Danskerne har stor tillid til politi og domstole

Danskernes tillid til domstolene og politiet ligger i toppen, når man sammenligner med andre europæiske lande. Samtidig er det også danskerne, som føler sig mest trygge efter mørkets frembrud og har størst tillid til andre. Det viser en ny rapport fra Justitsministeriets Forskningskontor.

Danmark indtager igen en førsteplads over 15 andre europæiske lande, når man måler befolkningens tillid til retssystemet og domstolene. På en skala fra 0 til 10, hvor 0 er ’ingen tillid overhoved’ og 10 er ’fuld tillid’, svarer danskerne samlet set 7,4.

Tilliden til politiet er også helt i top ifølge den nye rapport, hvor kun Finland har en højere placering. Her lander Danmark samlet på 7,7. I 2012 lå tilliden til politiet en smule højere på 8. Tallene fra den nye undersøgelse er fra 2014. Det er fortsat særligt i de nordiske lande, at befolkningen har stor tillid til politi og domstole.

På en skala fra 0 til 10, hvor 0 er ’ingen tillid overhoved’ og 10 er ’fuld tillid’, svarer danskerne samlet set 7,4.

Danskerne er samtidig også blandt dem, som føler sig mest trygge. 54 procent svarer, at de føler sig meget trygge, når de færdes i lokalområdet efter mørkest frembrud. Her deler vi førstepladsen med nordmændene.

Undersøgelsen understreger endnu engang, at danskerne er et lykkeligt folk, som har stor tillid til andre. Danmark er det land, hvor allerflest mener, at de fleste mennesker er til at stole på, og hvor flest generelt er tilfredse med livet og beskriver sig selv som lykkelige.

Justitsminister Søren Pind siger:
”Jeg glæder mig over, at vi i Danmark stoler på vores myndigheder og generelt har et samfund, hvor vi har tillid til hinanden. Den tillid er kimen i vores fællesskab. Vi danskere ved, at vores politi og retsvæsen er sat i verden for at hjælpe og beskytte os. Vi lever i en tid med store udfordringer, men tallene her viser, at danskerne er enige i, at politiet og retssystemet grundlæggende gør det godt.”

Tryghedsundersøgelsen European Social Survey, som ligger til grund for den nye rapport, er lavet hvert andet år siden 2002, og denne gang har borgere i 15 forskellige lande deltaget.

"Vi lever i en tid med store udfordringer, men tallene her viser, at danskerne er enige i, at politiet og retssystemet grundlæggende gør det godt."

Tryghedsundersøgelse_2.1_01-2016.PNG

Tryghedsundersøgelse_3.1_01-2016.PNG

Tryghedsundersøgelse_3.3_01-2016.PNG

Læs rapporten Tryghed og holdning til politi og retssystem.

 

Kontakt: 

Forskningschef Britta Kyvsgaard, tlf. 7226 8440

Kommunikationschef Emil Melchior, telefon 4037 6737, [email protected]