De i alt 15 millioner kroner skal navnlig sikre, at der gennemføres flere retsmedicinske screeninger af børn ved mistanke om vold. Justitsministeren forventer inden længe at kunne præsentere yderligere tiltag, der skal styrke indsatsen mod vold mod børn.
Børnehus Hovedstaden, Københavns Politi og Retsmedicinsk Institut ved Københavns Universitet gennemførte fra april 2020 til marts 2022 et projekt, hvor alle børn, som blev videoafhørt på baggrund af anmeldelser om vold i nære relationer af Københavns Politi i Børnehus Hovedstaden, systematisk blev tilbudt en retsmedicinsk screening.
Formålet med screeningen var dels at vurdere og dokumentere eventuelle skader, dels at opspore omsorgssvigt eller belastninger ved barnet, som krævede opfølgning i sundhedsvæsenet.
Erfaringsopsamlingen fra projektet viste, at mere end hver fjerde af de undersøgte børn havde tegn på vold på kroppen. Erfaringsopsamlingen konstaterede også, at den retsmedicinske screening bidrager til at kvalificere politiets beslutninger, så den juridiske vurdering ikke alene baserer sig på barnets forklaring. På den måde styrkes barnets retssikkerhed ved anmeldelse om vold.
Den retsmedicinske screening vurderes ifølge erfaringsopsamlingen også at bidrage til at kvalificere både Børnehusets arbejde og kommunernes beslutninger i den sociale sag.
Justitsminister Peter Hummelgaard ønsker at udbrede brugen af retsmedicinske screeninger og afsætter derfor i alt 15 millioner årligt til at styrke indsatsen mod vold mod børn, herunder til flere retsmedicinske screeninger af børn, hvor der er mistanke om vold. Den nærmere model vil blive udarbejdet i samarbejde med politiet og relevante organisationer.
Justitsminister Peter Hummelgaard siger:
– Vi kan ikke tale om at forebygge vold i samfundet generelt uden at tale om vold mod børn. Når der er en konkret mistanke om vold, skal vi som samfund blive bedre til at følge op på mistanken og sørge for, at den bliver ordentligt undersøgt. Vi kan ikke forvente, at børnene selv siger noget om volden. Derfor er vi nødt til at gøre mere for at styrke barnets retssikkerhed. Børnehus Hovedstaden, Københavns Politi og Retsmedicinsk Institut ved Københavns Universitet har gennemført et forbilledligt projekt med gode erfaringer. Derfor afsætter vi nu 15 millioner kroner, der blandt andet skal gå til flere retsmedicinske screeninger af børn. Jeg forventer desuden inden længe at kunne præsentere yderligere tiltag, der skal sætte ind over for vold mod børn. For jeg mener, at vold mod børn er et samfundsproblem, vi som velfærdssamfund er forpligtede til at tage alvorligt og handle mere på, end vi gør i dag.
Generalsekretær i Red Barnet Johanne Schmidt-Nielsen siger:
– Det er et stort skridt fremad for bekæmpelsen af vold mod børn, at man nu vil udbrede brugen af retsmedicinske screeninger. Det er noget, vi i Red Barnet har arbejdet for meget længe. Når et barn bliver udsat for vold, er det vores pligt at gøre alt, hvad vi overhovedet kan for at sikre, at barnet får den rette hjælp, og for at få identificeret voldsudøveren. Men i mange sager om vold eller med mistanke om vold kan det være svært ikke bare for barnet, men også for de professionelle som politi, socialrådgivere og sygeplejersker at forstå, hvad der er sket. Derfor er de retsmedicinske screeninger så vigtige. Børn, der har været udsat for vold, må aldrig stå alene, og hjælpen må ikke afhænge af, hvad et barn kan eller ikke kan udtrykke med ord.
Direktør for Børns Vilkår Rasmus Kjeldahl siger:
– Når et barn råber om hjælp, skal vi som samfund reagere. Men for børn udsat for vold kan det opleves som uoverskueligt at fortælle sandheden. Volden efterlader dog spor i form af ar, mærker og rifter, men dem får man kun øje på, hvis barnet bliver undersøgt, når der er mistanke om vold. Vi har længe ønsket os, at den retsmedicinske screening af børn blev styrket, så der ikke er børn, der ikke får hjælp, fordi de er for bange for – eller for små til – at fortælle om volden. Nyheden i dag er derfor særdeles glædelig og tiltrængt og vil uden tvivl gøre en forskel for de alt for mange børn, som bliver udsat for vold.
Direktør i Lev Uden Vold Elsebeth Kirk Muff siger:
– Når børn udsættes for vold, sætter det spor langt ind i voksenlivet. Risikoen for at opleve vold i et parforhold som voksen er op til fire gange højere, hvis man har været udsat for flere former for vold i barndommen. Derfor er det helt afgørende, at vi bliver bedre til at opspore volden tidligt – ikke kun for barnets retssikkerhed og sikkerhed her og nu, men også for at bryde den sociale arv af vold. Flere retsmedicinske screeninger er et vigtigt skridt i den retning.
Direktør i Barndom Uden Vold Lisbeth Jessen siger:
– Som samfund overser vi ofte vold mod børn. Derfor er vi er glade over nyheden om finansiering af retsmedicinske undersøgelser af børn, hvor der er mistanke om vold. Børn har brug for langt bedre beskyttelse mod vold end de får i dag, og her er den helt særlige undersøgelse af barnets krop en central nøgle til at opdage volden tidligt, også i situationer, hvor barnet har svært ved at sætte ord på den vold, de oplever derhjemme. Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at beskytte børn mod vold og give myndigheder bedre muligheder for at træffe kvalificerede afgørelser – både i det strafferetlige og det familieretslige system, ikke mindst i sager om samvær og forældremyndighed.
Fakta
Regeringen har på finansloven for 2025 afsat en ramme til tryghed på 500 mio. kr. årligt i 2025-2028. Der lægges op til at afsætte en økonomisk ramme herfra på 15 mio. kr. årligt i 2026-2028 til at styrke indsatsen mod vold mod børn. Justitsministeren forventer at kunne præsentere en pakke med en række yderligere tiltag i begyndelsen af juni.
Ifølge en spørgeskemaundersøgelse offentliggjort af Børns Vilkår i 2022 oplyste omtrent hver femte elev i 8. klasse (22 pct.), at de en eller flere gange havde været udsat for fysisk vold fra deres forældre i løbet af det seneste år. Næsten hver fjerde (23 pct.) oplyste ifølge undersøgelsen, at de havde været udsat for psykisk vold i hjemmet, f.eks. ved gentagne gange at blive kaldt noget, der gjorde barnet ked af det, at blive udelukket med tavshed eller at blive truet med at blive smidt ud hjemmefra. Omkring hver ottende (12 pct.) oplyste ifølge undersøgelsen at have været udsat for både fysisk og psykisk vold.
Undersøgelser viser, at der er en øget risiko for at udvikle voldelig adfærd i nære relationer som voksen, hvis man er vokset op med vold i hjemmet. Eksempelvis viser en undersøgelse, at en større andel af de personer, der har oplevet flere former for vold i hjemmet, også har udøvet partnervold det seneste år, sammenlignet med personer, der ikke har oplevet vold i hjemmet (Lev Uden Vold).