Bredt flertal indgår aftale: 8 initiativer om et stærkere værn om demokratiet

Regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier har indgået en aftale med 8 initiativer, der skal styrke beskyttelsen af bl.a. folkevalgte, offentligt ansatte og deres pårørende. Partierne er i den forbindelse bl.a. enige om, at det fremover skal være strafbart, hvis man uberettiget kontakter en person på baggrund af dennes nærmestes ytringer i den offentlige debat eller udførelse af offentlig tjeneste eller hverv. Det skal også være en strafskærpende omstændighed, hvis en kriminel handling er politisk motiveret og har baggrund i den forurettedes erhverv. Herudover skal kandidater til bl.a. folketingsvalg og regions- og kommunalvalg nyde den samme skærpede strafferetlige beskyttelse under deres valgkamp som folkevalgte.

Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) samt Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre er enige om følgende 8 initiativer, der skal styrke værnet om demokratiet ved bl.a. at skabe bedre rammer for trygheden og sikkerheden for folkevalgte, offentligt ansatte og deres pårørende:

– Etablering af nationalt situationsbillede og styrket koordination mellem myndighederne

– Mulighed for at kommuner og regioner kan bevilge tryghedsskabende tiltag

– Særlig strafferetlig beskyttelse af pårørende

– Styrkelse af politiets indsats mod trusler og lignende online

– Styrket beskyttelse af privatsfæren

– Udvidelse af straffelovens § 119 til at omfatte kandidater til kommunal-, regions- og Folketingsvalg samt Europa-Parlamentet

– Skærpelse af straffen ved politisk motiveret kriminalitet med baggrund i forurettedes lovlige erhverv

– Forbedring af politiets mulighed for at flytte demonstrationer ud fra en proportionalitetsafvejning for at beskytte andres rettigheder og friheder

Justitsminister Peter Hummelgaard udtaler:
“Vi skal aldrig acceptere, at folkevalgte og offentligt ansatte udsættes for vold, trusler og chikane på grund af deres arbejde. Det samme gælder naturligvis deres pårørende – og de helt almindelige mennesker, som bliver udsat for politisk motiveret kriminalitet alene på grund af deres arbejde. Derfor er jeg glad for, at vi med denne aftale nu sætter markant ind over for den fuldstændig uacceptable adfærd, som alt for mange mennesker i dag må lægge ryg til, fordi de eller deres nærmeste er en del af den offentlige debat.”

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde udtaler:
”Det er bekymrende, at omkring halvdelen af alle kommunalpolitikere har oplevet chikane, trusler og hærværk. Folkevalgte, der stiller sig til rådighed for fællesskabet og engagerer sig i vores demokrati, skal naturligvis kunne udtrykke deres holdninger uden frygt for at blive udsat for trusler eller blive overfuset på åben gade. Og jeg er tilfreds med, at vi nu har indgået en aftale, som styrker beskyttelsen af folkevalgte og samtidig sikrer en styrket indsats over for deres familier.”

Preben Bang Henriksen (V) udtaler:
Vi har tidligere set, hvordan ansatte i en slagterbutik er mødt ind til ”kød er mord” skrevet hen over butiksruden. Den form for hærværk er helt uacceptabel. Derfor skærper vi nu straffen for politisk motiveret kriminalitet, der har baggrund i forurettedes lovlige erhverv. På samme vis er der i dag foruroligende eksempler på offentligt ansatte, folkevalgte og sågar pårørende, der chikaneres og trues. Men i et demokratisk samfund undertrykker vi altså ikke hinandens holdninger, bare fordi vi er uenige. Derfor er vi også klar med flere initiativer, der skal gøre det mere trygt at tage en tørn for demokratiet.”

 Nanna W. Gotfredsen (M) udtaler:
Der er ingen tvivl om, at den politiske debat, over tid, er blevet mere hård. Det er et vilkår vi som folkevalgte må tåle og e.o. i øvrigt også hver især kunne vælge at forsøge at gøre op med i vores egne måder at være i den offentlige samtale på, så vi også selv gør, alt vi kan for at fremme den gode og konstruktive udveksling af synspunkter og positioner. Men grænsen er nået, og klart overskredet, når det udvikler sig til trusler og vold. Det skal ingen hverken kandidater eller folkevalgte tåle. Og i helt særlig grad skal dette simpelthen ikke tåles som fx pårørende til en person der vælger at engagere sig i ‘det politiske’.  Med dagens aftale giver vi nu myndighederne bedre rammer for at kunne modgå – og retsforfølge – dem, der forbryder sig imod de både demokrati-tjenende og indiskutabelt vigtige fælles spilleregler for den demokratiske samtale. Det er når samtalen, på tværs, faktisk fungerer, at vi bedst finder frem til de bedst mulige løsninger, når beslutninger om forandring skal træffes.”

Betina Kastbjerg og Dennis Flydtkjær (DD) udtaler:
Vi skal sikre beskyttelse for folkevalgte, offentligt ansatte og deres familier samt for almindelige borgere her i Danmark. I Danmarksdemokraterne vil vi ikke finde os i, at mennesker udsættes for hærværk eller chikane på grund af deres arbejde eller erhverv. Med denne aftale skærper vi straffen for politisk motiveret kriminalitet, der rammer folk på grund af deres lovlige erhverv, som for eksempel hærværk mod slagterbutikken på Amager. Samtidig giver vi politiet muligheder for at flytte demonstrationer, der gentagne gange bl.a. forstyrrer virksomheder eller almindelige borgere, så de ikke kan passe deres arbejde.”

Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) udtaler:
Det er i orden at være uenig, men for nogle kammer det over og bliver til chikane og trusler rettet mod politikere og endda også deres pårørende. Det giver sig selv, at det ikke er i orden, og det er trist, at vi skal øge den strafferetlige beskyttelse på området. Men det er desværre nødvendigt, for vi skal værne om demokratiet.”

Mette Abildgaard (K) udtaler:
For Det Konservative Folkeparti er det afgørende, at frygten for chikane eller trusler som følge af deltagelse i den offentlige debat, ikke må afholde nogen fra at engagere sig demokratisk. Derfor bakker vi op om initiativerne i denne aftale. Vi er derudover særligt glade for, at vi nu skærper straffen ved politisk motiveret kriminalitet med baggrund i forurettedes lovlige hverv – så vi sender et tydeligt signal om, at det vil vi ikke finde os i som samfund. Man skal ikke frygte at gå på arbejde, heller ikke i slagterbutikken eller i en virksomhed i våbenindustrien.”

Zenia Stampe (RV) udtaler:
I Radikale Venstre er vi glade for at være en del af en aftale, der styrker værnet om vores demokrati. I Radikale Venstre har vi lagt særlig vægt på, at politisk engagement ikke må føre til chikane, ligesom familiemedlemmer ikke skal udsættes for chikane, blot fordi et familiemedlem engagerer sig politisk. Det er en styrkelse – særligt vores mange kommunal- og regionsindvalgte – og dermed et vigtigt skridt for at sikre, at flere tør at tage del i vores demokrati uden frygt for chikane.”

Læs Aftale om et stærkere værn om demokratiet her og en uddybende oversigt over de 8 initiativer i aftalen her