Indlæg bragt i Politiken den 2. november 2024 af Peter Hummelgaard (S)
I slutningen af september passerede jeg en milepæl i min tid som justitsminister. I et efterårsvarmt og solbeskinnet Kosovo markerede min kosovariske kollega og jeg, at projektet med at gøre Gjilan-fængslet klar til at modtage 300 udvisningsdømte kriminelle udlændinge fra Danmark for alvor kunne gå i gang.
Projektet har tiltrukket sig en del opmærksomhed både fra danske medier og organisationer. Og det forstår jeg til fulde. For det er både et banebrydende og helt afgørende projekt.
Banebrydende, fordi de færreste troede på, at det kunne lykkes os at forhandle traktaten på plads og sætte projektet i gang. Afgørende, fordi vi skal passe på vores fængselsbetjente og have vores hårdt pressede fængselsvæsen tilbage i balance.
Dertil er det bestemt heller ikke uvæsentligt, at vi med ordningen sender et klart signal til udvisningsdømte kriminelle udlændinge om, at deres fremtid ikke er i Danmark, og at de derfor heller ikke skal afsone på dansk jord.
Mediedækningen har budt på en del kritik og indvendinger. Det havde jeg også forventet. Men noget af mediedækningen bærer præg af misforståelser. Myter kunne man også kalde det. Dem vil jeg gerne bruge lidt tid på at nuancere og punktere.
Først og fremmest er projektet af blandt andre Radikales Zenia Stampe og Enhedslistens Rosa Lund blevet beskrevet som dyrt og som symbolpolitik. Dertil er der at sige, at det ér dyrt at drive et fængsel, uanset om det drives fra Kosovo eller Danmark, men det er vigtigt for danskernes tryghed.
Det er vanskeligt at lave en direkte sammenligning af prisen på fængselsdrift i Danmark og prisen på leje af fængselspladser i Kosovo, men de indledende skøn indikerer ikke, at det skulle være en dyrere løsning.
Samtidig er fængslet i Kosovo alt andet end symbolpolitik. Det er en konkret aflastning af de pressede danske fængsler, der aldrig har været mere fyldte.
Det er et alvorligt problem, som regeringen prøver at finde løsninger på ved at gå helt nye veje, og formålet med fængslet i Kosovo er ikke at spare penge, men at øge Danmarks fængselskapacitet, uden at det skaber yderligere pres på vores danske fængselsbetjente. Jeg mangler stadig at se de konkrete forslag fra kritikerne til, hvad man kan gøre ved problemet.
Jeg forstår i sagens natur godt, at et projekt af denne karakter kan afføde både spørgsmål og kritik, og jeg lytter til det hele. Jeg vil blot opfordre til, at vi tager debatten på et oplyst grundlag
For det andet kritiseres det hyppigt, at Danmark har indgået en aftale med et land, der ikke har skrevet under på – og derfor ikke er forpligtet af – Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). Jeg synes, det er for enøjet at bruge det som argument imod, at vi kan indgå i et gensidigt fordelagtigt partnerskab med Kosovo. Virkeligheden er nemlig den, at Kosovo har taget en række skridt for at skabe en retlig ramme for beskyttelsen af menneskerettigheder.
Ikke alene har Kosovo i aftalen med Danmark forpligtet sig til at leve op til standarderne i EMRK i forbindelse med projektet. EMRK er også i Kosovos egen forfatning angivet som en af otte konventioner, der finder direkte anvendelse i Kosovo, ligesom det er angivet, at disse konventioner har forrang for nationale retskilder, og at Kosovos forfatning skal fortolkes i overensstemmelse med praksis hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Kosovo har tillige formelt anmodet om at blive optaget som medlem af Europarådet, og spørgsmålet om Kosovos optagelse har så sent som i foråret været til afstemning i Europarådets Parlamentariske Forsamling, som har anbefalet Ministerkomiteen, at Kosovo optages som medlem af Europarådet.
Det centrale er, at aftalen med Kosovo skrues sådan sammen, at danske regler gælder for afsoningen i fængslet, og at Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK, danner en ramme for hele projektet som sådan.
Det er altid nemt at være imod, men langt sværere at finde reelle løsninger
For det tredje gentages der både i medier og fra organisationer en fortælling om, at Norge måtte droppe et lignende projekt om leje af fængselspladser i Holland, da den norske ombudsmand rejste en kritik, der gik på, at aftalen stred imod landets menneskeretlige forpligtelser. Det er vist det, man kan kalde en skarp vinkling.
Det er rigtigt, at der i Norge – som det nu er tilfældet i Danmark – var kritik fra forskellige organisationer, og at også den norske civilombudsmand rettede kritik. Norge nåede imidlertid i mere end to år at sende dømte til Holland, hvilket den norske justitsminister betegnede som en stor succes. Men som man også har kunnet læse i de norske medier, valgte man fra norsk side ikke at forlænge aftalen, da den udløb i 2018. Dette skete bl.a. i kølvandet på en anbefaling fra den norske kriminalforsorg, idet belægget i de norske fængsler var et helt andet, end da man indgik aftalen.
Jeg forstår i sagens natur godt, at et projekt af denne karakter kan afføde både spørgsmål og kritik, og jeg lytter til det hele. Jeg vil blot opfordre til, at vi tager debatten på et oplyst grundlag.
Og så vil jeg opfordre til, at man tager det alvorligt og finder løsninger på, at vores fængselsvæsen i Danmark er presset til det yderste. Det skal bringes tilbage i balance. Derudover skal vi sende et vigtigt signal om, at de her mennesker, som f.eks. kan have begået grusom kriminalitet som vold, voldtægt og drab, og som ved en domstol har fået en udvisningsdom, ikke har nogen fremtid i Danmark.
Pladserne i Kosovo er et vigtigt skridt på vejen mod at opfylde begge mål. Det er altid nemt at være imod, men langt sværere at finde reelle løsninger.