Indbrud krænker - derfor strammer vi op

Debatindlæg af justitsminister Søren Pape Poulsen bragt i Jyllands-Posten 21. februar 2017.

 

Når indbrudstyve trænger ind i ens hjem, kan man miste genstande af stor værdi. Men man kan også miste noget, der aldrig kan erstattes gennem indboforsikringen: Trygheden.

Hjemmet skal være det sted, hvor man altid skal kunne føle sig tryg. Hvor man kan lukke døren bag sig og slappe af. Derfor er et indbrud i mine øjne en meget alvorlig krænkelse. Med tre nye initiativer vil jeg sørge for, at denne alvor i højere grad bliver afspejlet både i lovgivningen og i politiets efterforskning.

For det første skal der indsættes en selvstændig indbrudsparagraf i straffeloven, så indbrud ikke længere straffes efter tyveriparagraffen.

Indbrud er langt mere grænseoverskridende end f. eks. at få stjålet en cykel fra et fortov. Men det straffes i dag efter samme paragraf i straffeloven.

Det, synes jeg ikke, står mål med forbrydelsens alvor. Jeg tror, at ofrene i højere grad vil føle sig taget seriøst, når den forbrydelse, de har været udsat for, ikke opfattes som andre former for tyveri.

For det andet skal straffen skærpes med en tredjedel, hvis indbruddet bliver begået, mens der er nogen hjemme. Jeg kan næsten ikke forestille mig noget mere ubehageligt. Tænk, at vågne op om natten og høre nogen, der pusler rundt i stuen. Lige netop derfor er indbrud så meget grovere end f. eks. et cykeltyveri.

Også selvom udbyttet i kroner og ører måske er det samme for tyven. For det handler ikke så meget om de genstande, man har mistet. Det handler om, hvorvidt man stadig føler sig tryg i sit hjem eller ej.

 

Styrket fokus

For det tredje skal der være styrket fokus hos politiet på indsatsen mod indbrud og omrejsende kriminelle. De omrejsende kriminelle grupper er skruppelløse og velorganiserede, og vi kan ikke forvente, at problemet går væk af sig selv.

Derfor skal politiet intensivere sit fokus på indsatsen mod bl.a. tyvebander, der kommer til Danmark med det formål at lave organiserede indbrudstogter i villakvartererne. Helt konkret skal der oparbejdes en større viden om de omrejsende kriminelles fremgangsmåder, og de efterforskningsmæssige kompetencer skal styrkes. Herudover skal politiets muligheder for at finde folk her i landet, der hjælper de omrejsende kriminelle udlændinge, forbedres.

For mig er det afgørende, at vi med disse indbrudsinitiativer sender et klart signal om, at vi ikke tolererer indbrudstyves hensynsløse adfærd. De vil fremover blive mødt af en skærpet straf, en selvstændig indbrudsparagraf og en mere fokuseret indsats fra politiets side.