Flagdagen får egen portal

Flagdagen for Danmarks udsendte får sin egen portal. Siden samler alle informationer om dagen og bliver et virtuelt arkiv.

Flagdagen den 5. september har fået sin egen portal på internettet. Portalen bliver det virtuelle centrum for alle informationer om flagdagen.

Flagdagsportalen er stadig under opbygning, men inden flagdagen den 5. september vil man kunne finde nyheder og artikler om dagen, se programmer og tidsplaner for alle flagdagens aktiviteter, der er særlige informationer til pressen, og man vil kunne se kort over, hvor Danmark aktuelt har udsendte. Siden indeholder også et billedearkiv fra flagdagene i 2009 og 2010, og den vil efterfølgende fungere som et arkiv med billeder og artikler. Fra siden kan man også finde videoindslag om flagdagene fra Forsvarets Mediecenter.

Flagdagssiden er en del af veteranportalen, men har altså sin egen adresse.