Ren straffeattest skal hjælpe kriminelle unge i arbejde

Førstegangstilfælde af mindre alvorlig kriminalitet skal ikke længere give en plet på straffeattesten for unge under 18 år. Det fremgår af nye regler, der træder i kraft i dag. Justitsminister Lars Barfoed ser reglerne som et vigtigt element i regeringens kriminalpræventive indsats.

Regeringen indfører i dag en ordning, hvorefter den første strafferetlige afgørelse som udgangspunkt ikke medtages på straffeattesten for unge under 18 år.

Justitsminister Lars Barfoed udtaler:

”De nye regler om betinget notering er et væsentligt tiltag i regeringens samlede forebyggende indsats. En enkeltstående mindre alvorlig kriminel handling begået i et øjebliks dumhed bør ikke medføre, at unge udelukkes fra arbejdsmarkedet. Vi har som samfund en stor interesse i at gøre vort yderste for, at unge kommer i arbejde. Det kan denne ordning hjælpe med.”

 

Baggrund om betinget notering

Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse nr. 218 af 27. marts 2001 om behandling af personoplysninger i det Centrale Kriminalregister (Kriminalregisteret) træder i kraft den 1. april 2011.

Som led i regeringens ghettostrategi indføres med bekendtgørelsen en ordning om betinget notering på unges straffeattester.

De nye bestemmelser om betinget notering (§ 11 a og § 22, stk. 2 og 3) indebærer, at den første strafferetlige afgørelse ikke medtages på henholdsvis den private og offentlige straffeattest for unge, der var under 18 år på gerningstidspunktet, medmindre der ved afgørelsen er idømt en sanktion efter straffelovens § 74 a (ungdomssanktion), en retsfølge efter straffelovens §§ 68-70 (behandlingsdomme mv.), eller der er idømt en ubetinget frihedsstraf. Hvis den pågældende inden for en periode på tre år fra tidspunktet for den første afgørelse begår et nyt strafbart forhold, der skal medtages på straffeattesten efter de almindelige regler herom, vil den betingede notering imidlertid ”vågne op” og således optræde på den unges straffeattest sammen med den nye afgørelse.

Formålet med ordningen er dels at undgå, at unge ikke ”stemples” som kriminelle i videre omfang end nødvendigt, dels mere hensigtsmæssigt at udnytte, at det generelt opleves som en fordel at undgå en ”plettet” straffeattest.

Du kan finde bekendtgørelsen her.

 

Eventuelle spørgsmål kan rettes til presserådgiver Emil Melchior på telefon 40 37 67 37.