Justitsministeriets interessenter er såvel regeringen og Folketinget som institutioner, andre myndigheder og offentligheden i bred forstand. Visionerne og de overordnede målsætninger tilsigter bl.a. at afspejle de krav og forventninger, som interessenterne har til ministeriets opgavevaretagelse.
Værdierne er grundlaget og ledetråden for alle i ministeriet i deres daglige adfærd og samarbejde med eksterne parter. Men det er samtidig de værdier, vi har ambition om at efterleve og sikre i vores interne samarbejde.
Visioner og overordnede målsætninger
Justitsministeriets vision er at være den institution, som i den centrale statslige forvaltning forestår vurderingen af væsentlige eller principielle retsspørgsmål og varetager retssektorens anliggender, og som med henblik herpå besidder stor juridisk kompetence.
Med henblik herpå er Justitsministeriets overordnede målsætninger følgende:
At understøtte den demokratiske beslutningsproces
Justitsministeriet er en ministerstyret organisation, der skal stå til rådighed for den demokratiske proces i alle dens faser. Det bør sikres, at der skabes et præcist og overskueligt beslutningsgrundlag for ministeren, regering og Folketing, og at der så vidt muligt gives et overblik over den politiske handlefrihed i forhold til de retlige grænser samt over konsekvenserne af forskellige beslutninger.
Der skal være en høj grad af troværdighed og saglig kvalitet i alle ministeriets aktiviteter, og ministeriet skal herunder ved at yde bistand og rådgivning til andre ministerier arbejde for generelt at styrke kvaliteten af lovgivningen. Justitsministeriet skal endvidere gennem rettidig igangsættelse af udvalgs-, udrednings- og lovforberedende arbejde skabe grundlaget for, at ministeriet på sine lovområder til stadighed er med til at præge udviklingen såvel nationalt som internationalt.
Ministeriet skal i den forbindelse samtidig være med til at styrke den forskningsmæssige indsats. Oplysning om forskningsresultater skal være let tilgængelig, og nye relevante forskningsprojekter skal igangsættes, således at der bl.a. skabes dokumentation for lovgivningens effekt og for behov for nye lovgivningsinitiativer.
At værne om og udvikle faglige kompetencer
Justitsministeriet skal gennem synliggørelse af ministeriets arbejde og ved en faglig, åben og direkte dialog med samarbejdsparterne og det omgivende juridiske miljø skabe forståelse og interesse for vigtigheden af juridisk sagkundskab.
Ved at skabe en udfordrende og attraktiv arbejdsplads skal ministeriet sikre rekruttering, udvikling og fastholdelse af medarbejdere med stor professionel kompetence. Gennem faglig dygtighed og engagement skal ministeriet være med til at udvikle og værne om grundlæggende juridiske kompetencer.
Justitsministeriet skal have en sikker juridisk håndtering af komplicerede retsspørgsmål, herunder sikre vedligeholdelse af et vidensberedskab på Justitsministeriets juridiske kerneområder.
Justitsministeriet lægger endvidere vægt på, at andre faglige kompetencer - herunder administrative kompetencer - udvikles og understøttes.
At sikre en hensigtsmæssig forvaltning og ressourceudnyttelse på hele ministerområdet
Justitsministeriet skal gennem at påtage sig en egentlig koncernlederrolle sikre, at både departementet og styrelser har en effektiv, serviceorienteret og fagligt korrekt forvaltning og en hensigtsmæssig ressourceudnyttelse. Dette skal ske både gennem formulering af generelle politikker og retningslinjer for ministeriets samlede forvaltning og i den daglige kontakt med de tilknyttede institutioner.
Lederudviklingen i departementet omfatter også generelle organisatoriske og administrative kompetencer med sigte på sådanne ledelsesopgaver.
Departementet skal have en god service og personaleforvaltning i forhold til alle tilknyttede institutioner.
Ministeriets samarbejde med tilknyttede institutioner skal basere sig på gensidig tillid og respekt, og der skal etableres hensigtsmæssige samarbejdsformer, der tager hensyn til de enkelte områders særlige forhold og behov.
Brug af informationsteknologi skal sikre en tidssvarende opgaveløsning, der er fleksibel, effektiv og af høj kvalitet.
At sikre en åben og serviceorienteret borgerbetjening i hele retssektoren
Justitsministeriet yder en venlig og effektiv service på alle niveauer. Borgerne kan let få kontakt til de medarbejdere, der kan hjælpe dem. Alle medvirker til, at borgere, der retter henvendelse, bliver henvist til de relevante medarbejdere og får korrekt, hurtig og kompetent bistand. Skriftlige henvendelser behandles hurtigt og korrekt og besvares i et klart, forståeligt og tidssvarende sprog. Justitsministeriet arbejder for, at en tilsvarende service ydes i hele retssektoren.
Værdigrundlag
Justitsministeriet udviser åbenhed og troværdighed både overfor omverdenen og overfor medarbejderne. Begåede fejl skal erkendes. Og Justitsministeriet anser det for positivt, at medarbejdere ytrer sig i den faglige debat.
Justitsministeriets ydelser er præget af saglighed, grundighed og kvalitet.
Justitsministeriet tilstræber en hurtig udførelse af ministeriets opgaver, bl.a. så der sker en prioritering af opgaver og ressourcer.
Justitsministeriet lægger vægt på at prioritere hensynet til den enkeltes retssikkerhed, herunder overholdelsen af menneskerettighederne og andre anerkendte grundlæggende retsprincipper.
Justitsministeriets virksomhed udøves under hensyn til, at den er undergivet politisk ledelse og indgår i en demokratisk, politisk beslutningsproces.
Justitsministeriets ledere er udadvendte, venlige, lydhøre og kompetente. De formidler viden, delegerer ansvar og viser tillid. De har ikke alene ret, men også pligt til at fremføre synspunkter inden for deres ansvarsområde.
Justitsministeriet lægger vægt på at fremme alle medarbejdernes trivsel gennem et godt fagligt kollegialt miljø, gode og fleksible arbejdsvilkår og gode muligheder for personlig udvikling. Medarbejderne er fagligt kompetente, fleksible, selvstændige og engagerede. Der lægges vægt på alsidighed både gennem varierede arbejdsopgaver og ved efteruddannelse.
Justitsministeriet skal være en moderne og velfungerende arbejdsplads, såvel med hensyn til teknik, lokaleforhold, arbejdsmiljø og intern service. Der lægges vægt på god intern kommunikation, på klarhed om opgavefordelingen og på samarbejde på tværs mellem departementets afdelinger og kontorer.