Regeringen skærper indsatsen mod radikalisering og ekstremisme

Socialminister Manu Sareen og justitsminister Karen Hækkerup præsenterer i dag regeringens nye handlingsplan om forebyggelse af radikalisering og ekstremisme. Regeringen styrker forebyggelsesindsatsen på alle fronter og strammer lovgivningen bl.a. for at sætte en stopper for det stigende antal unge, der rejser til Syrien og Irak for at kæmpe.

Inddragelse af pas og udrejseforbud eller bortfald af opholdstilladelse til Syrienkrigere. En national hotline, hvor forældre kan få rådgivning. Et landsdækkende korps af mentorer som kobles på personer, der er i risiko for at blive radikaliserede. Et udrykningshold, som kan hjælpe i akutte og vanskelige sager med radikalisering. Og oprettelsen af et nyt nationalt exit-center for folk, der har brug for støtte til at komme fri af et ekstremistisk miljø.

Det er blot et udpluk af initiativerne i regeringens handlingsplan om forebyggelse af radikalisering og ekstremisme, som tager hånd om de nye udfordringer med ekstremisme, som Danmark står overfor.

I Danmark er der allerede opbygget et solidt samarbejde om forebyggelse af radikalisering på tværs af myndigheder, men med denne handlingsplan lægger regeringen op til at styrke indsatsen markant. Myndighederne vil fortsat spille en stor rolle, men også forældre og civilsamfundet generelt skal inddrages i den fælles indsats mod radikalisering.

”Vi skal stoppe fødekæden til de ekstremistiske miljøer og gøre alt for at sætte ind tidligt og forebygge, at mennesker bliver radikaliserede. For konsekvenserne ved rekruttering til ekstremistiske miljøer er store. Vi ser i øjeblikket, at unge mennesker bliver dræbt i Syrien eller vender tilbage dybt radikaliserede og udgør en sikkerhedsrisiko for vores samfund. Det skal standes, og det bedste værn mod ekstremisme er en ambitiøs forebyggelsesstrategi,” siger socialminister Manu Sareen.

Udover at forebygge, at personer bliver radikaliserede, vil regeringen også sætte hårdt ind med klare konsekvenser for dem, der er blevet så ekstremistiske, at de drager ud i verden for at medvirke i kamphandlinger. Regeringen strammer derfor lovgivningen, så danske statsborgere,  der planlægger at deltage i en udenlandsk væbnet konflikt, får inddraget deres pas og udrejseforbud. En overtrædelse af udrejseforbuddet skal udløse en ubetinget fængselsstraf, når de vender tilbage til Danmark. Herboende udlændinge uden dansk statsborgerskab skal kunne miste deres opholdstilladelse, hvis de trodser en advarsel fra myndighederne om at rejse ud.

Justitsminister Karen Hækkerup siger:

”Vi vil sætte stærkt ind med forebyggende tiltag, men samtidig vil vi også slå hårdt ned med kontante konsekvenser for dem, der fortsætter ud af det forkerte spor. Til dem vil jeg sige, at hvis de trods alle advarsler rejser af sted for at deltage i væbnede konflikter, så er de ikke velkomne tilbage i Danmark. Vi tager opholdstilladelsen fra dem. Og danske statsborgere vil vi straffe med fængsel, når de kommer hjem.”

Regeringens handlingsplan sætter ind med forebyggelse på alle parametre og har fire overordnede indsatsområder:

  1. Styrkelse af de lokale myndigheders indsats
  2. Nye værktøjer til forebyggelse og exit
  3. Styrket internationalt samarbejde
  4. Mobilisering af civilsamfund

Formålet er at styrke forebyggelsesindsatsen over for de personer, som er i risiko for at blive en del af ekstremistiske miljøer, at støtte dem, som allerede er en del af disse miljøer til at forlade dem igen, gøre det klart, at ekstremistiske handlinger har konsekvenser, og sidst men ikke mindst at minimere indflydelse fra de personer, som forsøger at radikalisere og rekruttere.

Læs hele handlingsplanen her

Se oversigt over initiativerne her

Yderligere oplysninger:

Karen-Lise Johansen Karman, souschef i Socialministeriet, tlf.: 4185 1312

Marie Andergren, pressechef i Socialministeriet, tlf.: 4185 1265

Anne Rosa Simonsen, kommunikationsmedarbejder i Justitsministeriet, tlf. 4016 9917.