Ministeren drøfter forstærket indsats mod fodboldbøller med F.C. København

Justitsministeren og F.C. København holder møde om kampen mod fodboldbøller - pressebrief i Parken mandag den 16. april kl. 10.15.

Justitsminister Morten Bødskov ønsker at forstærke indsatsen mod fodboldbøller.

Ministeren har tilkendegivet, at han er åben over for at give politiet flere magtmidler, hvis det er det, der skal til for at få bøllerne under kontrol. Han har i den forbindelse inviteret DBU og Divisionsforeningen til et snarligt kommende møde for at drøfte udfordringer med og muligheder for at gribe yderligere ind over for ballade i forbindelse med fodboldkampe.

Som optakt til mødet besøger justitsministeren en række udvalgte klubber for at drøfte forskellige muligheder for at gribe mere effektivt ind over for ballademagere, og for at høre hvad klubberne har af ideer.

Tidlig mandag morgen besøger Morten Bødskov F.C. København på deres hjemmebane i Parken.  Kl. 10.15 er der en pressebriefing, hvor både klubben og justitsministeren vil sige lidt om de drøftelse, de har haft på morgenens møde.

Interesserede medier er velkomne til at henvende sig hos F.C. København ved Parkens reception, PH Lings Allé 2, ved Super Best-tribunen fra kl. 9.45.

For yderligere oplysninger kontakt særlig rådgiver i Justitsministeriet Peter Goll på 2214 6644.