Justitsministerens reaktion på Udlændingestyrelsens redegørelse om Eritrea-rapporten | Justitsministeriet

Justitsministeren modtog fredag eftermiddag Udlændingestyrelsens redegørelse om Eritrea-rapporten. Den er i dag oversendt til Folketinget samt til Folketingets Ombudsmand. Justitsministeren beder om en supplerende udtalelse fra Udlændingestyrelsen.

Justitsminister Mette Frederiksen udtaler:

”Jeg har i dag oversendt Udlændingestyrelsens redegørelse til Folketinget og til Ombudsmanden. Jeg mener, at der stadig står ubesvarede spørgsmål tilbage. Det er min klare holdning, at enhver tvivl om politisk indblanding i den her sag skal kunne tilbagevises, og hver en sten skal vendes.

Jeg har noteret mig, at Ombudsmanden har vist interesse for sagen og således har bedt om at blive orienteret om Udlændingestyrelsens redegørelse, samt hvad Justitsministeriet måtte agte at gøre på baggrund heraf. Derfor har jeg i dag oversendt Udlændingestyrelsens redegørelse til Folketingets Ombudsmand, ligesom jeg har orienteret Ombudsmanden om, at jeg har bedt styrelsen om en supplerende udtalelse, som jeg naturligvis også vil oversende til Ombudsmanden. Dertil har jeg noteret mig, at Ombudsmanden har bedt om at blive orienteret om resultatet af Justitsministeriets undersøgelse i de to personalesager.

Når alle oplysningerne foreligger, vil jeg afvente Ombudsmandens videre overvejelser. Justitsministeriet vil selvfølgelig stille alle de oplysninger til rådighed, som Ombudsmanden måtte ønske.”

Det skal bemærkes, at Udlændingestyrelsen har oplyst, at de oplysninger i rapporten, som der er rejst tvivl om, ikke vil indgå i sagsbehandlingen af asylsager fra Eritrea. De oplysninger har altså ikke haft og vil heller ikke få nogen betydning.

Læs redegørelsen her

Læs brevet til Folketinget

Læs brevet til Folketingets Ombudsmand

Pressekontakt

For yderligere spørgsmål, kontakt pressevagten.
Back to top