Regeringen vil indføre tidsbegrænset ophold til flygtninge

Det stigende antal asylansøgere får nu regeringen til at foreslå en ændring af det danske asylsystem. Fremover bør der gives en særlig tidsbegrænset opholdstilladelse til personer, der flygter fra borgerkrig eller lignende generelle forhold.

Antallet af asylansøgere i Danmark er på kort tid steget voldsomt og er nu på et historisk højt niveau. En væsentlig del af asylansøgerne er ikke individuelt forfulgte. De kommer fra områder i Syrien, hvor der aktuelt foregår voldsomme og vilkårlige overgreb på civile, og har derfor krav på beskyttelse.

I august måned var der i alt 2.287 personer, der søgte om asyl i Danmark. Hvor der i starten af året var et fald i antallet af asylansøgere, er der således over de seneste måneder sket en eksplosiv stigning. Alene i august måned kom der 1.135 ansøgere fra Syrien. I alt fik 602 flygtninge meddelt opholdstilladelse i august.

Udviklingen bekymrer justitsminister Karen Hækkerup, der foreslår en ændring af asylsystemet:

”Det nuværende danske asylsystem er baseret på regler fra 2002, og det tager ikke højde for det aktuelle flygtningebillede. Størstedelen af de flygtninge, vi ser i øjeblikket, er ikke individuelt forfulgte i deres hjemland, men flygter fra områder i Syrien, hvor der foregår vilkårlige overgreb på civile. Vi er menneskeretligt forpligtet til at hjælpe disse mennesker. Men på længere sigt er det ikke en holdbar løsning at tømme Syrien for syrere. Vi er derfor nødt til at se på, hvordan vi sikrer, at disse personer kan sendes hjem, så snart forholdene er forbedret i hjemlandet. Regeringen vil derfor fremsætte et lovforslag, der giver mulighed for en særlig tidsbegrænset opholdstilladelse til flygtninge. Vi vil sende et signal om, at disse personer skal hjem, så snart forholdene tillader det.”

Regeringen foreslår konkret at indføre en særlig beskyttelsesstatus for de asylansøgere, der i dag opnår beskyttelsesstatus alene på baggrund af de generelle forhold i hjemlandet. Da denne persongruppes beskyttelsesbehov er mere midlertidigt end andre flygtninges, bør den gruppe meddeles en særlig tidsbegrænset opholdstilladelse, som i første omgang skal forlænges efter 1 år og herefter efter 2 år fra tidspunktet for en eventuel forlængelse. I forbindelse med forlængelse af opholdstilladelsen vil myndighederne vurdere, om de generelle forhold i det område, udlændingen kommer fra, fortsat er af en så alvorlig karakter, at udlændingen har krav på beskyttelse i henhold til Danmarks internationale forpligtelser.

Socialminister Manu Sareen udtaler:

”Situationen i Syrien betyder, at flygtningestrømmen til Danmark har et hidtil uset omfang. Det udfordrer os, og den udfordring svarer regeringen nu på. Det afgørende for mig er, at vi også i fremtiden beskytter folk, der flygter fra krig og forfølgelse. Det sikrer vi med udspillet.

Jeg ved fra mine møder med borgmestre, at man i dag kæmper indædt med at løse de udfordringer, som flygtningestrømmene giver. Og mange er bekymrede over de problemer, der kan følge med i forhold til integrationen. Med udspillet siger vi til kommunerne: Vi forstår jeres udfordringer. Lad os løse dem sammen.”

Regeringen forventer at fremsætte et lovforslag i den kommende folketingssamling.

Du kan finde de seneste tal på asylområdet på Udlændingestyrelsens hjemmeside.

 

graf.jpg

* Pressemeddelelsen er berigtiget den 20. oktober 2014, da den i sin oprindelige udgave kunne give et forkert indtryk af den nuværende sammensætning af asylansøgere fra konflikten i Syrien. Det er fortsat Justitsministeriets opfattelse, at en betydelig del af de mennesker, der er på flugt fra konflikten, og hvoraf mange opholder sig i nærområderne til Syrien, overvejende er flygtet på grund af de generelle forhold. Derfor forudser Justitsministeriet også, at de foreslåede regler har et bredt anvendelsesområde.

Kontakt

Journalister kan kontakte kommunikationschef i Justitsministeriet, Emil Melchior, tlf. 4037 6737.