Den 1. juli 2023 blev grooming kriminaliseret med en selvstændig bestemmelse i straffeloven (§ 231). Bestemmelsen indebærer, at det kan straffes med op til 2 års fængsel, hvis en gerningsperson opbygger en relation til forurettede med det formål senere at udsætte forurettede for et seksuelt overgreb. Den forurettede skal være under 18 år.
En ny evaluering af bestemmelsen viser, at Rigsadvokaten og Rigspolitiet vurderer, at politikredsene generelt er opmærksomme på groomingbestemmelsen, og at kredsene har fokus på, om der er grundlag for at rejse tiltale efter bestemmelsen. Der er i perioden 1. juli 2023 til 4. oktober 2025 blevet rejst sigtelser mod 122 gerningspersoner for 241 forhold vedrørende groomingbestemmelsen.
Rigsadvokaten og Rigspolitiet peger også på, at der i visse tilfælde er tale om omfattende og teknisk tunge sager med ressourcekrævende efterforskning, at bevissikringen og identificering af gerningspersoner kan være vanskelig, og at det kan være udfordrende at få forurettede til at bidrage til sagens oplysning.
Myndighederne fremhæver i den forbindelse også, at der er iværksat centrale implementeringstiltag i politiet og anklagemyndigheden med henblik på at sikre fokus på området, ligesom hovedparten af politikredsene har iværksat lokale initiativer i form af vidensdeling, undervisning og dialog på tværs mv.
Justitsminister Nicolai Wammen siger:
– Der er for mig ingen tvivl om, at vi skal gøre, hvad vi kan, for at overgreb mod børn stoppes. Det gælder også i de situationer, hvor barnet ikke nødvendigvis selv er klar over, at vedkommende udsættes for en krænkelse. Det er helt afgørende, at vi som samfund sikrer, at vi har en effektiv lovgivning, der i videst muligt omfang sørger for, at personer, der søger at begå seksuelle overgreb mod børn, straffes. Jeg er derfor også tilfreds med, at den nye bestemmelse om grooming overordnet bliver anvendt efter hensigten. Men hvis vi kan forbedre indsatsen, skal vi gøre det. Derfor vil jeg nu drøfte evalueringens resultater med politiet, anklagemyndigheden og Red Barnet, så vi kan se på, om vi kan gøre mere på dette vigtige område, f.eks. ved at udbrede kendskabet til grooming yderligere, særligt blandt unge mellem 15 og 17 år, eller ved tættere samarbejde mellem politiet, organisationer og myndigheder, som har kontakt til børn og unge.
Generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen for Red Barnet siger:
– I Red Barnet har vi i flere år kæmpet for at få grooming selvstændigt kriminaliseret. Det er så vigtigt, at vi nu har en lov, der beskytter børn mod grooming og slår fast, at det er den voksne, der manipulerer et barn til at indgå i seksuelle relationer, som gør noget forkert. Barnet har aldrig et medansvar. Vi er tilfredse med at se, at grooming-paragraffen bliver brugt og også gør det efter hensigten. Men vi har brug for at se, at den bliver brugt mere og i alle dele af landet. Det kræver blandt andet, at politi og anklagemyndighed får større viden om grooming-processen og har de nødvendige ressourcer til efterforskningen. I Red Barnet ser vi frem til at bidrage til arbejdet med at styrke indsatsen for at hjælpe endnu flere børn, der har været udsat for det alvorlige overgreb, som grooming er.
Læs oversendelsesbrevet til Folketingets Retsudvalg her.
Læs Rigsadvokatens og Rigspolitiets bidrag til evalueringen af groomingbestemmelsen her.
Læs høringssvarene til evalueringen af groomingbestemmelsen her.
Baggrund om evalueringen
Det fremgår af forarbejderne til loven om groomingbestemmelsen, at Justitsministeriet med henblik på at evaluere anvendelsen af den nye bestemmelse vil indhente oplysninger fra relevante myndigheder og interessenter om erfaringerne med bestemmelsen, når den har været i kraft i to år.
Øvrige tiltag mod overgreb mod børn
Folketinget vedtog i februar i år en lov, der gennemfører de dele af aftalen om strafreform og kriminalforsorgens økonomi 2026-2030, der kræver lovændringer. Med loven skærpes straffen for besiddelse og udbredelse af seksuelt materiale med personer under 18 år med 100 pct. Endvidere skærpes straffen for bl.a. voldtægt ved vold eller trussel om vold med 50 pct., hvilket også vil gælde i sager, hvor forbrydelsen er begået mod et barn. Aftalen indebærer desuden, at tilsynet med personer dømt for seksuelle overgreb mod børn intensiveres, så det kan føres i længere tid, end det er tilfældet i dag.
Endvidere er partierne bag flerårsaftalen for politiets og anklagemyndighedens økonomi 2026-2030 blevet enige om at styrke kapaciteten i politiet til efterforskning af it-relaterede seksualforbrydelser med henblik på at imødegå stigningen inden for digital kriminalitet og sikre politiet flere ressourcer til at bekæmpe og forebygge digitale seksualforbrydelser og overgreb, f.eks. grooming og seksuel udnyttelse af børn og unge.