Justitsministeren vil bruge bandeværktøj på kriminelle familier | Justitsministeriet

Rigspolitiet har udarbejdet et foreløbigt nationalt overblik over kriminelle familier, som skal indgå i politiets arbejde med at bekæmpe slægtsbaseret kriminalitet. Justitsministeren vil nu bede politiet om at gå i gang med systematisk at monitere relevante familier på samme måde, som man i dag moniterer de kriminelle bander.

Indsatsen mod organiseret kriminalitet udgør en væsentlig del af politiets arbejde, og politiet foretager i den forbindelse systematisk monitering af kriminelle grupper og netværk, der begår alvorlig kriminalitet.

Rigspolitiet har nu lavet et foreløbigt nationalt overblik over, hvilke kriminelle familier der er relevante for politiet at være særligt opmærksom på i indsatsen mod den organiserede kriminalitet. I kortlægningen har Rigspolitiet identificeret 35 familier med i alt 636 familiemedlemmer, som falder inden for politiets afgrænsning af kriminelle familier. Rigspolitiet vil nu yderligere kvalificere overblikket med erfaringer fra politikredsene.

Rigspolitiet har defineret en kriminel familie som en familie, som kan siges at have en kriminel kultur – i form af kriminel adfærd – der går i arv, og hvoraf en stor del af familiemedlemmerne enten er organiserede kriminelle og/eller vanekriminelle.

Kortlægningen vil supplere politiets eksisterende indsatser mod bl.a. kriminelle familier, som indebærer både nationale og lokale initiativer, eksempelvis samarbejdet mellem skole, socialforvaltning og politi (SSP-samarbejdet) med henblik på tidligt at spotte og hjælpe børn, som er i risiko for at havne i en kriminel løbebane, f.eks. som konsekvens af slægtsbaseret kriminalitet.

Justitsminister Peter Hummelgaard siger:

Vi skal tage alle tænkelige redskaber i brug i kampen mod den organiserede kriminalitet. Det gælder også, når den flytter ind i familien og går i arv fra generation til generation. Derfor er jeg glad for, at nu har et nationalt overblik over familierne, så vi bedre kan sætte ind over for den dybt asociale, undergravende og utryghedsskabende kriminalitet, som desværre blomstrer i familierne. Jeg vil nu bede politiet om at gå i gang med at monitere familierne på samme måde, som man i dag holder øje med de kriminelle bander. Det er et vigtigt skridt i retning af at sidestille de kriminelle familier med bander, så vi kan bruge nogle af de samme værktøjer til at komme de kriminelle familiers uvæsen til livs. I den forbindelse vil jeg gerne understrege, at Justitsministeriet er i fuld gang med at se på, hvordan vi fra regeringens side kan sætte yderligere ind over for de kriminelle familier.

Læs mere om det nationale overblik her.

Baggrund

Fakta om familierne i Rigspolitiets nationale overblik

De 35 familier har tilsammen 636 familiemedlemmer, hvoraf de 302 har dansk statsborgerskab. De resterende 334 familiemedlemmer fordeler sig på 17 nationaliteter (samt et mindre antal statsløse og personer med ukendt nationalitet). Følgende syv nationaliteter er de hyppigst forekommende: Irak, Serbien, Jugoslavien, Sverige, Kroatien, Nederlandene og Italien. 274 af familiemedlemmerne har en af disse nationaliteter.

De 35 familier har deres primære tilhørsforhold til Østjyllands Politi (13), Sydøstjyllands Politi (3), Syd- og Sønderjyllands Politi (2), Fyns Politi (1), Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi (2), Nordsjællands Politi (8) og Københavns politi (6). Familiernes geografiske tilhørsforhold er defineret ud fra den politikreds, hvor hovedparten af familiens medlemmer har folkeregisteradresse.

Blandt de 35 familier er der 119 familiemedlemmer, der er registreret i politiets efterforskningsstøtte database (PED) som led i den systematiske politimæssige monitering af kriminelle grupper og kriminelle netværk, der begår alvorlig eller organiseret kriminalitet. Det svarer til godt en fjerdedel af andelen af voksne kriminelle familiemedlemmer.

Om det nationale overblik

Overblikket er lavet bl.a. på baggrund af udtræk fra politiets sagsstyringssystem (POLSAS) på baggrund af en række kriterier. Herudover har politikredsene kvalificeret overblikket ud fra overvejelser om familiernes størrelse, omfanget og alvoren af kriminaliteten og de ressourcer, som politikredsene bruger på at håndtere familierne.

Rigspolitiet vil i samarbejde med politikredsene arbejde videre med kvalificeringen af det nationale overblik.

Pressekontakt

For yderligere spørgsmål, kontakt pressevagten.
Back to top