Ny kampagne mod børnesexturisme

Børnene lukker øjnene. Hvad gør du? Med disse ord indleder ministerier, politi, Red Barnet og rejseselskaber nu en fælles kamp mod seksuelt misbrug af børn.

I morgen lanceres en helt ny kampagne, der skal få folk til at gå til politiet, hvis de på deres rejser i udlandet får mistanke om, at danskere er med til at udnytte børn seksuelt.

Kampagnen sætter fokus på, at det efter en ændring af straffeloven i 2006 nu er muligt at strafforfølge danskere for seksuel udnyttelse af børn i udlandet – også selv om handlingen ikke er strafbar i det land, hvor overgrebet finder sted.

Kampagnen opfordrer alle danske rejsende i udlandet til at kontakte Rigspolitiet direkte på en særlig døgnåben telefonlinie  –  +45 33 43 09 90  –  hvis man bliver opmærksom på en dansker i mistænkeligt selskab med en mindreårig.

I de kommende dage vil der blive indrykket annoncer i en lang række danske dagblade, en ny hjemmeside – www.stopsexturisme.dk – bliver lanceret og der opsættes plakater om emnet i Københavns Lufthavn og Billund Lufthavn.

 

Justitsminister Lene Espersen siger:

”Seksuelle overgreb på børn hører til blandt de mest modbydelige former for kriminalitet. Det skal og vil vi som samfund aldrig tolerere. Det var præcist derfor, at jeg sammen med Folketinget fik gennemført en lov, der gør det muligt at straffe danskere, der udnytter børn seksuelt – også selvom det sker i udlandet.

Det kræver et nært samarbejde mellem politiet og den danske befolkning, hvis vi skal yde en effektiv indsats over for børnesexturisme.

De fleste af os ved intuitivt, når der er noget galt. Men ofte afviser vi tanken af frygt for at tage fejl, eller fordi vi ikke rigtig ved, hvem vi skal henvende os til, når vi oplever noget mistænkeligt i udlandet.  

Med dette samarbejde mellem myndigheder, Red Barnet, Danmarks Rejsebureau Forening og SAS ønsker vi at sætte fokus på emnet børnesexturisme. Kampagnen er udformet som en opfordring til alle danske rejsende i udlandet om at kontakte Rigspolitiet direkte på en særlig telefonlinie, hvis man i udlandet bliver opmærksom på en dansker i mistænkeligt selskab med en mindreårig.”

 

Fakta

Kampagnen er finansieret af Justitsministeriet (Rigspolitiet), Udenrigsministeriet, Det Kriminalpræventive Råd, Red Barnet, Danmarks Rejsebureau Forening og SAS.

Der er gennemført lignende kampagner mod børnesexturisme i bl.a. Belgien, Tyskland, England, Frankrig, Holland og Sverige.

Ifølge tal fra Red Barnet sker der hvert år over en million overgreb på børn i sexindustrien verden over.

En ny lov gør det nu muligt at strafforfølge danskere for seksuel udnyttelse af børn i udlandet, selv om handlingen ikke er strafbar der.

Ser du noget mistænkeligt på din ferie, kan du ringe direkte til Rigspolitiet på +45 33 43 09 90.