Flere 10-14 årige begår kriminalitet | Justitsministeriet

Den seneste rapport fra Justitsministeriets Forskningskontor om ”Udvikling i børne- og ungdomskriminalitet 2006-2019” viser, at der i perioden 2018-2019 er sket et fald i antallet af kriminelle forhold blandt 10-17-årige. Rapporten viser dog også, at der er sket en stigning i antallet af børn og unge, der har begået kriminalitet, hvor stigningen for alene de 10-14-årige er på 20 pct.

Justitsministeriets Forskningskontor udarbejder hvert år rapporten ”Udviklingen i børne- og ungdomskriminalitet 2006-2019”, der indeholder fakta om kriminalitet blandt børn og unge i det forgangne år. Den seneste rapport er netop blevet offentliggjort, og den viser overordnet set, at der i perioden 2018 til 2019 er sket en reduktion på 17 pct. i antal mistanker og sigtelser mod børn og unge. For de 10-14-årige er der dog tale om en stigning på 2 pct. fra 2018 til 2019. Faldet skal med stor sandsynlighed ses i lyset af den såkaldte Umbrellasag, der medførte et meget stort antal mistanker og sigtelser i 2018, og som ikke længere i samme grad havde en betydning i 2019.

Med hensyn til antal mistænkte og sigtede 10-17-årige steg dette med 1 pct. fra 2018 til 2019. For de 10-14 årige alene er stigningen i antal mistænkte på 20 pct. fra 2018 til 2019. I den forbindelse viser rapporten, at der er sket en stigning på 86 pct. i antallet af sager om vold og trusler, hvor unge mellem 10-14 år er mistænkt.

Justitsminister Nick Hækkerup udtaler:

”Selvom ungdomskriminaliteten sammenlignet med 2006 er faldet markant, så giver de senere års udvikling anledning til bekymring. Rapporten viser nemlig en stigning i antallet af 10-14-årige mistænkt for alvorlig kriminalitet, og det understreger med al tydelighed behovet for en særlig og målrettet indsats på området. Med ungdomskriminalitetsnævnet har vi nu en instans, der skal sikre hurtige og håndfaste reaktioner overfor kriminelle børn og unge, inden de tabes til den kriminelle skyggeside.

Udviklingen viser, at det er vigtigt, at vi har et velfungerende nævn, og derfor er der i år igangsat en evaluering af Ungdomskriminalitetsnævnet.”

Læs rapporten her

 

Baggrund

Det kan ikke udelukkes, at stigningen blandt de 10-14 årige i antallet af forhold og antallet af mistænkte personer kan henføres til en ændret registreringspraksis hos politiet som følge af oprettelsen af Ungdomskriminalitetsnævnet, der trådte i kraft 1. januar 2019. Efter etableringen af Ungdomskriminalitetsnævnet er politiets opgave at henvise de 10-14-årige til nævnet, der er mistænkt for at have begået personfarlig eller anden alvorlig kriminalitet. Det omfatter blandt andet vold og trusler, som er en af de typer af kriminalitet, hvor der ses en markant stigning fra 2018 til 2019.

Pressekontakt

For yderligere spørgsmål, kontakt pressevagten.
Back to top