Hvor er V og DF's svar på vækstkrisen?

Indlæg af justitsminister Morten Bødskov. Bragt i Berlingske den 2. november 2011.

 

Claus Hjort kalder det utopisk, at regeringens kickstart kan gøre en forskel. Venstre har altså den opfattelse, at politikerne må se stiltiende til, mens landet taber arbejdspladser og velstand. Måske forklarer det, hvorfor den tidligere regering sad på hænderne, mens krisen væltede ind over os.

Regeringens kickstart er et offensivt bud på, hvordan vi får skabt fornyet vækst i Danmark. Vi giver et solidt skub til økonomien ved at fremrykke investeringer for mere end 17 mia. kr. i 2012 og 2013. Dermed skaber vi først og fremmest 11.000 nye arbejdspladser. Det giver i sig selv et bidrag til at få flere ledige i arbejde, sikre fornyet vækst i virksomhederne og lempe presset på de offentlige kasser. Hertil kommer, at en kickstart vil bidrage til at skabe fornyet optimisme hos forbrugerne, der kan give et yderligere spark til væksten.

Debatten om kickstart er en diskussion om at gøre noget over for ikke at gøre noget for at få os ud af krisen. Venstre og det tidligere flertal gjorde ondt værre ved at sidde på hænderne, og denne fejlslagne politik ønsker Venstre nu, at den nye regering fortsætter. Den nye regering vil føre en aktiv politik. Så nu gør vi noget i fællesskab. Det gode er, at vi får at se, hvem der har ret. Inden næste valg har vi svaret på, om den nuværende regerings politik er den rigtige til at få os ud af vækstkrisen. Til den tid modtager vi med sindsro vælgernes dom.

Indtil da burde Venstre og resten af oppositionen komme med et troværdigt bud på, hvordan vi kommer ud af vækstkrisen. De korslagte armes politik må høre op, og Venstre må som det ledende oppositionsparti tage ansvar og komme i arbejdstøjet. Med sig burde de tage DF, der som den evige krykke støtter Venstre i deres modstand mod enhver handling, der ikke handler om at tage penge fra folk med de laveste indkomster. Hvor ville det være befriende, hvis DF for engang skyld tog noget ansvar og medvirkede til at gennemføre politik, der rent faktisk betyder noget for almindelige mennesker.

Senest har Kristian Thulesen Dahl kritiseret regeringen for zigzag-kurs i den økonomiske politik. For hvordan kan vi den ene dag sige, at der et stort underskud på de offentlige finanser og den næste dag proklamere at ville bruge et stort milliardbeløb på en kickstart? Tillad mig til ære for DF’s mangeårige formand for Folketingets Finansudvalg at forklare forskellen på privat- og nationaløkonomi. Selvom staten har underskud i disse kriseår, kan vi ikke skabe balance igen ved at spare os ud af krisen. Det vil blot forstærke den yderligere. Vi må i stedet investere os ud af krisen og sætte gang i økonomien. De offentlige finanser er ikke cigarkasseøkonomi, hvor indtægter og udgifter nøje må balanceres år for år.