Tvungen opsparing for kriminelle i fængslerne | Justitsministeriet

Indsatte i landets fængsler skal fremover spare op, bl.a. for at udvisningsdømte kriminelle selv kan betale transporten hjem. Det er et af elementerne i et nyt lovforslag, som justitsministeren sender i høring i dag.

Flere af initiativerne i lovforslaget er en del af den flerårsaftale, som regeringen indgik med S og DF den 28. november 2017 om en moderne og stærk kriminalforsorg. Aftalen tilfører over 600 mio. kr. og over 250 nye uniformerede årsværk i løbet af de næste fire år til kriminalforsorgen.

Med lovforslaget vil justitsministeren indføre tvungen opsparing for alle indsatte, hvor 15 pct. af de indsattes beskæftigelsesvederlag tilbageholdes. Det skal sikre, at udvisningsdømte kan betale udgifter til transporten hjem. Staten skal fremover kun betale, hvis det tilbageholdte beløb ikke er tilstrækkeligt til at dække udgifterne. Ændringen sikrer også, at andre indsatte har penge til at betale for deres udgifter, når de er på udgang.

 

Justitsminister Søren Pape Poulsen siger:

”Danmark skal ikke betale regningen, når udvisningsdømte kriminelle udlændinge – efter de har siddet i fængsel – skal forlade landet. Med tvungen opsparing i fængslerne sætter vi ind for at sikre, at de selv punger ud for flybilletten hjem. Det er kun ret og rimeligt.”

 

Lovforslaget indeholder bl.a. også en skærpet indsats mod besøg i fængslerne for bandemedlemmer. Bandemedlemmer er i dag afskåret fra at modtage besøg fra medlemmer af den gruppering, som de selv er en del af, hvis denne gruppe aktivt er involveret i en verserende voldelig konflikt. Nu udvider justitsministeren muligheden, så bandemedlemmerne fremover heller ikke kan få besøg fra personer, som politiet skønner har en tilknytning til en anden bandegruppering.

 

Justitsminister Søren Pape Poulsen siger:

”Politiets benhårde arbejde har gjort, at bandemedlemmer fylder godt op i fængslerne. Men banderne skal holdes i kort snor – også bag tremmer. Nu fjerner vi muligheden for besøg fra andre bandemedlemmer under en verserende konflikt. Vi er samtidig ved at udrulle en bred indsats mod banderne i fængsler og arrester med bl.a. flere fængselsbetjente på afdelinger med bandemedlemmer, et styrket exitarbejde og bedre sikkerhed, så bandemedlemmer placeres og håndteres under de rigtige forhold.”

 

Lovforslaget fremsættes i Folketinget i marts 2018.

Læs lovforslaget her.

Læs aftalen om kriminalforsorgens økonomi 2018-2021 her.

 

Fakta om initiativet med indførelse af tvungen opsparing fra flerårsaftalen om kriminalforsorgens økonomi

Alle indsatte skal efter de gældende regler selv afholde en række udgifter i forbindelse med udgang. Udviste udlændinge skal herudover efter de gældende regler selv afholde udgifter til hjemtransport i forbindelse med løsladelsen. Aftaleparterne er enige om, at der fremover skal tilbageholdes 15 pct. af de indsattes beskæftigelsesvederlag som en tvungen opsparing med henblik på at sikre, at de indsatte har midler til at betale de udgifter, som de selv skal dække i forbindelse med udgang eller løsladelse. For udvisningsdømte indebærer det, at staten alene skal afholde udgifter til hjemtransport, hvis det tilbageholdte beløb ikke er tilstrækkeligt.

Pressekontakt

For yderligere spørgsmål, kontakt pressevagten.
Back to top