Venstre vil svække indsatsen mod rockerne

Debatindlæg af justitsminister Morten Bødskov. Bragt i Politiken den 28. august 2012.

 

Det forkastelige angreb (20.8.) på skadestuen ved Odense Universitetshospital vækker stor vrede hos alle, der er engageret i det danske samfund.

Vi kan på ingen måde acceptere en så brutal og absurd opførsel. Jeg er derfor meget tilfreds med, at Fyns Politi også har grebet så hurtigt og effektivt ind, og at der allerede er foretaget anholdelser. Efterforskningen er godt i gang.

Politiet har nu brug for arbejdsro til at komme til bunds i sagen, og det respekterer vi naturligvis i regeringen.

Vi kan på ingen måde acceptere en så brutal og absurd opførsel.

Sammen med social- og integrationsministeren og ministeren for by, bolig og landdistrikter har jeg i torsdags afholdt et møde med Odense Kommune og Fyns Politi. Kommunen og politiet forklarede her nærmere om situationen i Vollsmose og det store og vigtige arbejde, som gøres for at dæmme op for urolighederne og sikre tryghed i området. Den fremadrettede indsats blev drøftet på den baggrund. Vi har brug for omtanke og løsninger, der virker - ikke politiske panikforslag.

Desværre har Venstre i et forsøg på at vise handlekraft og profilere sig selv valgt at fremlægge et forslag, som er meget uigennemtænkt, og som jeg derfor vil advare kraftigt imod. Retsordfører Karsten Lauritzen går helt uhørt ind og vil prioritere i politiets konkrete operationelle arbejde. Han foreslår, at alle ressourcer fra Vestdanmarks rocker- og bandeindsats, den såkaldte Task Force Vest, skal sendes til Odense det næste halve år, og pengene skal hentes fra næste års budget.

Men hvis Task Force Vest koncentrerer hele sin indsats i Odense, hvad gør man så ved rocker- og bandekriminaliteten på resten af Fyn og i Jylland? Vil Venstre i ramme alvor svigte tusindvis af borgere i for eksempel Esbjerg, Aarhus og Aalborg, hvor man også har alvorlige problemer med rockere og bander? Disse væsentlige spørgsmål har Karsten Lauritzen ikke givet noget svar på.

Politiet har nu brug for arbejdsro til at komme til bunds i sagen, og det respekterer vi naturligvis i regeringen.

Samtidig påstår Karsten Lauritzen, at Fyns Politi ikke magter at løse den forhåndenværende opgave. Det er simpelthen ikke korrekt. Det lokale politi yder en kæmpe indsats og får allerede nu bistand af Task Force Vest og Rigspolitiet.

Jeg vil derfor gerne opfordre Karsten Lauritzen til at blande sig uden om politiets håndtering af konkrete sager og holde sig til at diskutere de overordnede politiske løsninger og prioriteringer. Det er den arbejdsdeling, der skal være mellem politikere og politi.

Venstre er velkomne med konstruktive bidrag til debatten, men panikforslag som dette skader mere, end det gavner.