Herlev Gymnasium og HF mødte justitsministeren

Justitsministeren - fotograf: Kjell Larsen

Mandag den 28. januar besøgte justitsminister Morten Bødskov Herlev Gymnasium & HF. Ministeren var inviteret til halvanden times debat om retspolitik.

Unge og kriminalitet, straf og afsoning, rockere og bandekriminalitet. Det var nogle af de emner, som blev diskuteret, da eleverne på Herlev Gymnasium & HF i mandags fik besøg af justitsminister Morten Bødskov.

Samfundsfagseleverne var samlet i auditoriet til debat med ministeren om blandt andet unge og kriminalitet. Efter ministerens indledende oplæg blev bolden givet op til eleverne, som fik mulighed for at stille spørgsmål. Spørgsmålene var mange og gode og spændte vidt fra strafudmåling til forholdene i landets fængsler.