Vi har brug for Springsteen

Kronik af justitsminister Morten Bødskov. Bragt i Jyllands-Posten mandag den 5. marts 2012.

 

Jeg husker stadig den dag, da min kammerat satte Bruce Springsteens "Born in the USA" på pladespilleren i Karup Ungdomsklub. 15 år var jeg. Pladen var Springsteens globale gigantgennembrud og havde selvfølgelig også ramt den jyske hede. Flere af mine venner mener, at jeg siden da har siddet fast i samme musikalske rille.

Sandt er det, at de forgæves forsøgte at introducere mig til 1980' ernes hotte navne. Men i Karup fængede mænd med mascara, The Cures og Depeche Modes sorte depressionsoutfit aldrig helt. Det var jeans, t-shirt og caps. Fuldstændig som Springsteen på coveret af "Born in the USA".

Nu er Springsteen tilbage.

" Wrecking Ball" er et suverænt album. Det er Springsteen-classic på rundtur i alle amerikanske musikgenrer mod kernen af dét, hvor Springsteen er bedst: skildringer af skæbner i afstanden mellem den amerikanske drøm og dens ofte brutale virkelighed.

Jeg husker stadig den dag, da min kammerat satte Bruce Springsteens "Born in the USA" på pladespilleren i Karup Ungdomsklub.

Hvad er det, Springsteen rammer? Svaret er faktisk meget enkelt.

Han er lige til. Og hans evne til at kombinere passion med ægthed er unik på rockscenen. " State Trooper", "Thunder Road", "The River", "Racing in the Street", "Something in the Night", "Incident on 57th Street", "Jungleland", "Gipsy Biker". Find dem på Youtube, og oplev en sjældent set intensitet i det enorme cirkus, der typisk omgiver globale rockbands.

Her er ingen megastadionscener udformet som lysende edderkopper eller buldrende fyrværkeriintros. Der er et band, lidt lys og Springsteen i front i en intens omfavnelse af tusindvis af mennesker. Det er den rene autenticitet, der gør Springsteens koncerter legendariske.

Siden min første koncert i Idrætsparken i 1988 har jeg set Springsteen de gange, han har været i Danmark. Hvad enten det er foran 45.000 tilskuere i Parken, med fuldt tryk på E Street Band eller alene med guitaren foran 2.500 i Falkoner Teateret er han den samme. Nærværende, men i total kontrol. Fra det ene yderpunkt til det andet. Fra "The River", hvor man foran scenen kan høre en knappenål falde på bagerste tribune, til vreden, den fælles udlængsel og energiudladning i "Born to Run". Uanset i hvilket yderpunkt man befinder sig, er Springsteen til stede. Han er leveringsdygtig i det hårrejsende og intense møde, hvor det kun er dig og ham. En oplevelse for livet.

I 2008 så jeg Springsteen og E Street Band på Giants Stadium i New Jersey, USA. Hans hjemstat.

Aldrig har jeg oplevet noget lignende.Fra det sekund han satte foden på scenen, var det et 60.000-mennesker stort backingkor, han havde foran sig. Ved siden af mig stod en kok fra Philadelphia. Da Springsteen slog over i nummeret "Drive All Night" fra "The River"-albummet, sagde han til mig, at jeg ikke måtte grine ad ham, hvis han begyndte at græde. Det gjorde jeg ikke. For ærlig talt, jeg havde selv en klump i halsen.

I forrige uge var Springsteen i Paris som led i promotion for "Wrecking Ball". Mere vred end nogensinde kunne danske medier berette. Det tegner godt.

For hvor personerne i "Born in the USA"-teksterne er ramt af Reagan-80' ernes krise, arbejdsløshed og frustrationer, er vreden nu rettet mod dem, der i høj grad har skabt den nuværende krise; finanssektoren og dens absurde adfærd og alvorlige konsekvenser for det amerikanske samfund.

Igen har Springsteen fanget et moment, en vrede, der gør hans værk relevant for os på den anden side at Atlanten. For finanssektorens grådighed ramte jo ikke kun USA.

Når Springsteen den 7. juli indtager Orange Scene på Roskilde Festivalen, står han midt i den danske finanskrises åsted. Der kan synes langt fra Wall Streets groteske grådighed til Dyrskuepladsen i Roskilde. Og alligevel ikke. Det var her i Roskilde, den danske finanskrise tog fart.

Forhåbentlig er vindretningen den rigtige, når Springsteen indtager scenen med numrene "Easy Money" og "Death to my Hometown". Det vil sikre mændene bag den grådighed, der væltede Roskilde Bank omkuld, den rette baggrundsmusik til aftencognacen i patriciervillaen.

Som Socialdemokraternes forhandler af fire bankpakker med garantier og lån til bankerne på svimlende milliardbeløb er jeg stadig forarget over dele af finanssektorens grådighed.

Hvordan finanssektoren moralsk kan forsvare eksorbitante lønstigninger til topcheferne, mens almindelige familiers renter under krisen tordnede i vejret, er mig stadig helt uforståeligt.Argumentet om at det er nødvendigt for at tiltrække de bedste ledere, ved man ikke, om man skal græde eller grine over.

