Betænkning om gennemførelse af nyt forbrugerkreditdirektiv

Justitsminister Brian Mikkelsen har modtaget betænkningen fra Justitsministeriets arbejdsgruppe om gennemførelse af det nye forbrugerkreditdirektiv. Direktivet indeholder bestemmelser om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med markedsføring og indgåelse af kreditaftaler.

Betænkningens lovudkast er udarbejdet på baggrund af arbejdsgruppens overvejelser om, hvilke ændringer af dansk ret der er nødvendige for at gennemføre direktivet, ligesom arbejdsgruppen på en række områder, hvor direktivet overlader valgmuligheder til medlemsstaterne, er kommet med indstillinger vedrørende gennemførelse af direktivet i dansk ret. 

I den anledning udtaler justitsminister Brian Mikkelsen:

”Reguleringen af forbrugerkredit er teknisk set ganske kompliceret, og selv om forbrugerkreditdirektivet som udgangspunkt er et totalharmoniseringsdirektiv, hvor medlemsstaterne ikke kan fastsætte andre regler end direktivets, så giver direktivet alligevel på en række områder mulighed for, at vi kan udvide eller begrænse reguleringen. Jeg er glad for, at der nu fra en bredt sammensat arbejdsgruppe foreligger et gennemarbejdet bud på, hvordan forbrugerkreditdirektivet kan gennemføres i dansk ret.  

Arbejdsgruppens betænkning vil nu blive sendt i høring, og jeg vil herefter i lyset af høringssvarene tage stilling til udformningen af et lovforslag på området.”

 

Til baggrund

I januar 2009 nedsatte Justitsministeriet en arbejdsgruppe, der fik til opgave at overveje, hvordan EU-direktivet om forbrugerkreditaftaler (2008/48/EF) bør gennemføres i dansk ret. Landsdommer Jon Fridrik Kjølbro har været formand for arbejdsgruppen. 

Med forbrugerkreditdirektivet er der vedtaget nye fællesskabsretlige regler om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med markedsføring og indgåelse af kreditaftaler. Ved kreditaftaler forstås aftaler om lån, henstand med betaling og andre tilsvarende finansielle produkter, eksempelvis kassekreditter og kontokort. 

Forbrugerkreditdirektivets formål er at harmonisere visse aspekter af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om forbrugerkreditaftaler. Det sker som fuldstændig harmonisering for at sikre, at alle forbrugere i EU får samme høje grad af beskyttelse af deres interesser og for at skabe et velfungerende indre marked for forbrugerkredit.  

Med direktivet sker der en udbygning af de regler, der skal sikre, at forbrugere kan sammenligne forskellige kreditgiveres tilbud. Det sker gennem indførelsen af nye og mere detaljerede krav til de oplysninger, som skal gives i reklamer, i kreditgiverens tilbud og i selve kreditaftalen. Angivelsen af de årlige omkostninger i procent (ÅOP) fastholdes som et centralt instrument til sammenligning af forskellige kredittilbud, men for at sikre sammenlignelighed på tværs af landegrænserne udbygges og præciseres kravene til opgørelsen af ÅOP.  

Forbrugerbeskyttelsen øges bl.a. gennem

  • nye krav om kreditgiverens oplysninger til forbrugeren forud for indgåelsen af en kreditaftale, så forbrugeren har bedre muligheder for at sammenligne tilbud fra flere kreditgivere,
  • nye krav til kreditgiverens vurdering af forbrugerens kreditværdighed,
  • krav om information til forbrugeren, hvis en anmodning om kredit afslås efter søgning i en database med kreditoplysninger,
  • skærpede krav til oplysning om renteændringer,
  • detaljerede regler om opsigelse af tidsubegrænsede kreditaftaler,
  • indførelse af en 14 dages fortrydelsesret for kreditaftaler,
  • detaljerede regler om førtidig tilbagebetaling af kreditter samt
  • særlige regler om overdragelse af rettigheder og kreditgivers informationspligt i forbindelse med overtræk.
     

Arbejdsgruppen har udarbejdet et lovudkast på baggrund af arbejdsgruppens overvejelser om, hvilke ændringer af dansk ret der er nødvendige for at gennemføre direktivet.

Arbejdsgruppen er endvidere på en række områder kommet med indstilling vedrørende gennemførelse af direktivet, hvor der trods totalharmoniseringen overlades valgmuligheder til medlemsstaterne.

Arbejdsgruppen har således indstillet, at forbrugerkreditdirektivets bestemmelser også skal finde anvendelse på

  • kreditaftaler med sikkerhed i fast ejendom, dog med modifikationer i forhold til tidspunktet for kreditgivers oplysningspligt, underretning om ændringer i debitorrenten, fortrydelsesret, førtidig tilbagebetaling og indfrielse før forfaldstidspunktet,
  • kreditaftaler til finansiering af erhvervelse af grundarealer eller bygninger mv.,
  • såvel særligt små som særligt store kreditaftaler,
  • kassekreditter, hvor kreditten skal betales tilbage inden en måned, og
  • kreditaftaler med investeringsselskaber eller kreditinstitutter med henblik på visse transaktioner.
  • Et mindretal på to af arbejdsgruppens medlemmer finder dog, at direktivet principielt ikke bør implementeres for så vidt angår kreditaftaler med pant i fast ejendom. Såfremt direktivet implementeres på dette område, finder disse medlemmer, at der skal gælde særlige regler for så vidt angår fortrydelsesret og oplysningspligt.

Arbejdsgruppen har også indstillet, at forbrugerkreditdirektivets bestemmelser ikke skal finde anvendelse på

  • leje- eller leasingaftaler uden pligt til at købe aftalegenstanden,
  • kreditaftaler, hvor kreditten ydes rentefrit og uden omkostninger mv., og
  • kreditaftaler, der indgås mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, medmindre kreditten ydes som led i arbejdsgiverens erhverv.
     

Arbejdsgruppen har endvidere bl.a. indstillet,

  • at der i overensstemmelse med gældende ret ikke på nuværende tidspunkt gives mulighed for en lempeligere regulering af kreditaftaler, der udbydes af visse medlemsorganisationer,
  • at der ikke gives mulighed for, at kreditgiveren kan undlade at oplyse de årlige omkostninger i procent ved bestemte former for kassekreditter,
  • at der ikke fastsættes en ”bagatelgrænse”, som skal være oversteget, før kreditgiveren har mulighed for at kræve kompensation ved førtidig tilbagebetaling,
  • at der gives mulighed for, at kreditgiveren ved førtidig tilbagebetaling kan kræve højere kompensation end direktivets grænser, hvis det kan dokumenteres, at kreditgiveren har lidt et større tab, og
  • at der gives mulighed for en lempeligere regulering af kreditaftaler om henstand eller ændret tilbagebetaling på baggrund af misligholdelse. 
     

Et mindretal på ét af arbejdsgruppens medlemmer finder dog, at der bør fastsættes en ”bagatelgrænse”, som skal være oversteget, før kreditgiveren har mulighed for at kræve kompensation ved førtidig tilbagebetaling.  

Læs arbejdsgruppens betænkning her (pdf)

Eventuelle spørgsmål kan rettes til kontorchef Lennart Houmann, telefon 72 26 87 10.