Danmarks udsendte mindes og hyldes

Den 5. september er national flagdag for Danmarks udsendte. Den nationale flagdag for Danmarks udsendte vil fremover være en årligt tilbagevendende begivenhed.

I Holmens Kirke i København holdes der mindegudstjeneste til ære for de faldne i international tjeneste, og på Christiansborg Slotsplads er der parade for de soldater, hjemmeværns- og beredskabsfolk, der har været udsendt i det forgangne år. Efter paraden er Folketinget vært ved en reception for det seneste års udsendte på Christiansborg Ridebane. 

 

De faldne mindes 

Foruden pårørende deltager det officielle Danmark med repræsentanter fra Kongehuset, Folketinget og ministre i spidsen under Mindegudstjenesten i Holmens Kirke. Hærprovst Ole Brehm Jensen prædiker, og samtlige navne på faldne i international tjeneste siden 1956 læses op. Statsminister Lars Løkke Rasmussen vil tale under mindegudstjenesten. 

 

Parade på Slotspladsen 

Efter mindegudstjenesten er der parade på slotspladsen foran Christiansborg Slot. Soldater, hjemmeværns- og beredskabsfolk, der har været udsendt i det forgangne år, vil være opstillet til parade sammen med et æreskommando fra Den Kongelige Livgarde. Bl.a. forsvarsminister Søren Gade taler til paraden. 

 

Folketinget vært ved reception 

Folketinget er vært ved en reception for Danmarks udsendte, pårørende til dræbte udsendte danskere og Folketingets medlemmer m.fl. på Christiansborg Ridebane.