Lovforslag
L 70: Forslag til lov om ændring af lov om vagtvirksomhed (Etablering af en forsøgsordning med kommunale tryghedsvagter m.v.)
Lovforslaget er fremsat den 22. marts 2023.
Det er afgørende for regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), at befolkningen kan leve i tryghed og frihed. Som det også fremgår af regeringsgrundlaget ”Ansvar for Danmark” ønsker regeringen derfor at sætte ind over for utryghedsskabende adfærd og kriminalitet, så det bliver mere trygt for alle at færdes i det offentlige rum, f.eks. i boligområder og på togstationer.
Med lovforslaget lægges der op til at etablere en forsøgsordning, der giver kommunerne mulighed for at anvende tryghedsvagter, der kan supplere politiets arbejde med at opretholde ro og orden. Det vil være op til den enkelte kommune, om kommunen vil gøre brug af ordningen.
Lovforslaget har på denne baggrund til formål at sikre klare rammer for kommunernes brug af tryghedsvagter på en retssikkerhedsmæssigt betryggende måde. Det foreslås i den forbindelse, at tryghedsvagter skal være godkendte, kommunalt ansatte vagter eller godkendte vagter ansat i autoriserede vagtvirksomheder, som har indgået aftale med kommunen om udøvelse af vagtvirksomhed. Det foreslås desuden, at de kommunale tryghedsvagter vil kunne udøve vagtvirksomhed på steder, hvortil der er almindelig adgang, og at tryghedsvagterne skal kunne henstille til personer, der forstyrrer den offentlige orden mv., at stoppe den forstyrrende adfærd mv. Med den foreslåede ordning vil der således som noget nyt kunne udøves vagtvirksomhed med henblik på at opretholde ro og orden på et offentligt tilgængeligt sted, hvilket ellers som det klare udgangspunkt er en politimæssig opgave.
I forbindelse med deres virksomhed vil tryghedsvagterne desuden kunne foretage foto- og videooptagelser af forstyrrelser af den offentlige orden mv. eller øvrige strafbare forhold. Foto- og videomaterialet vil på begæring skulle overdrages til politiet, hvis politiet vurderer, at foto- og videomaterialet kan have betydning for politimæssig opfølgning.
Med lovforslaget får justitsministeren hjemmel til at fastsætte nærmere regler om bl.a. tryghedsvagternes uddannelse på bekendtgørelsesniveau. Det forudsættes i den forbindelse, at tryghedsvagter forpligtes til at gennemgå en særlig uddannelse, inden ansættelsen træder i kraft.
Det foreslås, at forsøgsordningen vil løbe i tre år fra den 1. juli 2023. Forsøgsordningen vil være generel i den forstand, at alle kommuner uden særlig tilladelse eller lignende kan vælge at gøre brug af forsøgsordningen inden for de rammer, der foreslås fastsat med lovforslaget.
Det forudsættes, at Justitsministeriet i forbindelse med forsøgsordningen indsamler erfaringer fra de kommuner, der måtte vælge at gøre brug af kommunale tryghedsvagter, vagtvirksomheder, der har leveret tryghedsvagtydelser, relevante brancheorganisationer for vagter, politiet og Politiforbundet med henblik på at ministeriet kan vurdere ordningens betydning i praksis
Lovforslaget er tilgængeligt i sin helhed her.