletningspålæg i sådanne sager. Retten vil altså i sager om chikane af personer i offentlig tjeneste eller hverv kunne bestemme, at chikanematerialet (opslag, videoer mv.) skal slettes.
Strafskærpelserne og den styrkede beskyttelse mod chikane af personer i offentlig tjeneste eller hverv ansatte indgår som en del af det samlede lovforslag, der skal gennemføre de dele af strafreformen, som vil kræve lovændringer. Hvis lovforslaget vedtages, forventes den styrkede beskyttelse mod chikane af personer i offentlig tjeneste eller hverv at træde i kraft fra den 1. februar 2026, mens strafskærpelserne forventes at træde i kraft fra den 1. januar 2027
Regeringen indgik den 25. juni 2025 aftale om strafreform og kriminalforsorgens økonomi 2026-2030 med et bredt flertal af Folketingets partier: Bredt flertal indgår aftale om en ny strafreform | Justitsministeriet
Fakta
Antal anmeldelser af vold eller trussel om vold mod nogen i offentlig tjeneste
2021 | 2022 | 2023 | 2024 | 1. halvår 2025 | |
Antal anmeldelser | 4.280 | 4.907 | 4.707 | 4.832 | 2.434 |
Kilde: Rigspolitiet. Det bemærkes, at opgørelsen er baseret på tal fra politiets sagsstyringssystem (POLSAS). Opgørelsen er derfor behæftet med en vis usikkerhed, da POLSAS er et journaliserings- og sagsstyringssystem og ikke et egentligt statistiksystem. Det skal bemærkes, at opgørelsen er baseret på dynamiske data, hvilket betyder, at opgørelsen ikke er endelig. Således vil der kunne ske ændringer afhængigt af tidspunktet for udtrækket af oplysningerne i opgørelsen, idet der f.eks. kan forekomme efterregistreringer.
Om lovforslaget
Det foreslås bl.a. at ændre straffelovens § 119, så straffen for vold og trusler mod personer i offentlig tjeneste eller hverv skærpes med 50 pct. Det vil indebære, at en person, der i dag f.eks. ville blive straffet med 60 dages fængsel, fremover vil skulle straffes med 3 måneders fængsel.
Det foreslås bl.a. at ændre straffelovens § 119 a, så straffen for chikane af personer i offentlig tjeneste eller hverv skærpes med 50 pct., ligesom det strafbare område udvides, så det i videre omfang end i dag omfatter enkeltstående opslag mv. på sociale medier. Det vil desuden fremgå, at retten kan give sletningspålæg i sager om chikane af personer i offentlig tjeneste eller hverv.
En overtrædelse af straffelovens § 119 a i førstegangstilfælde straffes i dag som udgangspunkt med en bøde på 10.000 kr. Grovere – herunder systematiske – overtrædelser kan straffes med en kortere frihedsstraf. Den foreslåede strafskærpelse betyder, at overtrædelser i førstegangstilfælde som udgangspunkt vil skulle straffes med en bøde på 15.000 kr., og at en person, der i dag f.eks. ville blive straffet 20 dages fængsel, fremover vil skulle straffes med 30 dages fængsel.