Efter våbenlovens § 2, stk. 1, jf. § 1, er det forbudt at erhverve, besidde, bære eller anvende skydevåben og ammunition mv. Tilladelsen udstedes enten af Justitsministeriet eller af politiet.
De nærmere regler herom fremgår af våbenloven, våbenbekendtgørelsen og våbencirkulæret, som du finder under punktet lovgivning.
Hvilke våben mv. udsteder Justitsministeriet våbentilladelse til?
Justitsministeriet udsteder tilladelse til at erhverve, besidde, bære og anvende følgende:
- Maskinpistoler, maskingeværer, fuldautomatiske rifler og skydevåben, der ikke er håndskydevåben, samt piber, låsestole, aftagelige magasiner og baskyler hertil. Der kræves ikke tilladelse til:
- forladevåben, der er fremstillet før 1870.
- bagladevåben, der er fremstillet før 1870, og som ikke kan anvende enhedspatroner.
- luft- og fjederbøsser (forudsat, at man er fyldt 18 år). Armbrøster og slangebøsser kræver dog tilladelse fra politiet, jf. nedenfor.
- kulsyredrevne hardball- og paintballvåben (forudsat, at man er fyldt 18 år).indstikningspatroner af kaliber ikke over 4,5 mm (forudsat, at man er fyldt 18 år).
- slagteapparater, der udelukkende kan anvendes til slagtning.
- Ammunition til maskinpistoler, maskingeværer, fuldautomatiske rifler og skydevåben, der ikke er håndskydevåben, derunder også patronhylstre, tændskruer, fænghætter, brandrør og projektiler. Der kræves dog ikke tilladelse til:
- ammunition til luft- og fjedervåben.
- ammunition, der udelukkende kan anvendes til slagteapparater.
- ammunition, der hører til indstikningspatroner af kaliber ikke over 4,5 mm, med kugleformet projektil og patronlængde ikke over 12 mm (forudsat, at man er fyldt 18 år).
- Pistol- og revolverammunition med ekspanderende projektiler samt disse projektiler, der ikke anvendes til aktiviteter, som De Danske Skytteforeninger, Dansk Skytte Union og Dansk Firmaidrætsforbund har godkendt.
- Panserbrydende ammunition, brisant- eller brandammunition samt projektiler hertil.
- Håndgranater, bomber, miner og lignende våben, der virker ved en gennem eksplosion fremkaldt trykvirkning eller udslyngning af smålegemer.
- Patroner, ampuller og spraydåser samt lignende genstande, der ved spredning af stoffer er beregnet til at virke skadevoldende, bedøvende eller irriterende i kortere tid efter eksponeringen.
Ansøgning sendes til Justitsministeriet, Færdsels- og våbenkontoret, Slotsholmsgade 10, 1216 København K, eller til jm.@.jm.dk.
Hvilke våben mv. udsteder politiet våbentilladelse til?
Politiet udsteder tilladelse til at erhverve, besidde, bære og anvende følgende:
- Håndskydevåben samt piber, låsestole, aftagelige magasiner og baskyler hertil. Dog er det Justitsministeriet, der udsteder tilladelse til maskinpistoler, maskingeværer og fuldautomatiske rifler samt de nævnte dele hertil, jf. ovenfor. Der kræves ikke tilladelse til:
- forladevåben, der er fremstillet før 1870.
- bagladevåben, der er fremstillet før 1870, og som ikke kan anvende enhedspatroner.
- luft- og fjedervåben (forudsat, at man er fyldt 18 år). Der kræves dog tilladelse til armbrøster og slangebøsser, jf. nedenfor.
- kulsyredrevne hardball- og paintballvåben (forudsat, at man er fyldt 18 år).
- indstikningspatroner af kaliber ikke over 4,5 mm (forudsat, at man er fyldt 18 år).
- slagteapparater, der udelukkende kan anvendes til slagtning.
- Signalvåben og kombinerede gas- og signalvåben samt bagladede salutkanoner, når salutkanonens kammerdybde ikke overstiger 50 mm.
- Lyddæmpere, som er konstrueret til montering på skydevåben.
- Optisk elektroniske sigtemidler med lysstråle, elektronisk lysforstærkningsudstyr eller infrarødt udstyr, hvis de er konstrueret til montering på skydevåben eller armbrøster.
Ansøgninger om tilladelse sendes til politiet i den politikreds, hvor ansøgeren har bopæl eller hjemsted.
Find din lokale politikreds.
På politiets hjemmeside kan du desuden læse mere om de tilladelser, der udstedes af politiet.
Læs mere om tilladelser udstedt af politiet.
|