Straffelovrådet: Hvis de kriminelle flytter, skal politiet kunne flytte opholdsforbuddet med

I dag bliver Straffelovrådets udtalelse om rettighedstab sendt i offentlig høring. Rådet anbefaler bl.a. at give politiet mulighed for løbende at flytte eller udvide et opholdsforbud, så det bliver muligt at følge de kriminelles bevægelser, hvis gruppen flytter opholdssted. Regeringen ser positivt på anbefalingerne, som vil indgå i regeringens videre arbejde med indsatsen mod bandekriminalitet.

Som en del af Straffelovrådets arbejde med at se på reglerne om sanktionsformer i dansk ret er rådet klar med en udtalelse om rettighedstab. Straffelovens regler om rettighedstab gør det muligt for en domstol eller administrativ myndighed at fratage en person, som er dømt for strafbart forhold, bestemte rettigheder. Det kan eksempelvis være retten til at opholde sig i afgrænsede områder eller retten til at udøve virksomhed.

Straffelovrådet anbefaler bl.a. en ændring af straffelovens § 79 a om opholdsforbud, der indebærer, at retten kan give et opholdsforbud til personer med tilknytning til en bandegruppering eller lignende. Rådet foreslår, at kompetencefordelingen ændres, så retten fremover kun skal tage stilling til, om der kan gives opholdsforbud, mens det vil være politiet, der fastsætter det konkrete opholdsforbud. Det skal gøre det til en mere effektiv og smidig ordning, som bl.a. gør det muligt løbende at tilpasse opholdsforbuddet til de aktuelle forhold, herunder ved at flytte eller udvide et opholdsforbud til et nyt område, hvis f.eks. den pågældende gruppe flytter eller udvider opholdssted.

Justitsminister Peter Hummelgaard siger:

– Vi skal løbende lægge pres på banderne for at gøre det så svært som muligt at være bandekriminel i Danmark. Derfor er ambitionen klar: Når vi har ramt banderne et sted, skal vi komme efter dem, hvis de flytter deres kriminelle aktiviteter et nyt sted hen. Vi er allerede på vej med et forslag til at udvide det geografiske opholdsforbud, så det bliver sværere for banderne at flytte videre til nabokommunen og fortsætte deres utryghedsskabende kriminalitet. Straffelovrådets anbefaling om en ændring af opholdsforbuddet er et godt input til det arbejde, og derfor vil vi nu også se på, om politiet skal have mulighed for løbende at kunne flytte et opholdsforbud, så det bliver nemmere at få ram på de bandekriminelle, hvis de f.eks. flytter opholdssted. Jeg ser derudover frem til at dykke ned i rådets øvrige anbefalinger.

Justitsministeren fremlagde tidligere på ugen udspillet Styrket indsats mod nye tendenser i den kriminelle underverden, som bl.a. indeholder et initiativ om at styrke opholdsforbuddet. Straffelovrådets anbefaling om at ændre kompetencefordelingen i relation til opholdsforbuddet indgår i regeringens videre arbejde med indsatsen mod bandekriminalitet.

Justitsministeren sender i dag Straffelovrådets udtalelse om rettighedstab i offentlig høring.

Læs Straffelovrådets udtalelse her.

Læs Styrket indsats mod nye tendenser i den kriminelle underverden her.

Baggrund

Om Straffelovrådets kommissorium

Ved kommissorium af 30. maj 2023 anmodede justitsministeren Straffelovrådet om at foretage et gennemsyn af reglerne om sanktionsformer i dansk ret. Efter kommissoriet skal Straffelovrådet foretage en vurdering af, om der er behov for at revidere straffelovens regler om straf og andre retsfølger af strafbare forhold.

Formålet med Straffelovrådets kommissorium er bl.a. at sikre, at de rette sanktioner over for kriminalitet er til rådighed, så hensynet til at markere samfundets afstandtagen til kriminalitet og hensynet til forebyggelse, resocialisering og fareafværgelse varetages bedst muligt.

Rådet er bl.a. blevet bedt om at overveje, om og hvordan det vil være hensigtsmæssigt at ændre straffelovens regler om rettighedsfrakendelse, således at reglerne kan anvendes oftere, mere effektivt og evt. som en del af straffen.

Som en del af arbejdet afgav Straffelovrådet i 2024 en udtalelse om forvaring og en delbetænkning om brug af fodlænke og samfundstjeneste, som indgik i regeringens arbejde med en strafreform. Lovforslaget om strafreformen blev vedtaget i begyndelsen af februar 2026.

Om Straffelovrådet

Straffelovrådet blev nedsat som et stående udvalg i 1960 og har bl.a. til opgave efter Justitsministeriets anmodning at afgive indstilling om strafferetlige lovgivningsspørgsmål. Rådets medlemmer var ved afgivelsen af udtalelsen:

  • Højesteretsdommer Ole Hasselgaard (formand)
  • Professor Trine Baumbach, Københavns Universitet
  • Byretsdommer Niels Deichmann, Retten i Kolding
  • Direktør for Danmarks Fængsler Ina Eliasen
  • Afdelingschef i Justitsministeriet Thomas Højgaard
  • Højesteretsdommer Poul Dahl Jensen
  • Politidirektør Helle Kyndesen, Midt- og Vestjyllands Politi
  • Advokat Hanne Rahbæk
  • Rigsadvokat Jan Reckendorff
  • Forskningsdirektør Torben Tranæs, VIVE