Danmarks bedste bilist kåret

Thomas Høybye fra Taastrup løb i går med førstepræmien i konkurrencen om at blive ”Danmarks bedste bilist”. Over 15.ooo danskere deltog i konkurrencen, der sætter fokus på trafiksikkerhed.

I finalen blev deltagerne blandt andet bedømt på deres køretekniske færdigheder samt deres adfærd i trafikken.  

”Jeg er som justitsminister glad for at konkurrencen ”Danmarks bedste bilist” står i færdselssikkerhedens tegn. Jeg er overbevist om, at mange uheld og ulykker ville kunne undgås, hvis alle trafikanter i hverdagen konkurrerede om at blive ”Danmarks bedste bilist,” sagde justitsminister Brian Mikkelsen, der deltog ved dagens kåring på FDM Sjællandsringen. 

”Desværre er det jo sådan, at vi til stadighed oplever trafikanter, som optræder hensynsløst i trafikken og tilsyneladende er ligeglade med andre trafikanters sikkerhed. Den adfærd er fuldstændig uacceptabel og skal stoppes. Derfor har jeg også for nylig lanceret en tryg trafik-pakke, som betyder, at folk, der vælger at spille hasard med andres liv og førlighed ved grov spiritus- eller narkokørsel, kørsel med ekstremt høje hastigheder eller anden hensynsløs kørsel, vil blive mødt med nogle meget markante og konsekvente sanktioner,” sagde Brian Mikkelsen. 

Med initiativet Tryg trafik forstærker justitsministeren indsatsen mod vanvidskørsel, spirituskørsel og narkokørsel med en række nye tiltag.

Pakken indebærer en markant skærpelse af straffen for dem, der kører særlig hensynsløst, f.eks. ved at køre væddeløbskørsel eller chikanekørsel eller ved at flygte fra politiet – også selv om der tilfældigvis ikke er nogen, der kommer til skade.

Samtidig vil straffen blive skærpet markant for de trafikanter, som lemlæster nogen eller slår nogen ihjel i forbindelse med spiritus- eller narkokørsel eller særlig hensynsløs kørsel.

I det kommende lovforslag vil justitsministeren desuden lægge op til, at meget høje hastigheder i sig selv skal kunne medføre en ubetinget frakendelse af chaufførens førerret.

Herudover vil det kommende lovforslag indeholde regler, der betyder, at der i flere tilfælde vil skulle ske obligatorisk konfiskation af køretøjet hos bilister, som kører i spiritus- eller narkopåvirket tilstand eller i øvrigt gør sig skyldig i grove færdselslovsovertrædelser.  De trafikanter, som tydeligt har vist, at de ikke bekymrer sig om færdselssikkerhed, bliver simpelthen forhindret i at sætte sig ind bag rattet i deres bil.

Der skal indføres alkolåse i sanktionssystemet vedrørende spirituskørsel. Det er tanken, at deltagelse i en alkolåsordning i grove tilfælde af spirituskørsel skal være en betingelse for, at dømte spiritusbilister kan få deres kørekort igen.

I de mindre grove tilfælde af spirituskørsel vil der blive indføre en ”noget for noget-ordning”, hvor personer, som er frataget kørekortet på grund af spirituskørsel, kan få kortet tilbage et år tidligere end i dag mod til gengæld at køre med alkolås i to år og gå i behandling, hvis de har et alkoholmisbrug.

På den måde får de pågældende spiritusbilister et ekstra incitament til at gå i behandling for deres misbrug. 

Slutteligt vil initiativet betyde, at undervisningen vedrørende spiritus- og narkokørsel i køreskolerne vil blive udvidet.

”Med de nye tiltag bliver der altså sat ind over for trafiksynderne fra flere forskellige vinkler, og jeg håber på, at de nye tiltag vil være medvirkende til at nedbringe antallet af dræbte og kvæstede i trafikken,” sagde Brian Mikkelsen.

Udover justitsminister Brian Mikkelsen deltog også FDMs administrerende direktør Thomas Møller Thomsen samt direktør for Rådet for Større Færdselssikkerhed Anders Rosbo ved kåringen af ”Danmarks bedste bilist.

Førstepræmien til vinderen Thomas Høyebye var enToyota IQ, mens nummer to i konkurrencen om at blive Danmarks Bedste Bilist, Jens Fischer, Vojens, fik et gavekort til FDM travel på 10.000 kroner. Nummer tre, Mikael Larsen, Ishøj, vandt et gavekort til FDM Motorsport.

Konkurrencen om at blive Danmarks Bedste Bilist blev lancerede 19. august, og mere end 15.000 danskere deltog i de indledende runder på nettet. Af dem gik de 32 bedste videre til semifinalerne, hvor der ventede deltagerne en række køretekniske øvelser. Herfra kvalificerede de ti bedste sig til finalen på FDM Sjællandsringen.