Avanceret søgning
 

JUSTITSMINISTERIETS LOVPROGRAM 2010

Ændring af straffeloven og retsplejeloven (Skærpede straffe for hæleri og tæt samarbejde om udveksling af oplysninger mellem kriminalforsorgen, de sociale myndigheder og politiet i forbindelse med dømtes løsladelse (KSP-samarbejdet)) (Okt I)

Formålet med lovforslaget er at foretage de nødvendige lovændringer til gennemførelse af regeringens plan for en styrket indsats mod indbrud i private hjem, som blev fremlagt i april 2010 som opfølgning på regeringens arbejdsprogram Danmark 2020 – Viden > vækst > velstand > velfærd.

Ændring af lov om retsafgifter (Sagsomkostninger til statskassen ved afgiftsfritagelse på grund af retshjælpsforsikringsdækning, opgørelse af sagens værdi i lejesager m.v.) (Okt I)

Lovforslaget vedrører forskellige mindre tilpasninger af retsafgiftslovens regler bl.a. med henblik på, at den tabende part i en retssag kan pålægges at betale sagsomkostninger til statskassen svarende til retsafgiften, hvis den vindende part har været fritaget for betaling af retsafgift, fordi den vindende parts omkostninger er dækket af en retshjælpsforsikring.

Ændring af færdselsloven (Implementering af dele tredje kørekortdirektiv – ændring af gyldighedsperioden på kørekort) (Okt I)

Formålet med lovforslaget er at gennemføre dele af direktiv 2006/126/EF om kørekort (tredie kørekortdirektiv). Forslaget vil bl.a. indebære indførelse af en administrativ gyldighedsperiode for kørekort, der udstedes efter direktivets iværksættelse. I tilknytning til lovforslaget vil der blive udstedt en række administrative bestemmelser, herunder om systematisk ombytning af allerede udstedte kørekort.

Ændring af den færøske retsplejelov (Legemsindgreb, advokatvirksomhed) (Okt I)

Formålet med forslaget er at indsætte regler om legemsindgreb i den færøske retsplejelov, således at bliver mulighed for derefter ved kongelig anordning at sætte DNA-profilregisterloven i kraft for Færøerne. Herudover foreslås der indsat en bestemmelse i den færøske retsplejelov om danske advokaters møderet på Færøerne.

Lov om hold af slagtekalkuner (Okt I)

Lovforslaget har til formål at gennemføre anbefalingerne fra Justitsministeriets arbejdsgruppe om hold af slagtefjerkræ (kalkuner). Forslaget indebærer, at der fastsættes en række mindstekrav til hold af slagtekalkuner, herunder til bedrifternes fysiske rammer.

Ændring af færdselsloven og lov om ungdomsskoler (Knallertkørekort og sanktioner ved ulovlig kørsel på knallert m.v.) (Okt II)

Formålet med lovforslaget er at højne færdselssikkerheden ved knallertkørsel. Lovforslaget indebærer, at der indføres kørekort til knallerter, og at der samtidig skabes grundlag for en udvidelse af knallertuddannelsen. Forslaget indebærer endvidere en skærpelse af sanktionerne for ulovlig knallertkørsel. Forslaget skal ses i sammenhæng med Færdselssikkerhedskommissionens nationale handlingsplan fra maj 2007 og tredje kørekortdirektiv.

Ændring af straffeloven og retsplejeloven (Styrkelse af mulighederne for sporing af skjult udbytte) (Nov I)

Forslaget ændrer straffelovens § 97 a således, at konfiskationskrav forældes efter samme regler som bøder. Forslaget ændrer endvidere retsplejelovens § 1002 således, at reglerne om edition og ransagning også finder anvendelse efter straffesagens afslutning. Der foreslås også en bestemmelse i retsplejeloven om mulighed for hemmelig beslaglæggelse i forbindelse med hemmelig ransagning.

Offentlighedslov (Nov II)

Forslaget vedrører en ny samlet offentlighedslov på baggrund af den betænkning, som Offentlighedskommissionen afgav i november 2009. Det overordnede sigte med den nye lov vil være at udbygge lovens grundlæggende princip om åbenhed og demokratisk kontrol med den offentlige forvaltning og i den forbindelse tilpasse loven til nutidens forhold, herunder i forhold til statslige selskaber, udlicitering, digitalisering samt nye og ændrede samarbejdsstrukturer i forvaltningen.

Ændringer af forvaltningsloven, retsplejeloven og lov om behandling af personoplysninger (Ændringer i lyset af offentlighedsloven) (Nov II)

Der foreslås i lyset af den nye offentlighedslov ændring af en række bestemmelser om aktindsigt m.v. i forvaltningsloven, retsplejeloven og persondataloven med henblik på i fornødent omfang at skabe overensstemmelse mellem de nævnte loves regler om aktindsigt m.v.

