Er DF et yderliggående fløjparti?

Indlæg af justitsminister Morten Bødskov. Bragt i Berlingske mandag den 20. februar 2012.

 

Lad os sige det, som det er: Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har altid haft det svært med hinanden. Fra det øjeblik, Pia Kjærsgaard stiftede partiet, gik det til frontalangreb på daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen, og den siddende SR-regering.

Denne historik giver naturligt nok ikke lige grundlaget for det mest hjertelige forhold mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Og når man dertil lægger, at partierne i dag på mange områder har meget forskellig politik og ønsker hver sin statsminister, er det let nok at se, at der er mange grunde til, at det ikke altid er naturligt at søge et samarbejde.

I min bog er det dog sådan, at historiske konflikter aldrig må afholde politikere fra at pakke de negative følelser væk, droppe splid og splittelse og sætte sig sammen for at finde praktiske løsninger på store udfordringer, når befolkningen og landet bliver mødt af sådanne.

Og Danmark står netop nu over for meget store udfordringer. Det er derfor tid til, at vi som politikere pakker gammelt nag og splittelse væk og finder løsninger på, hvordan vi skal styrke Danmark til at møde de udfordringer, der vokser op foran os.

Det skal ikke være autoritære statsstyrede systemer, som vi ser i nogle asiatiske lande, der skal bygge en ny verdensorden - mens Vesten står med økonomiske problemer og skal svare på, hvad vi skal leve af i fremtiden.

Og vi skal ikke styres af den frie, uhæmmede kapitalisme, der kaster samfundet rundt i den ene krise efter den anden - som vi oplever yderliggående amerikanske præsidentkandidater tale for. Det vil vi alle blive fattigere af. Vi skal nyskabe troen på, at en europæisk model med demokratisk samarbejde om at styre økonomien til gavn for fællesskabet er den mest bæredygtige og bedste måde at indrette samfundet på for især flertallet af almindelige borgere.

Det er en monumental udfordring, vi står over for - med kriserne i den globale og europæiske økonomi - og den dertil hørende tvivl, det har rejst om de værdier, som vi i Danmark står for. Over andelsbevægelse, fagbevægelse og til velfærdssamfundet har vores løsninger været at finde sammen og organisere os på for i fællesskab at finde nye løsninger og styrke.

Det skal ikke være autoritære statsstyrede systemer, som vi ser i nogle asiatiske lande, der skal bygge en ny verdensorden - mens Vesten står med økonomiske problemer og skal svare på, hvad vi skal leve af i fremtiden.

Det er en dansk værdi at insistere på at støtte hinanden i svære tider, og det har bragt det danske samfund langt, som en succeshistorie om, hvordan man kan indrette sig i verden.

Nu hvor krisen blæser om ørerne på os, må vi finde ind til den danske styrke for at rejse landet igen og inspirere andre europæiske lande til at gøre det sammen med os.

Regeringen har lovet at samarbejde med alle, der er villige til at finde de nødvendige løsninger, og jeg kan forsikre alle borgere og partier i Folketinget om, at jeg har tænkt mig at gøre mit yderste for at leve op til det løfte.

Det var derfor også med meget stor interesse, jeg mandag den 30. januar læste et interview i Berlingske med Kristian Thulesen Dahl og Morten Messerschmidt. Her udstikker de to meget forskellige retninger for partiet.

Messerschmidt vil gøre partiet til et nykonservativt dogmatisk parti, der skal hylde ulighed for at cementere forskelligheder i samfundet for at sikre dynamik. Thulesen Dahl siger, at han står for et mere lighedsorienteret parti. Her er ikke tale om lidt konkret uenighed, som vi finder det i alle partier på Christiansborg. Her er tale om to helt fundamentalt grundlæggende bud på, hvad det er for en politisk linje, Dansk Folkeparti skal følge i fremtiden.

Siden interviewet blev bragt, har jeg derfor også gået spændt rundt og ventet.

Først ventede jeg på, at Pia Kjærsgaard skulle komme på banen og afklare debatten. Hvad er Dansk Folkepartis linje?

Vil partiet søge indflydelse for at skabe fælles løsninger og mere social retfærdighed?

Eller vil partiet nu selv melde klart ud, at det tilhører det yderste højre og derfor ikke er det pragmatiske parti, som partilederen hidtil har hævdet?

