Debat: Nej, svenske kriminelle er ikke bare ofre, de bærer også et ansvar | Justitsministeriet

Indlæg bragt i Politiken Danmark den 7. september 2024 af Peter Hummelgaard (S)

I EN ARTIKEL i Politiken udtrykker den hollandske kriminolog Yarin Eski bekymring over min brug af udtrykket “børnesoldater” om de svenske unge, der er mistænkt for at være rejst fra Sverige til Danmark for mod bestilling og betaling at begå alvorlig personfarlig kriminalitet (Pol. 30. august).

Eski argumenterer for, at disse unge bør ses som ofre for samfundets uligheder – ikke som kriminelle.

Jeg mener ikke, vi kan nøjes med at se på disse unge som ofre.

Vi taler om unge, der er sigtet for alvorlige forbrydelser som drab, drabsforsøg og våbenbesiddelse. De skal også mødes med, at deres handlinger har konsekvenser, og at det ikke er omkostningsfrit for dem selv at udsætte andre mennesker for vold og at skabe frygt i det omkringliggende samfund.

DET ER skræmmende, at man kan være så kynisk, at man udnytter børn og unge mennesker til at begå alvorlig kriminalitet.

Det kan være børn og unge, som er socialt udsat og ikke selv en del af bandemiljøet, og som udnyttes af kyniske bagmænd.

Men det ændrer ikke ved, at de unge har et individuelt ansvar.

De har selv valgt at stå med en pistol eller en håndgranat i hånden. Den utryghed, det skaber, skal vi bekæmpe med hård hånd.

Jeg har været ude i svenske medier for at advare børn og unge i Sverige, der overvejer at lade sig hyre til kriminalitet i Danmark. Hvis man kommer til Danmark for at begå alvorlig personfarlig kriminalitet, falder hammeren hårdt.

I Danmark slipper du ikke billigt, bare fordi du er mindreårig.

NÅR DET er sagt, så kan hårde straffe ikke stå alene. Jeg mener, at en stram udlændingepolitik har stor betydning, ligesom det forebyggende arbejde er afgørende, hvis vi skal undgå, at børn og unge ender i kriminalitet.

Med bandepakke IV har vi afsat midler til at styrke SSP-samarbejdet, og senere i år vil jeg nedsætte en kriminalitetsforebyggelseskommission, som blandt andet skal have fokus på, hvordan vi forhindrer, at børn og unge udsættes for vold og overgreb i hjemmet.

Men vi kan ikke lukke øjnene for virkeligheden. De unge svenskere er ikke bare ofre; de er også gerningsmænd, der udfører brutale forbrydelser, som skaber massiv utryghed i vores samfund.

Derfor skal vi sikre, at de holdes ansvarlige for deres handlinger. Det skylder vi flertallet, så danske og svenske borgere kan gå i fred på gaden.

Back to top