Tidlig indsats skal forhindre børn og unge i kriminel løbebane

Social-, børne- og integrationsminister Annette Vilhelmsen og justitsminister Morten Bødskov er klar med et nyt udspil, der skal fremme brugen af sociale sanktioner over for børn og unge, som begår kriminalitet.

Social-, børne- og integrationsminister Annette Vilhelmsen og justitsminister Morten Bødskov præsenterer i dag et nyt udspil, der skal sikre en hurtig og konsekvent indsats over for unge med asocial eller kriminel adfærd. Indsatsen skal ske tidligt og konsekvent, og forældre og fagpersoner skal inddrages med det samme.

Udspillet omfatter fire initiativer:

  • En ny ”ungetjeneste”, der kan bruges over for kriminelle unge og som består i, at den unge skal yde et stykke arbejde for samfundet i mellem 20-40 timer.
  • Krav om, at kommunerne skal indkalde en ung, der har begået kriminalitet, samt den unges familie og relevante fagpersoner til et ”netværkssamråd” senest 7 dage efter, at kommunen har modtaget dokumentation fra politiet om den unges kriminalitet.
  • Forsøgsprojekt, hvor kommuner og politi i SSP-regi kan indkalde en ung, der har udvist asocial, men ikke kriminel, adfærd til et møde. Den unges forældre og en repræsentant for skolen indkaldes også. På mødet udarbejdes der i fællesskab en skriftlig aftale om, hvad ”god opførsel” er.
  • Et projekt som skal understøtte kommunernes implementering af de nye lovkrav.

Social-, børne- og integrationsminister Annette Vilhelmsen siger:

”Som samfund må vi ikke acceptere, at børn og unge bevæger sig ud i en kriminel løbebane uden at opleve, at der bliver grebet ind. Det er nødvendigt, at vi har en indsats, der fokuserer på at gøre den unge og forældrene ansvarlige, så den unge forstår konsekvenserne af sin adfærd, og så forældre, støttet af fagpersoner, bakker op om at få den unge tilbage på ret kurs.”

Justitsminister Morten Bødskov siger:

”Selv om ungdomskriminaliteten generelt er faldende, er det stadig vigtigt at have fokus på området. Jeg er derfor rigtig glad for at kunne præsentere et udspil, der på flere måder styrker indsatsen over for unge, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. ”

Udspillet beløber sig samlet til 72,5 mio. kr. i 2014-2017 og indgår i forhandlingerne om satspuljen for 2014.

Yderligere oplysninger

Journalister kan kontakte:

Christina Hviid, specialkonsulent, Social-, børne- og integrationsministeriet, tlf.: 41 85 11 17

Emil Melchior, kommunikationschef, Justitsministeriet, tlf. 40 37 67 37

Julie Ørnø, pressemedarbejder, Social-, børne- og integrationsministeriet, tlf.: 40 70 69 01