Kjærsgaard er jo aldrig sen til at håne andre partier med slinger i valsen, så jeg troede, at det måtte være et spørgsmål om timer, før hun klarlagde linjen oven på forvirringen, som de to prinser havde skabt i Berlingske. Men her næsten to uger senere, er der stadig ingen klarhed om, hvilken vej partiet vil.

Da spændingen over at vente på svar fra Kjærsgaard løb lidt ud i sandet, blev den erstattet af spændingen ved at vente på, at den fjerde statsmagts kritiske bid nu måtte tage fat. For medierne ville da ikke lade så fundamental en uenighed stå ubelyst? Men også her sivede luften langsomt ud af forventningerne, og der blev ikke rejst de nødvendige spørgsmål til, hvad det før valget så markante parti egentlig grundlæggende vil nu.

Pia Kjærsgaard har gennem tiden talt om det som en mærkesag, at Dansk Folkeparti skulle undgå at være et fløjparti, men at partiet skulle søge indflydelse - også hos en ny socialdemokratisk ledet regering - og søge at komme med i konkrete aftaler.

Dansk Folkepartis leder gik endda på et tidspunkt så langt, at hun gik rundt og sagde, at partiet skulle være et midterparti.

Jeg har beskrevet nogle vigtige historiske modsætninger mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne - vi er to meget forskellige partier med meget forskellig politik.

Men jeg kan sige klart, at jeg ingen bitterhed eller negative følelser har, der hæmmer min vilje til at samarbejde med alle, der vil skabe løsninger til gavn for Danmark.

Jeg glædede mig derfor også inden valget meget over, at Dansk Folkepartis ledelse så klart meldte ud, at de ville søge reelt samarbejde og indflydelse efter et valg.

Så sent som 15. september sagde Kristian Thulesen Dahl til Ritzau: "Da Socialdemokraterne tabte regeringsmagten i 2001, satte de sig hen i et hjørne og surmulede i et helt år. Den fejl vil vi ikke begå." Og han forklarede endvidere, at partiet ville være klar til at søge indflydelse og nævnte konkret social-og sundhedsområdet som felter, hvor Dansk Folkeparti vil kunne samarbejde med en ny regering.

Med artiklen i Berlingske fra sidste mandag og med Dansk Folkepartis ageren efter valget, er billedet dog et helt andet.

Partiet bruger netop al sin tid på at være sure og bitre, og enhver konstruktiv tendens til samarbejde bliver kvalt.

Det gør det noget vanskeligt for os som regering at forholde os til Dansk Folkeparti, fordi det virker som om, Morten Messerchmidts linje allerede har vundet, og partiet har besluttet at cementere sin kurs på ethvert politisk område ude på den yderste højrefløj.

Men jeg tager måske fejl?

Måske vil partiet følge den linje, som Thulesen Dahl angiver?

Måske vil det søge indflydelse?

Hvis det er tilfældet, er jeg som sagt åben for samarbejde for alle, der vil søge konstruktive løsninger.

Så er det klart, at også Dansk Folkeparti må se i øjnene, at partiet ikke længere er med i en blok af et VKO-flertal.

Dansk Folkeparti må skrue ned for den skingre retorik, der kun handler om at hænge folk ud og spille grupper i det danske samfund ud mod hinanden. Vi kan ikke komme videre som samfund, hvis vi i vores retorik og politik forårsager mere splittelse og skaber flere konflikter. På alle områder må vi insistere på, at partier søger at finde konstruktive løsninger og er imødekommende over for hinanden.

Vil Dansk Folkeparti det?

Er der mere end erklæringer bag Thulesen Dahls ord?

Vil partiet spille ud med noget, der kan bringe os tættere sammen og finde løsninger på problemer?

Eller vil man fortsat have fokus på, hvor man ser problemer og vil slå ned på folk - altså fokus på politik, der skaber konflikter og splittelse?

Det sidste medvirker jeg ikke til, men jeg er altid parat til en konstruktiv dialog, hvis Dansk Folkeparti reelt forlader Messerchmidts yderliggående linje, og det viser sig, at Thulesen Dahls kurs vinder.

Hvis det viser sig, at der er vilje til at sætte handling bag ordene.