Ny departementschef i Justitsministeriet

Ny departementschef i Justitsministeriet tiltræder den 1. april 2011.

Justitsminister Lars Barfoed oplyser:

Regeringen har i dag besluttet at indstille til Hendes Majestæt Dronningen, at Anne Kristine Axelsson udnævnes som ny departementschef i Justitsministeriet. Hun tiltræder stillingen den 1. april 2011.

Anne Kristine Axelsson, der i 1994 blev juridisk kandidat fra Århus Universitet, kommer fra en stilling som afdelingschef i Justitsministeriet og har tidligere bl.a. været kommitteret i juridiske spørgsmål i Statsministeriet.

Anne Kristine Axelsson er 42 år og har sammen med sin mand tre børn i alderen 5, 11 og 13 år.