Justitsminister foreslår strakstilhold i kampen mod stalking | Justitsministeriet

Politiet skal kunne meddele et strakstilhold i sager om stalking, forfølgelse og chikane, så ofrene kan få hurtig beskyttelse mod den formodede gerningsmand. Det foreslår justitsministeren i et nyt lovforslag, der udspringer af udspillet ”Stop Stalking”. Lovforslaget er netop sendt i høring.

Det kan opleves som en stor belastning for ofre for stalking at vente på en afgørelse om tilhold. Den usikkerhed, som ventetiden kan give ofrene, ønsker justitsministeren nu at komme til livs. Det skal derfor fremover være muligt at give et strakstilhold, som politiet hurtigt kan tage i brug, indtil der bliver truffet en endelig afgørelse om tilhold.

 

Justitsminister Søren Pind udtaler:

”Hvert år udsættes mere end 100.000 danskere for stalking. Stalking er et psykisk belastende indgreb i den enkeltes frihed, og med strakstilholdet vil politiet hurtigt kunne gribe ind, mens sagen om tilhold og opholdsforbud behandles. Dermed får ofrene hurtigt en foreløbig beskyttelse, og den, der fortsætter med at krænke, kan drages til ansvar.”

 

Strakstilhold vil dog ikke omfatte sager, hvor de involverede har en rimelig interesse i at kontakte hinanden. Det vil sige i situationer, hvor parterne f.eks. har fælles børn, er i familie med hinanden eller er naboer.

 

Baggrund:

Reglerne i tilholdsloven giver i dag bl.a. mulighed for at give et tilhold, hvorved en person kan forbydes at opsøge eller på anden måde kontakte eller følge efter en anden. Samtidigt giver loven mulighed for at give et opholdsforbud, hvorved en person kan forbydes at opholde sig eller færdes i en særlig radius af en anden persons bolig, arbejds-, uddannelses- eller opholdssted eller andet område, hvor vedkommende ofte færdes. En overtrædelse af et disse forbud kan straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Med den foreslåede lovændring indføres en mulighed for hurtigere at give et tilhold end hidtil, således at der i visse tilfælde skal kunne gives et foreløbigt tilhold (strakstilhold). Det giver politiet mulighed for hurtigt at meddele en midlertidig beskyttelse, indtil der af politidirektøren træffes en endelig afgørelse om tilhold eller opholdsforbud.

Forslaget indebærer navnlig en lempelse af det almindelige mistankekrav (”begrundet mistanke”). Et strakstilhold kan således gives, hvis der er rimelig grund til at mistænke en person for at have udsat en anden for en fredskrænkelse eller lignende, og der er bestemte grunde til at antage, at personen fortsat vil krænke den anden.

Når der er meddelt et strakstilhold vil politidirektøren undersøge sagen til bunds og afgøre, om der er grundlag for at meddele et endeligt tilhold eller et opholdsforbud. Dette skal så vidt muligt ske inden for 60 dage.

Endvidere foreslås en lempelse af reglerne om forkyndelse af tilhold i tilfælde, hvor et tilsvarende foreløbigt tilhold allerede er forkyndt.

Lovforslaget er netop sendt i høring.

Lovforslaget kan læses her

Pressekontakt

For yderligere spørgsmål, kontakt pressevagten.
Back to top