Ændring af forskellige lovbestemmelser om aktindsigt m.v. (Konsekvensændringer i lyset af offentlighedsloven og ændringer i forvaltningsloven) (Nov II)

Der foreslås i lyset af den nye offentlighedslov og ændringerne af forvaltningsloven konsekvensændringer i en række andre love, der indeholder henvisninger til den gældende offentlighedslov og forvaltningslov.

Lov om ægtefælleskifte (Nov II)

Der kan på baggrund af Ægtefælleskifteudvalgets betænkning fra 2010 blive tale om at fremsætte forslag til en særlig lov om ægtefælleskifte m.v., der erstatter og udbygger de mere sparsomme bestemmelser i den gældende lov om fællesboskifte.

Ændring af dødsboskifteloven, værgemålsloven og arveloven (Bobestyrere, frister, legatarer m.v.) (Nov II)

Formålet med lovforslaget er at gennemføre en række justeringer og præciseringer af dødsboskifteloven særligt for så vidt angår bestemmelserne om bobestyrere, frister, legatarer og insolvente boer. Forslaget bygger på en betænkning fra Ægtefælleskifteudvalget.

Lov om forbrugeraftaler om brugsret til logi på timesharebasis og om længerevarende ferieprodukter m.v. (Nov II)

Forslaget vil bl.a. indebære, at der indføres regler om, at der forud for og i forbindelse med indgåelsen af aftaler om brugsret til logi på timesharebasis og aftaler om længerevarende ferieprodukter m.v., der har en varighed af mindst 1 år, skal gives forbrugeren en række oplysninger, ligesom forbrugerne sikres en fortrydelsesret på som udgangspunkt 14 dage med hensyn til aftaler omfattet af loven. Forslaget gennemfører direktiv 2008/122/EF.

Ændring af lov om politiets virksomhed (Bødeniveauet for overtrædelser af ordensbekendtgørelsen) (Dec I)

Formålet med lovforslaget er at ændre bødeniveauet i sager om overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Forslaget vil bygge på en redegørelse fra Rigsadvokaten.

Ændring af færdselsloven (Forhøjelse af bøder) (Dec I)

Lovforslaget vedrører en forhøjelse af bødeniveauet i sager om overtrædelse af færdselsloven. Lovforslaget vil bygge på Rigsadvokatens redegørelse om bødetakster på færdselsområdet. Lovforslaget forventes desuden at indeholde en vis skærpelse af sanktionen for kørsel uden førerret og vil også kunne indeholde visse andre ændringer af færdselsloven.

Ændring af straffuldbyrdelsesloven (Anvendelse af peberspray som magtmiddel samt undersøgelse af indsatte og deres opholdsrum i Kriminalforsorgens institutioner) (Dec I)

Det foreslås på baggrund af en evaluering af en forsøgsordning, at Kriminalforsorgens institutioner i særlige tilfælde skal kunne anvende peberspray som magtmiddel. Lovforslaget vil endvidere indeholde en bestemmelse om, at ikke kun Kriminalforsorgens institutioner, men også Direktoratet for Kriminalforsorgen under visse omstændigheder kan foretage undersøgelse af indsattes effekter m.v.

Ændring af lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom m.v. (Dec I)

Lovforslaget gennemfører en række ændringer i huseftersynsordningen på baggrund af den betænkning, som udvalget om huseftersynsordningen afgav i juni 2010. Det overordnede formål med lovændringen er at forbedre den nuværende huseftersynsordning ved bl.a. at sikre køberne en række yderligere oplysninger om ejendommen, herunder f.eks. om fugtniveau og tilstanden af elinstallationer, samt udvide ejerskifteforsikringens standarddækning. Lovforslaget skal ses i sammenhæng med Økonomi- og Erhvervsministeriets forslag om beskikkede bygningssagkyndige m.v., hvorefter der foreslås etableret et selvstændigt disciplinær- og klagenævn for huseftersynsordningen.

Ændring af lov om erstatningsansvar (Tidspunktet for ophør af krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste) (Dec I)

Justitsministeren overvejer for tiden visse spørgsmål om samspillet mellem reglerne om tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab henholdsvis i tilfælde, hvor vedkommende er blevet udsat for en arbejdsskade, og i tilfælde, hvor vedkommende uden for sit arbejde er blevet udsat for en skade. Når disse overvejelser er færdiggjort, vil der blive taget stilling til behovet for at foreslå ændringer af erstatningsansvarsloven.

Ændring af udleveringsloven og lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæisk Union (Udvidelse af den gensidige anerkendelse af retsafgørelser mellem EU-medlemsstaterne) (Dec I)

Formålet med forslaget er at gennemføre to EU-rammeafgørelser om henholdsvis gensidig anerkendelse af betingede domme, alternative sanktioner og afgørelser om prøveløsladelse og fremme af princippet om gensidig anerkendelse i forbindelse med afgørelser afsagt uden at den pågældende selv var til stede (in absentia).

