Dansk deltagelse i det styrkede banksamarbejde kræver ikke folkeafstemning efter grundloven

Justitsministeriet offentliggør i dag et notat om, hvorvidt dansk deltagelse i det styrkede banksamarbejde forudsætter anvendelse af proceduren i grundlovens § 20. Justitsministeriet konkluderer, at dansk deltagelse i det styrkede banksamarbejde ikke vil indebære suverænitetsafgivelse, og at der derfor ikke efter grundloven skal afholdes folkeafstemning.

Formålet med notatet har navnlig været at afklare, hvorvidt dansk deltagelse i det styrkede samarbejde vil indebære overladelse af beføjelser som omtalt i grundlovens § 20, således at den særlige procedure i § 20, stk. 2, skal følges.

Det fremgår af notatet, at dansk deltagelse i det styrkede banksamarbejde efter Justitsministeriets opfattelse ikke indebærer overladelse af beføjelser som omtalt i grundlovens § 20.

Sammenfattende finder Justitsministeriet derfor, at Danmark kan tilslutte sig det styrkede banksamarbejde efter den almindelige bestemmelse i grundlovens § 19 om traktatindgåelse.

Justitsminister Mette Frederiksen siger:

Det er Justitsministeriets statsretlige vurdering, at grundloven ikke kræver, at der bliver afholdt en folkeafstemning om dansk deltagelse i det styrkede banksamarbejde. Det skyldes navnlig, at det fortsat vil være de danske myndigheder, der handler i forhold til kreditinstitutter i Danmark. Regeringen har selvfølgelig taget vurderingen til efterretning.

Notatet er sendt til Folketingets Europaudvalg, Folketingets Retsudvalg og medlemmerne af Folketinget.

Læs Justitsministeriets notat (pdf)

 

Baggrund om det styrkede banksamarbejde

I juni 2012 anmodede eurolandenes stats- og regeringschefer Kommissionen om at fremsætte forslag om etablering af en fælles tilsynsmekanisme på bankområdet. Det blev startskuddet til etableringen af ”det styrkede banksamarbejde” i EU, der ofte omtales som ”bankunionen”. Det styrkede banksamarbejde består foruden en fælles tilsynsmekanisme af en fælles afviklingsmekanisme, herunder en fælles afviklingsformue.

Det styrkede banksamarbejde er obligatorisk for eurolandene, mens ikke-eurolande, herunder Danmark, kan ansøge ECB om at indgå i et såkaldt tæt samarbejde.

Læs regeringens rapport om mulig dansk deltagelse i det styrkede banksamarbejde, som erhvervs- og vækstministeren har offentliggjort