Ny offerundersøgelse: Flere voldsofre oplever volden som meget alvorlig | Justitsministeriet

En ny offerundersøgelse fra Justitsministeriet viser, at der siden 2019 er sket en stigning i andelen af ofre for vold, der angiver, at de oplevede volden som meget alvorlig. I 2024 svarede 34 procent af ofrene for vold, at de oplevede volden som meget alvorlig, mens tallet lå på 15 procent i 2019.

I 2024 angav 1,7 procent af respondenterne i Justitsministeriets offerundersøgelse, at de havde været udsat for vold inden for det seneste år, hvilket svarer til mellem 70.000 og 88.000 personer i befolkningen i alderen 16 til 79 år. Heraf angav 34 procent, at de oplevede volden som meget alvorlig, 35 procent oplevede volden som ret alvorlig, mens de resterende 31 procent oplevede volden som ikke særlig alvorlig.  Der er således sket en stigning i andelen af ofre for vold, der oplevede volden som meget alvorlig, i forhold til offerundersøgelsen i 2019, hvor kun 15 procent af voldsofrene oplevede vold som meget alvorlig.

Justitsminister Peter Hummelgaard udtaler:

”Regeringen ser med stor alvor på, at flere oplever at blive udsat for meget alvorlig vold. Det bliver vi som samfund nødt til at sætte ind overfor, for volden sætter ikke alene dybe spor i det enkelte offer – vold er også det rene gift for sammenhængskraften i vores samfund.

Justitsministeren fortsætter:

”Vi kommer med regeringens strafreform til at skærpe straffen for bl.a. grov vold markant, så de afstumpede personer, der udsætter andre mennesker for bestialske overfald, fremover kommer bag lås og slå i markant længere tid end i dag. Vi skal som samfund vise, at vi altid står på offerets side”.

Offerundersøgelsen viser desuden, at 20 procent af ofrene for vold angiver at have fået mere alvorlige fysiske skader som f.eks. åbne sår og skader på hals og hoved i forbindelse med volden, mens 41 procent angiver at have fået mindre alvorlige skader som f.eks. buler, hævelser og blå mærker. 39 procent angiver, at de ikke fik synlige mærker eller skader på kroppen.

Herudover ses det, at 41 procent af de tilskadekomne ofre – svarende til knap hvert fjerde af alle voldsofre – angav at de havde fået skader, der krævede besøg hos lægen. Godt halvdelen af de ofre, der besøgte lægen som følge af skaderne, modtog også lægelig behandling.

Læs hele rapporten ”Befolkningens oplevede udsathed for vold og andre former for kriminalitet og overgreb i samfundet – offerundersøgelserne 2005-2024″ her.

 

Fakta om undersøgelsen

Offerundersøgelsen belyser befolkningens udsathed for forskellige former for kriminalitet. Blandt andet tyveri og indbrud, hvor undersøgelsen viser, at befolkningens udsathed er faldet over de seneste 10 år. Derudover undersøges befolkningens udsathed for hærværk, fysisk vold, psykisk vold, voldtægt, øvrige seksuelle krænkelser, herunder vold og seksuelle overgreb begået af en partner, samt kriminalitet begået på internettet. Der ses også på udviklingen i befolkningens anmeldelsestilbøjelighed inden for de forskellige kriminalitetsformer og på befolkningens bekymring for kriminalitet.

Samlet set viser undersøgelsen, at andelen af borgere, der i 2024 angav at have været udsat for kriminalitet, er steget sammenlignet med året forinden. Dette skyldes primært, at andelen, der angav at have været udsat for kriminalitet begået på internettet, er steget fra 4,1 procent i 2023 til 5,9 procent i 2024.

Det skal understreges, at det er befolkningens oplevede udsathed for kriminalitet, der måles, og at disse oplevelser ikke nødvendigvis er i overensstemmelse med den juridiske afgrænsning af kriminalitet.

Dette års offerundersøgelse er udarbejdet af AFFORD for Justitsministeriet og støttet af Det Kriminalpræventive Råd og Rigspolitiet.

 

Fakta om voldens grovhed

Note: Ved fortolkning af udviklingstendenser skal man være opmærksom på, at oplevelsen af voldens alvorlighedsgrad er en subjektiv størrelse. Opfattelserne af hvad der opleves som mere eller mindre alvorligt kan ændre sig.

Note: Med mindre alvorlige skader forstås blå mærker, buler, hævelser, rifter og lignende, mens mere alvorlige skader omfatter åbne sår, flækket læbe, næseblod, skader på hals og hoved.

Pressekontakt

For yderligere spørgsmål, kontakt pressevagten.
Back to top