Levn fra fortiden spænder ben for fremtiden

Kronik af justitsminister Morten Bødskov og landsformand for Europabevægelsen Erik Boel. Bragt i Kristeligt Dagblad den 25. maj 2012.

 

Med EU-formandskabet er der i Danmark sat mere fokus på EU. Det aktualiserer spørgsmålet om Danmarks position i EU og den rolle, som de danske forbehold spiller. Forbeholdene er et resultat af, at danskerne i 1992 stemte nej til Maastrichttraktaten. Det er nu 20 år siden, og der er grund til at rejse det spørgsmål, om forbeholdene stadig er løsningen for Danmark.

Ikke mindst retsforbeholdet er en byrde, som vi i dag ofte må kæmpe med, når vigtige beslutninger skal tages. Lissabon-traktatens ikrafttrædelse gør det svært for Danmark at præge og deltage i samarbejdet i EU.

Med Lissabon-traktaten blev samarbejdet om politi-og strafferet flyttet fra det mellemstatslige samarbejde til et overstatsligt samarbejde, som er omfattet af Danmarks forbehold. Det betyder, at vi ikke kan deltage i ny lovgivning på vigtige områder som for eksempel politisamarbejde.

Vi kan altså ikke drage nytte af de fordele, som fælles EU-regler på dette område kan have.

Det giver god mening, at EU intensiverer samarbejdet på det strafferetlige område, da grænseoverskridende kriminalitet udgør et stort problem i Europa. Det gælder blandt andet inden for terrorisme, narkotikasmugling, børnepornografi og menneskesmugling.

En effektiv indsats mod grænseoverskridende og organiseret kriminalitet forudsætter et stærkt samarbejde på tværs af landegrænserne. Retsforbeholdet kan på sigt vanskeliggøre politiets arbejde i forhold til bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet, hvilket kan gøre Danmark mere attraktivt for kriminelle.

Desuden kan det præge det billede, som resten af EU har af os, fordi Danmark kan blive opfattet som et land, der ikke gør nok for at bekæmpe kriminalitet. Der kan nævnes en række eksempler på lovgivningsinitiativer, der skal fremme det politi-og strafferetlige samarbejde i Europa, som Danmark ikke kan være med i.

Et vigtigt eksempel er forslaget om en europæisk efterforskningskendelse, som det danske formandskab for tiden forhandler med Europa-Parlamentet. Forslaget vil kunne medføre et væsentligt hurtigere samarbejde om efterforskning af kriminalitet i Europa.

I dag gælder der for eksempel ingen tidsfrister for, hvornår politiet i EU-landene skal besvare anmodninger fra andre EU-lande om eksempelvis afhøring af vidner, indhentelse af bankoplysninger eller beslaglæggelse af bevismateriale i udlandet. Det kan derfor tage lang tid at få tilvejebragt oplysningerne, og i værste fald kan opklaringen af sagerne gå i stå.

Efter forslaget skal myndighederne inden for få uger besvare anmodninger fra andre EU-lande. På den måde kan politiet arbejde hurtigere til gavn for borgerne.

Et andet godt eksempel er forslaget om et nyt system til udveksling af oplysninger om flypassagerer. Oplysninger om rejsemønstre spiller en stor rolle i forbindelse med efterforskning af narkotikasmugling, menneskehandel og terrorisme. Forslaget styrker myndighedernes mulighed for at bruge flypassageroplysninger som led i indsatsen mod terrorisme og anden alvorlig kriminalitet. Heller ikke her er Danmark med.

EU's vigtige offerpakke, der rummer flere forslag, viser også betydningen af retsforbeholdet. Et af forslagene indebærer, at hvis der er udstedt et polititilhold, sådan at en person ikke må kontakte for eksempel sin tidligere samlever eller ægtefælle, så skal der være mulighed for, at myndighederne i andre medlemsstater kan anerkende et sådant tilhold.

Forbeholdet betyder imidlertid, at danske borgere ikke vil kunne nyde godt af den beskyttelse, som forslaget tilsigter at give personer, der udsættes for chikane.

Dette er et eksempel på, at retsforbeholdet kan have meget konkrete konsekvenser for danske borgere.

