Regeringen har vedtaget en lov om en ny politiklageordning (lov nr. 404 af 21. april 2010).
Loven indeholder følgende hovedpunkter:
Der oprettes en ny myndighed - Den Uafhængige Politiklagemyndighed (Politiklagemyndigheden) - der overtager statsadvokaternes opgaver efter retsplejelovens kapitel 93 b med at undersøge og træffe afgørelse i sager om politipersonalets adfærd i tjenesten (adfærdsklager).
Den nye myndighed skal endvidere overtage statsadvokaternes opgave efter retsplejelovens kapitel 93 c med at efterforske strafbare forhold begået af politipersonale i tjenesten samt sager om personer, der er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt. Efter lovforslaget vil et politiklageråd få det overordnede ansvar for Politiklagemyndighedens virksomhed. Det vil efter lovforslaget fortsat være anklagemyndigheden (statsadvokaterne og Rigsadvokaten), der tager stilling til tiltalespørgsmålet og i givet fald møder i retten som anklager.
Den såkaldte notitssagsbehandling i mindre adfærdsklagesager, der er blevet etableret i praksis, lovfæstes. Det bør herudover ved alle adfærdsklager overvejes, om sagen under visse betingelser kan afsluttes ved en samtale mellem en overordnet politimand og klageren.
Det kommer endvidere til at fremgå udtrykkeligt af retsplejeloven, at der skal træffes afgørelse i adfærdsklagesager inden rimelig tid. Herudover bliver der pligt til at underrette klager og indklagede i adfærdsklagesager, hvis der ikke er truffet afgørelse inden for 6 måneder. I straffesager bliver der pligt til at underrette anmelder og de personer, der skal underrettes om statsadvokatens eller Politiklagemyndighedens afgørelse (typisk sigtede og forurettede), hvis der ikke inden for 12 måneder efter anmeldelsen er truffet afgørelse om indstilling af efterforskning, påtaleopgivelse mv.
Politiklagemyndigheden skal ikke efterforske sager om overtrædelse af færdselslovens hastighedsbestemmelser, der er begået af politipersonale, hvis den pågældende erkender sig skyldig, hastighedsovertrædelsen ikke skønnes at ville medføre anden sanktion end bøde eller betinget frakendelse af førerretten, og hastighedsovertrædelsen ikke involverer tredjemand. Sådanne sager skal efter forslaget behandles af politiet.
Endelig vil den forenklede procedure for behandling af erstatningskrav i retsplejelovens kapitel 93 a om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning også kunne anvendes ved erstatningskrav i sager om personer, der er afgået ved døden eller kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt. Det indebærer bl.a., at der er en nem adgang til domstolsprøvelse af erstatningsspørgsmålet, og at der sker advokatbeskikkelse.
Reglerne om den nye politiklageordning træder i kraft per 1. januar 2012.
Læs loven om den nye politiklageordning - lov nr. 404 af 21. april 2010
Læs hele lovforslaget her
Politiklagemyndighedens hjemmeside