Justitsministeren er fredag d. 3. oktober vært for et møde om bekæmpelse af materiale med seksuelle overgreb på børn.
Mødet afholdes i lyset af den aktuelle debat om EU-Kommissionens forslag til en forordning om forebyggelse og bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn online (CSA-forordningen).
Til mødet deltager Red Barnet, Børns Vilkår, Digitalt Ansvar, Center for Digital Pædagogik, Unicef Danmark og Medierådet for Børn og Unge.
Derudover deltager repræsentanter fra TikTok, Microsoft Danmark, Google Danmark og Snapchat.
Virksomhederne er blandt andet inviteret til at drøfte, hvordan den spredning på nettet af overgrebsmateriale med børn, der finder sted i dag, bekæmpes effektivt, og hvad virksomhederne gør for at håndtere spredning af overgrebsmateriale med børn på deres respektive platforme. Justitsministeren forventer også, at det under mødet bliver muligt at adressere nogle af de misforståelser, der eksisterer om CSA-forordningen og det danske kompromisforslag, som i øjeblikket forhandles i EU.
Fakta: Udbredelse af materiale med seksuelle overgreb på børn
– I 2024 modtog det amerikanske National Center for Missing & Exploited Children (NCMEC), der overvåger nettet for overgrebsmateriale og underretter myndigheder, 20,5 mio. underretninger om mulig seksuel udnyttelse af børn. Underretningerne omfattede 62,9 mio. filer, herunder 33,1 mio. videofiler og 28 mio. billedfiler.
– Blandt de underretninger, NCMEC modtog i 2024, kunne 950.817 af dem henføres til EU-medlemsstater. De underretninger omfattede 2,6 mio. filer, herunder 1 mio. videofiler og 1,48 mio. billedfiler.
– I 2020 modtog National Enhed for Særlig Kriminalitet 3.264 underretninger fra NCMEC. I 2024 modtog NSK i alt 11.169 underretninger.
– I 2020 blev i 188 personer dømt for i alt 231 forhold vedrørende overtrædelse af straffelovens §235, stk. 2 – besiddelse af overgrebsmateriale med børn. I 2024 blev 476 personer dømt for i alt 1.127 forhold.
– I perioden fra den 8.-19. september 2025 deltog National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i Europol-aktionen ’Victim Identification Task Force’. 27 efterforskere fra 22 forskellige lande gennemgik over en periode på 14 dage store datamængder af overgrebsmateriale med henblik på identifikation af ofre og gerningsmænd. Task Forcen identificerede i alt 51 børn.
Praktik
Der afholdes pressemøde i Justitsministeriet kl. 10.00-10.30. Pressen bedes ankomme senest kl. 09.45 i Slotsholmsgade 10, 1216 København K.
Tilmelding skal ske til presserådgiver Silas Toftemark på mail [email protected].
Bemærk: Der kræves gyldigt pressekort.