Det er ikke kun politiet og den kriminalpræventive indsats, der bliver hæmmet af vores forbehold. Også økonomisk kan forbeholdet for retlige og indre anliggender hævdes at udgøre et alvorligt problem. Danske virksomheder siger samstemmende i en undersøgelse fra Dansk Erhverv, at retsforbeholdet forringer danske virksomheders konkurrencevilkår, således at de ikke kan agere på fair og lige vilkår med deres europæiske konkurrenter. Det drejer sig navnlig om løsning af juridiske tvister på tværs af grænser og samarbejde på det strafferetlige område.

Også på det civilretlige område giver forbeholdet anledning til problemer. EU's indre marked bygger på, at virksomheder handler, indgår aftaler og etablerer datterselskaber på tværs af grænserne. Men indimellem går det galt, og virksomhederne går konkurs eller bliver uenige om indgåede aftaler. Og hvilket lands regler gælder så? EU-samarbejdet gør det muligt at fastsætte fælles regler og procedurer i forbindelse med juridiske tvister på tværs af EU-grænserne. Hvis virksomheder undlader at overholde kontrakter eller betale deres regninger til tiden, kan man i kraft af EU-reglerne finde en hurtig løsning på problemet. Men det danske retsforbehold står i vejen.

Et meget aktuelt eksempel er forslaget om en europæisk kontosikringskendelse. Forslaget har til formål at indføre en ny europæisk procedure for sikring af bankkonti, således at en debitor ikke kan flytte eller hæve indeståender på sine bankkonti i EU for at undgå at betale sin gæld. På grund af forbeholdet vil Danmark ikke være med i denne ordning.

Også konkursforordningen illustrerer retsforbeholdets konsekvenser for erhvervslivet. Den drejer sig om konkursbehandling med videre i tilfælde, hvor skyldnerens aktiver befinder sig i flere EU-medlemsstater. I forordningen er der bestemmelser om kompetence, lovvalg og gensidig anerkendelse af retsafgørelser om konkurs, samtidig med at den bidrager til en koordinering af de foranstaltninger, der skal træffes i forbindelse med en insolvent skyldners aktiver.

Danmarks forbehold betyder helt overordnet, at det er mere besværligt at gennemføre en konkursbehandling af en virksomhed, der har aktiver i både Danmark og i et eller flere andre EU-lande.

En dansk konkursbehandling vil ikke nødvendigvis blive anerkendt i andre EU-lande. Dette betyder, at kreditorerne for at få del i aktiver i et andet EU-land kan være nødt til at tage skridt til en særskilt konkursbehandling i det pågældende land. En sådan særskilt konkursbehandling vil typisk være både besværlig, tidskrævende og dyr. I forhold til konkursbehandlingen, der foregår i et andet EUland, omfatter behandlingen på grund af retsforbeholdet ikke skyldnerens aktiver i Danmark.

Hvis Danmark alligevel ønsker at indgå i det retlige samarbejde på enkeltområder, kræver det indgåelse af såkaldte parallelaftaler. For at få en parallelaftale skal Kommissionen og de øvrige lande acceptere dette, og erfaringsmæssigt er det ikke altid muligt. Hidtil har Danmark indgået tre parallelaftaler, mens ønsker om parallelaftaler er blevet afvist to gange. Det var blandt andet tilfældet i forhold til den nævnte konkursforordning.

Som det også gælder i skolegården, skal man give lidt til fællesskabet for at få lov til at lege med. Danmark sender med forbeholdene et signal om manglende engagement, og desuden skaber parallelaftaler et stort ekstraarbejde for alle, også de andre EU-lande. Det er desuden forståeligt, at de andre lande finder det modstridende at fastholde et forbehold og så alligevel bede om særaftaler bagefter.

Men frem for alt skader forbeholdene Danmarks interesser.

Der er sket meget siden 1992, og EU-samarbejdet har gennemgået en betydelig udvikling. Eksemplerne på sager, hvor forbeholdet ikke gavner Danmarks interesser, er efterhånden mange.

Vi begynder nu for alvor at betale prisen for at stå uden for EU-samarbejdet.

Retsforbeholdet har derfor passeret udløbsdatoen.