Ny offentlighedslov: Bredt flertal udbygger åbenhed i den offentlige forvaltning

Folketinget

Regeringen har indgået en politisk aftale med Venstre og Konservative om en ny offentlighedslov, Det centrale punkt i aftalen er, at aftaleparterne er enige om at præcisere ordlyden af den meget omtalte regel om ministerbetjening, så det gøres endnu klarere, hvornår denne undtagelsesregel kan anvendes. Som en konsekvens af aftalen vil begrebet ”ministerbetjening” ikke blive anvendt i det kommende lovforslag.

Regeringen, Venstre og Konservative er blevet enige om en ny offentlighedslov, der skal afløse den nugældende offentlighedslov fra 1985. Det kommende lovforslag vil være baseret på lovudkastet i Offentlighedskommissionens betænkning fra 2009.

Den nye offentlighedslov vil på en lang række punkter udbygge den gældende lovs grundlæggende princip om åbenhed og demokratisk kontrol med den offentlige forvaltning og vil bl.a. blive udformet i lyset af den øgede brug af informationsteknologi og nye og ændrede samarbejdsstrukturer i centraladministrationen. Det drejer sig bl.a. om, at samarbejdsstrukturen i centraladministrationen har ændret sig væsentligt siden 1985, hvor den gældende offentlighedslov blev vedtaget.

Der har været en debat om den såkaldte ministerbetjeningsregel i det tidligere fremsatte lovforslag. Som en konsekvens af aftalen vil begrebet ”ministerbetjening” ikke blive anvendt i det kommende lovforslag. Formålet er, at betingelserne for at undtage dokumenter præciseres, men samtidig er reglen nødvendig for at sikre fortrolighed i forhold til embedsmændenes betjening af ministre. Med præciseringen tydeliggøres det, at hensigten er, at bestemmelsen skal fortolkes og anvendes restriktivt.

Lovforslaget forventes fremsat i første halvdel af februar måned 2013.

Justitsminister Morten Bødskov udtaler:

"Jeg er meget glad for, at regeringen sammen med Venstre og Konservative er blevet enige om en politisk aftale om en ny offentlighedslov. Med aftalen lægges der på en lang række områder op til væsentlige forbedringer af åbenheden i forvaltningen. Der er fundet en god og rigtig balance mellem på den ene side princippet om åbenhed i den offentlige forvaltning og på den anden side de hensyn, der kan føre til, at der i visse tilfælde ikke gives aktindsigt.

Som alle ved, har der tidligere været en betydelig debat om bestemmelsen om den såkaldte ministerbetjeningsregel. Jeg har været meget opmærksom på den kritik, som har været fremsat, og jeg er meget tilfreds med, at et bredt flertal i Folketinget nu præciserer, i hvilke særlige tilfælde reglen kan bruges. Reglen er en undtagelse til det klare udgangspunkt om, at alle har adgang til dokumenter i den offentlige forvaltning, og aftaleparterne er således også enige om, at reglen skal anvendes restriktivt.

Den politiske aftale er et udtryk for et bredt samarbejde i Folketinget. Jeg vil gerne kvittere for, at Venstre og Konservative har haft en meget konstruktiv tilgang til de forhandlinger, der nu har ført til aftalen om en ny offentlighedslov.”

Der er fundet en god og rigtig balance mellem på den ene side princippet om åbenhed i den offentlige forvaltning og på den anden side de hensyn, der kan føre til, at der i visse tilfælde ikke gives aktindsigt

MF Jan E. Jørgensen (V) udtaler:

”Den nye offentlighedslov blev skabt under VK-regeringen, men det lykkedes desværre ikke at få den vedtaget. Det sker nu i bred enighed, og da indholdet ikke er ændret bortset fra en enkelt præcisering, kan vi kun være tilfredse i Venstre. Med den nye offentlighedslov sker der en modernisering og en udvidelse af offentlighedens adgang til aktindsigt. Samtidig er der også taget hensyn til, at det skal være muligt at have fortrolige politiske drøftelser i forbindelse med lovgivningsarbejdet.”

 

MF Tom Behnke (K) udtaler:

"Det Konservative Folkeparti ønsker mest mulig indsigt i den offentlige sektor, og samtidig give mulighed for at nye ideer kan udvikles. Den balance er opnået med forslaget."

 

Læs også:

Journalister kan for yderligere oplysninger kontakte kommunikationschef Emil Melchior på tlf. 40 37 67 37 eller kontorchef Morten N. Jakobsen på tlf. 22 14 66 48.