De grønlandske domstole skal fremover have mulighed for at idømme længere tidsbestemte anstaltsanbringelser i de alvorligste tilfælde af navnlig sager om personfarlig kriminalitet, men efter omstændigheder også f.eks. grov narkokriminalitet. Med lovforslaget, der fremsættes i morgen, vil regeringen hæve den maksimale grænse for tidsbestemte anstaltsanbringelser i Grønland fra 10 år til 16 år
Justitsminister Peter Hummelgaard udtaler:
”Jeg er glad for, at vi kan fremsætte et lovforslag, der hæver grænsen for tidsbestemte anstaltsanbringelser i Grønland til 16 år. Det har længe været et ønske fra Naalakkersuisut. Samtidig vil jeg også gerne understrege, at det er en vigtig prioritet for regeringen at udvikle det samlede justitsområde i Grønland. Derfor afsatte vi i august mere end 850 mio. kr. til en række nye initiativer i perioden 2026-2030, som skal styrke retssikkerheden i Grønland. Det omfatter bl.a. en ny hovedpolitistation, implementering af it-systemer og flere medarbejdere i både politi og anklagemyndighed, ligesom vi med strafreformen besluttede at etablere 70 nye anstaltspladser i Grønland.”
Lovforslaget lægger op til, at domstolene som udgangspunkt viderefører det nuværende niveau for foranstaltninger, men i de mest alvorlige tilfælde, hvor en person findes skyldig i de groveste forbrydelsestyper – for eksempel drab eller alvorlig voldsforbrydelse – vil domstolene få mulighed for at idømme en længere anstaltsanbringelse end i dag.
Forslaget omfatter ikke personer, der var under 18 år på gerningstidspunktet.
Hvis lovforslaget vedtages, ventes loven at træde i kraft den 1. januar 2026.