Nyt Indsamlingsnævn vedtaget i Folketinget | Justitsministeriet

Folketingets partier har i dag vedtaget en ny indsamlingslov, der giver mere gennemsigtighed og mulighed for bedre kontrol af området. Det skal det nye Indsamlingsnævn stå for.

Med den nye lov bliver indsamlingsreglerne mere tidssvarende, og der tages højde for, at indsamlinger i dag også foretages via internettet, f.eks. via sociale medier, og ved brug af sms-tjenester.

Der bliver oprettet et nyt uafhængigt Indsamlingsnævn, som vil fungere som en samlet indgang for indsamlingsområdet.

Det nye Indsamlingsnævn skal være med til at sikre større gennemsigtighed og åbenhed i forhold til indsamlinger. Oplysninger om alle anmeldte indsamlinger vil blive lagt på Indsamlingsnævnets hjemmeside, ligesom regnskaber for indsamlinger også vil blive offentliggjort på nævnets hjemmeside.

Justitsminister Karen Hækkerup siger:

”Jeg er glad for, at vi med den nye indsamlingslov har skabt nogle mere tidssvarende regler og samtidig skabt grundlag for større gennemsigtighed og åbenhed. For det er vigtigt, at folk er trygge ved situationen, når de gerne vil bidrage til en indsamling.

Det vil i vidt omfang være det nye uafhængige Indsamlingsnævn, der skal være driveren i forhold til, hvad vi fremover skal forstå ved god indsamlingsskik. Det synes jeg, er en rigtig god model, som kan være med til at fastlægge ensartede rammer for indsamlinger på bl.a. gader og stræder rundt om i vores byer.”

Det nye Indsamlingsnævn kommer til at stå for alle administrative opgaver på indsamlingsområdet. Det skal blandt andet træffe afgørelser om tilladelse til hus- og gadeindsamlinger. Endvidere skal nævnet stå for de opgaver, som politiet i dag varetager i forhold til modtagelse af anmeldelser og regnskaber.

Herudover skal Indsamlingsnævnet sørge for, at indsamlinger og hjælpeorganisationers hvervning af medlemmer foretages i overensstemmelse med god indsamlingsskik.

Loven træder i kraft den 1. juli 2014, dog således at reglerne om oprettelse af Indsamlingsnævnet med tilhørende sekretariat og bemyndigelsen til at udstede administrative regler træder i kraft 1. juni 2014.

Læs lovforslaget som vedtaget her.

 

Baggrund

De gældende regler om offentlige indsamlinger fremgår af lovbekendtgørelse nr. 555 af 6. juni 2006 om offentlige indsamlinger og pyramidespil med senere ændring. Reglerne stammer i vidt omfang fra den oprindelig indsamlingslov (lov nr. 287 af 9. juni 1971), der trådte i kraft den 1. januar 1972. Loven havde til formål at skabe en friere adgang til at iværksætte offentlige indsamlinger samtidig med, at der indførtes et generelt forbud mod offentlig hus- og gadeindsamling ved personlig eller telefonisk henvendelse.

Ved kommissorium af 15. juni 2010 nedsatte justitsministeren et udvalg om revision af reglerne om offentlige indsamlinger, idet der i de senere år var blevet peget på, at reglerne i indsamlingsloven og indsamlingsbekendtgørelsen på flere punkter ikke var tidssvarende og hensigtsmæssige. Udvalget fik til opgave at gennemgå reglerne om offentlige indsamlinger og vurdere behovet for ændringer heraf.

Udvalget afgav i april 2012 betænkning nr. 1532 om indsamlinger, der indeholdt udvalgets forslag til en fremtidig lovregulering af indsamlinger.

  • Forslaget til lov om indsamlinger er udarbejdet på baggrund af betænkningen og de indgåede høringssvar og vil bl.a. indebære:
  • En bred definition af indsamlingsbegrebet med henblik på at tage højde for den teknologiske udvikling og de hermed øgede muligheder for forskellige indsamlingsformer.
  • At salg, hvor en del af købesummen går til et forud angivet formål, også omfattes af indsamlingsbegrebet.
  • Oprettelse af et uafhængigt nævn (Indsamlingsnævnet), der har det overordnede tilsyn med indsamlingsområdet, og som samtidig har til opgave at træffe afgørelse i sager om bl.a. tilladelse til hus- og gadeindsamlinger og i sager om overtrædelse af god indsamlingsskik.
  • Krav om at indsamlinger som udgangspunkt skal anmeldes til Indsamlingsnævnet, men at organisationer, der er godkendt af skatteministeren som berettiget til at modtage gaver, der kan fradrages ved indkomstopgørelsen, kan forhåndsgodkendes og dermed ikke skal anmelde hver enkelt indsamling.
  • Opretholdelse af det gældende forbud mod hus- og gadeindsamlinger, dog med mulighed for, at Indsamlingsnævnet under visse nærmere angivne betingelser skal kunne meddele tilladelse hertil.
  • Indførelse af en generalklausul i indsamlingsloven om, at indsamlinger skal foregå i overensstemmelse med god indsamlingsskik.
  • Indsamlingsnævnet kan behandle klager om overtrædelse af god indsamlingsskik.
  • Krav om, at hjælpeorganisationers hvervning af nye medlemmer på gaden og over telefonen ligeledes skal ske under iagttagelse af principperne for god indsamlingsskik.
  • Indførsel af krav om betaling i forbindelse med anmeldelse eller ansøgning mv. af indsamlinger.

Pressekontakt

For yderligere spørgsmål, kontakt pressevagten.
Back to top