Finanskrisen var ikke udtryk for »bare et markedssvigt«. Et synspunkt, én fra finanssektoren i ramme alvor præsenterede mig for, da afgrunden var nær i efteråret 2008.

Finanskrisen blev ikke skabt på fabrikken ved samlebåndene eller i skurvognene på byggepladsen. Finanskrisen blev skabt af en finanssektor, hvor den evige jagt på den sidste risikofyldte marginal drev den samlede sektor i grus.

Det er ikke første gang, vi står midt i en finanskrise. I Danmark er det tredje gang. Og Springsteens "Wrecking Ball" er ikke første gang, han tager fat på konsekvenserne af grådigheden blandt dem, der stadig tituleres som samfundets top.

Derfor gør det bestemt ikke noget, hvis de tidligere bankdirektører i Roskilde får en grund til eftertanke over, om det var rigtigt at overtale pensionister og godtroende familier til at købe bankens usikre aktier, mens de selv sikrede sig enorme bonusordninger til deres tidlige otium med udsigt over Roskilde Fjord.
Måske "Wrecking Ball" ligefrem kunne være gaven og det moralske supplement til næste runde af lønfest i toppen af finanssektoren?

Springsteens engagement i politik er meget tydeligt. Vi, der fulgte Barack Obamas succesfulde præsidentkampagne, så Obama side om side med Springsteen. Ene mand med guitaren i en hjælp til at sikre, at Obamas tusindtallige fanskare var "fired up, ready to go".

Var Springsteens engagement i Obamas kampagne påtaget og letkøbte celibritypoint? På ingen måde. Det var hans chance for at lukke lidt af gabet mellem den amerikanske drøm og dens brutale virkelighed.

Måske "Wrecking Ball" ligefrem kunne være gaven og det moralske supplement til næste runde af lønfest i toppen af finanssektoren?

Obama var ikke den første demokrat, Springsteen støttede. Demokraternes præsidentkandidat John Kerry fik samme hjælpende hånd. Men også arbejdet for Vietnam-veteranerne, deres krav på anstændig hjælp for deres mange ofre og et utal af aktiviteter til støtte for det amerikanske samfunds udsatte kaster Springsteen sig ud i.

At Springsteen også kan samle, er hans sublime "The Rising"-udgivelse et vidnesbyrd om. Efter de forfærdelige terrorangreb på New York og Washington 11. september 2001 siges det, at det var mødet med en tilfældig person på en parkeringsplads, der for alvor satte gang i arbejdet med albummet "The Rising". »We need you now,« var beskeden til Springsteen.

Og skal man pege på ét album, som samlede USA både i sorgen over terrorens ofre og behovet for genrejsning, er det "The Rising". De, der ikke fik kuldegysninger af numrene "Into the Fire", "My City of Ruins" og "You're Missing", har dem til gode.

Hyldesten til brandmændene fra New York Fire Departement i "Into The Fire" er skrevet og sunget så stærkt, som tænkes kan. Savnet i "You're Missing" er uimodståeligt, og sammenbruddet i "My City of Ruins" er beskrevet så knusende, men rejser sig i skæret af 11. september-angrebet med en afslutning, som selve symbolet på behovet for genrejsning.

Alle, der så den tv-transmitterede støttekoncert efter 11. september-angrebet, så Springsteen samle og skabe håb i en håbløs tid. Skal jeg selv pege på et favoritalbum er det "Darkness on the Edge of Town".

29 år var Springsteen, da pladen udkom i 1978. Et imponerende værk. Her er Springsteens univers intakt. Bilerne, kvinderne og fortvivlelsen båret af et ekstremt power i numrene. Jeg har tit tænkt på, hvordan man som bare 29-årig kan mestre et sådant værk? Svaret kom med dokumentarfilmen "The Promise", der omhandler tilblivelsen af albummet. Her ser man en ung Springsteen, der arbejder med imponerende dedikation.

Ej heller her er der noget rockglamour over Springsteen. Han er som i dag. Hårdtarbejdende, intens og autentisk i samarbejdet med E Street Band.

Jeg var otte år, da "Darkness on the Edge of Town" udkom. I dag står pladen stadigvæk som min Springsteen-plade. Uanset hvor mange gange jeg hører "Badlands", "Adam Raised a Cain" eller "Racing in the Street", får jeg kuldegysninger.

Den vrede, der høres i "Badlands", har mange i optakten til udgivelsen af "Wrecking Ball" peget på igen er til stede i singlen "We Take Care Of Our Own".

Jeg er enig.

I 1978 var der "trouble in the heartland". I 2012-udgaven får ikke mindst USA's tidligere præsident George Bush' håndtering af Katrina-katastrofen i New Orleans en ryster af dimensioner.

For »do we take care of our own?«, som Springsteen for nylig spurgte. Et rigtigt godt spørgsmål til de tusinder, han den kommende tid skal møde på stadion i Europa og USA Når Springsteen står på Orange Scene den 7. juli, er det 27 år siden, jeg hørte "Born in the USA"-pladen i Karup Ungdomsklub. Jeg vil være på plads igen.

Jeg bliver ved, så længe han er her. For mig er og bliver han rockens mest autentiske og sympatiske person.