Udsatte fængselsbetjente skal have adgang til at bære peberspray | Justitsministeriet

Justitsminister Søren Pind vil give fængselsbetjente i kontakt med indsatte i lukkede fængsler adgang til at bære peberspray.

Antallet af voldsepisoder mod fængselsansatte er stigende, og særligt fængselsbetjente i lukkede fængsler og arresthuse er udsatte. Fængselsforbundet har derfor anbefalet at udvide fængselsbetjentes mulighed for at bære peberspray. På den baggrund giver justitsministeren nu udsatte fængselsbetjente mulighed for at bære peberspray som del af deres personlige udrustning. Ordningen skal gælde fængselsbetjente i de lukkede fængsler, på de lukkede afdelinger samt i arresthusene.
 

Justitsminister Søren Pind udtaler:

”Når der opstår en nødsituation i de lukkede fængsler eller arresthuse, skal vores fængselsbetjente have de bedst mulige arbejdsvilkår til at løse konflikten. De står over for nogle af de mest hårdkogte indsatte, og det er vores opgave at give dem de bedste redskaber til at håndtere eventuelle krisesituationer. Med den nye ordning styrker vi fængselsbetjentenes sikkerhed, der sammen med regeringens øvrige initiativer på området skal være med til at sætte en stopper for den triste udvikling i vold og trusler mod fængselsansatte”.
 

Efter de gældende regler kan fængselsbetjente i særlige risikosituationer få tilladelse til at bære peberspray. Peberspray er således i dag ikke en del af fængselsbetjentenes almindelige personlige udrustning i hverken de lukkede eller de åbne fængsler.
 

Udvidelsen af fængselsbetjentes mulighed for at bære peberspray glæder Fængselsforbundets formand Kim Østerbye. Han udtaler:

”Der er brug for at styrke sikkerheden for vores fængselsbetjente. Klientellet er blevet hårdere i landets fængsler og arresthuse. Derfor synes jeg, det er en god ide, at flere fængselsbetjente skal have lov til at bære peberspray”.
 

Forslaget kommer i kølvandet på, at justitsministeren har præsenteret seks initiativer til at stoppe vold og trusler mod fængselspersonale samt en respektpakke, der skal øge respekten for det fælles og for dets repræsentanter.  

Forslaget forventes at blive fremsat som lovforslag og behandlet i den kommende folketingssamling.
 

Læs mere om Respektpakken

Læs mere om de seks initiativer 

Pressekontakt

For yderligere spørgsmål, kontakt pressevagten.
Back to top