Ændring af retsplejeloven (Revisionsbestemmelse vedrørende reglerne om gruppesøgsmål) (Jan II)

Lovforslaget fremsættes i henhold til en revisionsbestemmelse. Lovforslagets nærmere indhold er under overvejelse.

Ændring af retsplejeloven (Udvidet adgang til at føre anonyme vidner) (Jan II)

Lovforslaget giver domstolene mulighed for at tillade brug af anonyme vidner i straffesager i videre omfang end hidtil. Forslaget har til formål at sikre, at de rammer for brug af anonyme vidner, som følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, udnyttes fuldt ud i de sager, hvor det er relevant, herunder navnlig sager om rocker- og bandekriminalitet.

Ændring af retsplejeloven (Forenkling af bødesagsprocessen) (Jan II)

Forslaget indebærer en forenkling af bødesagsprocessen ved domstolene. Forslaget vil give domstolene mulighed for at afsige udeblivelsesdomme på baggrund af et udstedt administrativt bødeforlæg uden berammelse af retsmøde, hvis den sigtede ikke udtrykkeligt anmoder om at få sagen behandlet i retten og betingelserne i retsplejeloven i øvrigt er opfyldt.

Lovgivning vedrørende styrkelse af indsatsen over for ofre for forbrydelser (Feb I)

Justitsministeriet har nedsat en arbejdsgruppe, der skal overveje behov og muligheder for yderligere at styrke indsatsen for at hjælpe og støtte ofre for forbrydelser, herunder om indsatsen kan gøres endnu bredere og endnu mere sammenhængende. Der kan på baggrund af arbejdsgruppens overvejelser blive tale om at fremsætte lovforslag på området.

Ændring af lov om dyreforsøg (Feb I)

Lovforslaget har til formål at gennemføre et kommende direktiv om beskyttelse af dyr, der anvendes til videnskabelige formål.

Ændring af våbenloven (Forenkling af fremgangsmåden for meddelelse af udførselstilladelse) (Feb I)

Forslaget vedrører bl.a. en ændring af våbenlovens regler om udførsel af våben, ammunition og materiel til krigsførelse. Forslaget gennemfører direktiv 2009/43/EF.

Ændring af retsplejeloven (Nævningers og domsmænds udtagelse) (Feb II)

Formålet med lovforslaget er at sikre, at de personer, som udtages til at virke som lægdommer, er egnede til det. Forslaget vil bygge på resultaterne fra en arbejdsgruppe nedsat af Justitsministeriet.

Ændring af færdselsloven (Bedre forbrugerbeskyttelse på parkeringsområdet) (Feb II)

Justitsministeriet har nedsat en arbejdsgruppe om bedre forbrugerbeskyttelse på parkeringsområdet. Arbejdsgruppen forventes at afgive en rapport i løbet af 2010. Der kan på denne baggrund blive tale om at fremsætte lovforslag på området.

Ændring af konkursloven (Konkurskarantæne) (Feb II)

Konkursrådet forventes at afgive en betænkning om bl.a. konkursmisbrug/konkursrytteri omkring årsskiftet 2010/2011. Der kan på denne baggrund blive tale om at fremsætte lovforslag på området.

Ændring af lov om bortvisning (Tilhold og bortvisning) (Feb II)

Strafferetsplejeudvalget overvejer for øjeblikket reglerne om tilhold m.v. Der kan på denne baggrund blive tale om at fremsætte lovforslag på området.

Ændring af retsplejeloven (Ny statsadvokaturordning) (Feb II)

Der er nedsat en arbejdsgruppe om en fremtidig statsadvokaturordning, som skal overveje, om der bør ske ændringer i de nuværende statsadvokaturers opgavevaretagelse og organisatoriske struktur. Der kan på denne baggrund blive tale om at fremsætte lovforslag på området.

Ændring af lov om pas til danske statsborgere m.v. (Gebyrbestemmelse, brug af pas-udstedelsessystem m.v.) (Feb II)

Forslaget indebærer, at der indføres et særligt gebyr for at få taget fingeraftryk på pasudstedelsesstedet, og at pasudstedelsesstederne forpligtes til at overføre data vedrørende fingeraftryk til producenten af pas (Rigspolitiet). Forslaget tager sigte på at efterleve EU-reglerne på området.


Justitsministeren vil give Folketinget redegørelse om:
• Forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter uden for strafferetsplejen (Feb II)

 

SIDST OPDATERET: 24.02.11 14:47
JUSTITSMINISTERIET   SLOTSHOLMSGADE 10   1216  KØBENHAVN  K   TLF  72 26 84 00   FAX  33 93 35 10   EMAIL:  JM.@.JM.DK