Justitsminister Mattias Tesfaye indvier i dag den tyvende nærpolitistation | Justitsministeriet

Regeringen ønsker et mere nærværende og synligt politi, der rykker ud, når danskerne har brug for det. Derfor besluttede regeringen og et bredt flertal i Folketinget, at der med flerårsaftalen for politi og anklagemyndighed skulle oprettes 20 nye nærpolitistationer rundt om i landet. I dag bliver den sidste af de 20 nærpolitistationer åbnet i Grindsted, og åbningen markerer dermed også indfrielsen af løftet om 20 nærpolitienheder og mere synligt politi i hele landet, som Socialdemokratiet gav til danskerne i udspillet ”Nærheden tilbage” i 2018.

Alle danskere skal kunne føle sig trygge i deres lokalsamfund. Men de senere års centralisering har efter regeringens opfattelse betydet, at noget nærhed og tryghed er gået tabt. Det har vi for eksempel set ved, at politiet har været rykket for langt væk fra vores lokalsamfund. Derfor blev det med flerårsaftalen for politiets og anklagemyndighedens økonomi i 2021-2023 besluttet, at der skulle etableres 20 nye nærpolitistationer. I dag bliver den sidste nærpolitistation åbnet i Grindsted.

Justitsminister Mattias Tesfaye:

”Jeg har virkelig set frem til denne dag. Det er fire år siden, Socialdemokratiet foreslog at åbne 20 nye stationer til nærpolitiet. Nu er det endelig gennemført. Det er vigtigt, at vi har specialister i politiet, der kan efterforske de tunge og komplicerede sager. Men det er ligeså vigtigt, at en masse ekstra lokalbetjente nu er tættere på os borgere. Vi ved, at lokalt kendskab er godt for både forebyggelse og opklaring af forbrydelser.”

Det har været op til de enkelte politikredse at finde de bedst egnede byer i de udvalgte kommuner til placering af nærpolitistationerne. Nærpolitistationernes opgaver spænder bredt, og de håndterer derfor alt fra fysiske henvendelser til patruljering i lokalområdet og forebyggende arbejde over for børn og unge. Det lokale og tryghedsskabende politiarbejde styrkes yderligere ved 110 ekstra lokalbetjente i 2023. De 110 lokalbetjente skal have de 20 nærpolitistationer som arbejdssted, så der er mindst 5 lokalbetjente tilknyttet hver station.

 

Oversigt over de 20 nye nærpolitienheder

Pressekontakt

For yderligere spørgsmål, kontakt pressevagten.
Back to top