Politiet skal tættere på borgeren

Bragt i Dagbladet m.fl. 22. juni 2018

 

Politiet er til for borgerne. Så enkelt kan det siges. Politiet skal hjælpe borgerne, når behovet er der, og politiet skal sætte sig i borgernes sted. Borgerne skal både vide og mærke, at politiet er tæt på og til for at sikre vores alles tryghed. Uanset hvor man bor eller befinder sig i Danmark. Derfor skal vi også have mere lokalt orienteret politi.

Vi skal have synlige, lokale betjente, der skal være tæt på borgerne og det lokale erhvervsliv, så de hurtigt kan mærke, hvor skoen trykker. Det skaber tryghed, når man ved, at politiet er nært, og når man kender de lokale betjente. I første omgang vil jeg tilføre mere end 100 betjente til de lokale politiopgaver fordelt ud over landet. Lige fra Nordjylland til Bornholm.

Et eksempel på arbejdet med at mindske utrygheden hos borgerne finder man i Sydsjælland og på Lolland-Falster, hvor politiet gennem længere tid har arbejdet med ’Projekt Utryg borger’ - et projekt lige i min ånd. Med ’Projekt Utryg borger’ ringer politiet en ekstra gang, eller kører måske ud, hvis nogen har haft en utryg oplevelse. Den personlige og særlige indsats gør ifølge politiet borgerne mere trygge, og borgerne sætter pris på at blive kontaktet af politiet, når de har følt sig utrygge.

Derfor vil jeg sørge for, at projektet udbredes til hele landet som en del af mit kommende udspil om et mere lokalt orienteret politi. I mine øjne skal politiet følge op på for eksempel døgnrapporten og kontakten med borgerne gennem alarmcentralen for at identificere utrygge borgere. Så kan politiet enten ringe eller komme ud til borgere, der har følt sig utrygge, og tage en opfølgende samtale.

Efter sommerferien vil jeg præsentere mit udspil, som vigtigst af alt skal give politiet flere redskaber til at sikre den nære, lokale tryghed rundt om i landet.

Jeg har, som justitsminister, oplevet stor forståelse fra borgere, borgmestre og lokalsamfund for, at politiet i de seneste år har arbejdet så hårdt, som de har kunnet på blandt andet bandekonflikt, indsatsen mod terror og grænsekontrol. Men mange har også haft et stort ønske om at få et mere lokalt orienteret politi. Det vil jeg nu sørge for bliver en realitet.