Justitsministeren vil med nyt lovforslag styrke kontrollen med terrordømte og radikaliserede

I dag sender justitsminister Peter Hummelgaard et nyt lovforslag i høring, der skal give mulighed for at pålægge terrordømte og radikaliserede en række kontrolforanstaltninger. Formålet er at beskytte det danske samfund mod den trussel, som disse personer udgør.

I de kommende år står Danmark sammen med resten af Europa over for et højt antal af løsladelser af både personer, der er dømt i terrorsager, og andre kriminelle indsatte, der har påbegyndt eller fortsat en radikaliseringsproces under deres fængsling.

Indsatte terrordømte og radikaliserede udgør en særlig trussel, når de løslades og går fra en situation med høj kontrol i et overvåget og lukket miljø til en situation, hvor de er på fri fod med begrænset kontrol og kontakt til myndighederne.

Derfor lægger regeringen nu op til at indføre en ordning med en række kontrolforanstaltninger for terrordømte og radikaliserede, der vil skulle fastsættes af domstolene.

Hovedmålgruppen for lovforslaget er personer, der fremover dømmes for terror. Herudover foreslås det, at ordningen også skal gælde særligt farlige radikaliserede, der tidligere er idømt fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, herunder personer, der tidligere er dømt for terror. I helt ekstraordinære tilfælde vil kontrolforanstaltninger kunne fastsættes overfor personer, der ikke tidligere er dømt, men som vurderes at være særligt farlige radikaliserede og at udgøre en trussel, der ikke kan imødegås på anden måde.

De kontrolforanstaltninger, som vil kunne fastsættes, vil være opholdsforbud og GPS-fodlænke som supplement hertil, kontaktforbud, våbenforbud, forbud mod deltagelse i skytteforeninger, internet- og kommunikationskontrol, forbud mod at besidde, gøre sig bekendt med eller dele terrorpropaganda, påbud om psykologisk eller psykiatrisk behandling og påbud om meldepligt. Kontrolforanstaltningerne vil som udgangspunkt have en varighed på mellem 1 og 10 år. Dog vil visse kontrolforanstaltninger (våbenforbud, forbud mod deltagelse i skytteforeninger og forbud mod at besidde, gøre sig bekendt med eller dele terrorpropaganda) kunne fastsættes livsvarigt. Overtrædelse af kontrolforanstaltningerne vil kunne straffes med fængsel i indtil 2 år.

Justitsminister Peter Hummelgaard siger:

– Danskernes tryghed og sikkerhed er en kerneprioritet for regeringen. Derfor er det vigtigt, at vi nu foreslår at give myndighederne nye værktøjer til at imødegå den trussel, som løsladte terrordømte og radikaliserede udgør i vores samfund. Det er en trussel, som vi alle oplevede blive til virkelighed ved det forfærdelige terrorangreb i København i 2015, som blev begået af en person, der var identificeret som radikaliseret og blev løsladt fra fængslet to uger før terrorangrebet. De nye kontrolredskaber skal medvirke til at sikre en bedre håndtering af løsladte radikaliserede, når de lukkes ud i vores samfund.

Lovforslaget og kontrolforanstaltningerne bygger på anbefalingerne fra en tværministeriel indsatsgruppe vedrørende terrordømte og radikaliserede fra marts 2024, og ordningen er i vidt omfang inspireret af andre landes tilgange til udfordringen.

PET vurderer, at der årligt vil være 10-15 personer i lovforslagets målgruppe. Det er dog et tal behæftet med betydelig usikkerhed, og vurderingen af, om der kan fastsættes kontrolforanstaltninger, vil i sidste ende være domstolenes.

Foruden kontrolforanstaltningerne indeholder lovforslaget også forslag til ændringer af indsatsen i forbindelse med prøveløsladelse af terrordømte og radikaliserede indsatte, herunder vilkår om opholdsforbud og GPS-fodlænke som supplement hertil. Herudover foreslås det, at der skal kunne iværksættes en række kriminalpræventive indsatser på og over for beboerne på udrejsecentrene.

Lovforslaget forventes at træde i kraft den 1. juli 2026. Dog vil lovforslagets dele vedrørende GPS-fodlænker først skulle finde anvendelse på et senere tidspunkt.

Link til Lovforslag

Link til faktaark